Vild med bøger? Læs første afsnit af Peter Høegs nye roman gratis her

Første del

Første gang jeg hørte om klinikken, var da jeg besøgte min plejebror, Simon, på Nykøbing Sjælland Sygehus efter hans første selvmordsforsøg.

Han havde enestue, han sad op i sengen da jeg kom ind, i hospitalets hvide T-shirt, hans hoved virkede meget stort.

Det fik ham til at ligne et barn på to år.

Hans mor havde engang fortalt mig at hans fødsel havde været vanskelig og mest på grund af hovedet.

Nu så det større ud end sædvanligt.

På dette tidspunkt havde han kone og børn og et halvt liv bag sig. Han havde en krop som nogle ville kalde veltrænet, han løftede vægte og løb. Og en personlighed hvorom jeg havde hørt mange sige at den var charmerende og kraftfuld. Men i denne situation, her på sygehuset, virkede det som om træningen og personligheden var skaller der var lagt på for at beskytte den han virkelig var. Som var et lille barn.

Vi talte dæmpet sammen. Om hvad han kunne huske fra de sidste døgn, det var ikke ret meget. Han havde drukket to flasker spiritus, tømt et glas med 100 panodil og sat sig ud i sin bil.

Han talte med en stille, chokeret værdighed. Imens var vi hinanden så nær som da vi var børn.

I den nærhed fik jeg en forståelse. Ikke som ord, de kom først senere, snarere fysisk: af at det han havde gjort, havde en mening. at selvmordsforsøget var barnets forsøg på at sprænge skallerne så det kunne få kontakt med verden. Og at det var afgørende at det barn ikke igen blev spærret inde.

Gjorde det det, ville der komme endnu et forsøg.

Som ville lykkes.

Der kom en sygeplejerske efter en halv time og sagde han skulle hvile.

Hun fulgte mig ned ad gangen.

– Lykken har smilet til ham, sagde hun.

På en måde var det en overraskende ting at sige. Om et menneske der havde prøvet at tage sit eget liv.

– Han overlevede tabletterne og alkoholen. Og han overlevede trafikuheldet, politiet siger at vidner har fortalt at han kørte ud over en skrænt, bilen rullede rundt og igennem et hegn og ind på en mark hvorfra han igen fik den op på vejen. Det overlevede han. Og paracetamolen. Med så meget i blodet vil man normalt få livsvarige leverskader og måske dø af dem. Men også det ser han ud til at klare. Han er ikke udenfor risiko. Men vi tror han klarer det. Han har sådan set overlevet tre gange. Lykken har smilet til ham.

*

Vi voksede op sammen på Christianshavn da det endnu var et fattigkvarter.

Jeg var fem år, og han var fire da jeg så ham første gang, på pladsen bag Christianskirken. Min mor tog mig ofte derhen om søndagen, der var sandkasser og bænke og vildvin og sol på de grå mure og meget stille.

Med nogle af de mennesker der får betydning for resten af vores liv, er det sådan at vi husker den første gang vi så dem. Måske fordi det første blik kan være gennemtrængende på en særlig måde. Måske fordi vi ingenting venter og ikke har nogen historie, og mødet derfor kan være nøgent, og noget kan ske som der ikke er ord for.

Jeg husker huden på hans kinder, dens rødmen. Hans maskinklippede hår. Det blik hvormed han så på mig og min mor, på én gang agtpågivende og helt åbent.

Vi legede sammen, på et tidspunkt må det være gået op for min mor at han var der alene med sin søster. To børn, på fire og to år, alene.

Vi fulgte dem hjem, selvom min mor ikke sagde noget, kunne jeg mærke hendes bekymring.

De boede i en dyb baggård i Wildersgade, deres mor åbnede døren, jeg registrerede min mors lette chok.

Fra da af så han og jeg hinanden så tit vi kunne, ofte kom han over til os, ofte havde han sin søster, Maria, med.

Nogle gange fik de lov at sove hos os. Det foregik ved at vi spurgte, og min mor sagde ja og gik så ned i Wildersgade for at få tilladelsen af deres mor, hun havde ikke telefon.

Hun var alene med børnene, hun gjorde rent om natten og sov det meste af dagen, nogle naboer så til børnene.

Nogle gange ville min mor ikke vække hende, men lagde bare en seddel.

Simon sov i min seng, Maria på en madras på gulvet. Han var omhyggelig med at lægge hende, selvom han var så lille. Når min mor havde sagt godnat og slukket lyset og lukket døren, satte han sig ned til hende. Hun havde en kludedukke hun altid bar rundt på, han talte til dukken og rettede på Marias dyne, og altid sluttede han med at sige: »Jeg ligger lige her.

Så lagde han sig op til mig, og vi lå og talte stille i mørket.

På et tidspunkt blev der længere mellem hans hvisken, og så kom der et øjeblik, altid på en udånding, hvor han gled ind i søvnen.

Så lå jeg i mørket og følte at jeg skulle passe på ham.

Som om han var min lillebror.

Han passede på Maria. Maria passede på sin dukke. Jeg prøvede at passe på ham. Min far og mor prøvede at passe på mig. Hans og Marias mor gjorde. Og naboerne. Sådan er denne verden også. Den er ikke kun krig og grådighed og arternes udryddelse. Den er også kæder af mennesker der prøver at passe på hinanden.

Jeg besøgte ham igen dagen efter, på sygehuset. Da var han allerede begyndt at trække sig væk.

– I går, sagde jeg, – var det som da vi var børn, da var vi tilbage ved begyndelsen, var det også sådan for dig?

– Ja, sagde han, – nej, måske.

Den samme sygeplejerske som dagen før afsluttede samtalen, hun lukkede døren til stuen bag os, hun og jeg blev stående udenfor.

– Vi voksede op sammen, sagde jeg, – så kom vi fra hinanden. Nu er vi mødtes igen. Jeg ville ønske jeg kunne træde ind i ham og pege og sige »Dér er det, dér er det du ikke må glemme.

– Jeg har set det gjort, sagde hun, – jeg har set et menneske pege på den måde, indefra. Jeg var i praktik, jeg var der kun en uge, det har et navn jeg ikke kan huske, de kalder det Klinikken for Enden af Vejen. Det ligger syd for Århus, ud til vandet, det hører under Universitetshospitalet. Jeg gemte telefonnummeret.

Der var noget ved den måde hun sagde det på som gjorde jeg vidste det var skæbnesvangert.

Hun gik og kom tilbage med nummeret.

– Hende der leder det, hedder Lisa, sagde hun.

Jeg vidste hvad navnet måtte være, allerede inden hun sagde det.

*

Med telefonnummeret fandt jeg adressen, det var lige nord for Moesgård, i en bygning der husede flere institutter under Det medicinske Fakultet, ud for nummeret stod: Institut for Neuropsykologisk Billeddannelse.

Jeg ringede og fik en ganske ung pige i røret.

– Man kan ikke lave individuelle aftaler, sagde hun.

Jeg ventede. Jeg vidste at skæbnen ville føre mig derhen.

– Én gang hvert halve år har vi åbent hus, sagde hun. – Det er på onsdag.

Fra hovedvejen mellem Århus og Odder drejede man fra og kørte nogle kilometer gennem tæt skov og morænebakker. Så åbnede landskabet mod vandet, den store grå betonbygning lå på en skråning der endte ved selve stranden.

Stedet var ikke bygget til at modtage gæster, det kunne man mærke, det var indadvendt, en forskningsinstitution.

Der var ingen skiltning. Inden for hovedindgangen sad en vagtmand bag en skranke. Bag ham var en lang gang hvor døre stod åbne til kontorer og laboratorier.

Jeg sagde jeg ledte efter afdelingen for neuropsykologisk billeddannelse.

Han så grundigt og tankefuldt på mig.

– Det er de søde piger i kælderen, sagde han.

Der var noget i tonefaldet jeg ikke forstod, som en blanding af humor og venlighed og vagtsomhed.

Jeg gik rundt om bygningen. Fordi den lå på en stejl skråning, gik man, når man kom fra vejen, ned ad en trappe for at komme til den underste etage. Som var det en dyb kælder. Men landskabets fald gjorde at afdelingens vinduer ud mod vandet lå i stueniveau.

En kvinde i hvid kittel åbnede døren. Hun gav mig hånden og sagde hun hed Lisa.

Det varede lidt før jeg kunne bevæge mig, hun ventede tålmodigt. Så gav jeg hende hånden og sagde mit navn. I hendes ansigt var ingen tegn på genkendelse.

Hun så ud som da jeg så hende for sidste gang, da vi var syv år gamle.

Det kan ikke være sandt, men det var sådan jeg oplevede det. Som at hun fuldstændigt lignede sig selv.

Jeg havde set det før, på barndomsbilleder af mennesker jeg kendte som voksne. At det var tydeligt det var det samme menneske, dengang og nu. Som om det, vi kalder udvikling, mest består i at vi udfolder det vi allerede har med os når vi kommer til verden.

Eller i at vi ikke får mulighed for at udfolde det. Hun havde den samme sjældne kombination som dengang af hår så lyst at det næsten var hvidt, og en hud der var mørkebrun af solen.

Jeg tænkte at hun måtte færdes meget udendørs.

Senere fandt jeg ud af at hun arbejdede så meget at den sol hun fik, var de 20 minutter hvor hun og hendes assistenter spiste deres frokost udendørs.

Hendes hår var sat op. Hun havde et ar der på selve hårgrænsen løb hele vejen over panden og bagud over den venstre tinding.

Vi var otte tilhørere der var mødt op, hun bad om at vi præsenterede os, der var en læge, en psykolog, to studerende, to pensionister, en skolelærer og mig.

Vi sad langs den ene væg på en række stole i et rum der havde store ruder ud mod vandet.

Der var påfaldende højt til loftet, det var muliggjort af landskabets fald, der kunne have været en ekstra etage i rummet, der var mere end seks meter til loftet. På hver stols armlæn var monteret en bakke, i hver bakke lå hvad der så ud som et par almindelige læsebriller med et spinkelt stel.

I midten af rummet stod tre stole, vendt mod hinanden, de to var tomme, i den tredje sad en dukke der lignede en udstillingsmannequin.

Dukken var iført en hvid kittel. Omkring dens isse sad hvad der mindede om en frisørs tørrehjelm.

Op omkring dukken og stolen var monteret en cirkel på næsten to meter i diameter af tykke plastikrør. Lisa trykkede på en knap, udvendige skodder gled for vinduerne, derefter indvendige mørklægningsgardiner. Fra hver sin side af rummet blev en væg, der gik fra gulv til loft, skudt ind foran vinduerne. Væggen var dyb, måske 30 centimeter, samtidig med at de to halvdele nåede hinanden, tændtes et ovenlys.

Hun gik frem til stolen med dukken og berørte plastikrørene.

– Dette er en MRI-skanner. Hun lagde en hånd på hjelmen.

– EEG. Der måler hjernebølger. Klienten sidder i denne stol hvor dukken nu sidder.

Hun rørte ved tastaturet på en computer der stod ved siden af hendes stol, lyset dæmpedes.

– Jeg vil bede jer tage brillerne på.

Vi tog dem på. Det var vinduesglas der var i, der skete ingen ændring i det visuelle felt. Undtagen at man opdagede at der i begge glas, ud for pupillen, var indfældet en ganske lille sort perle eller glaskugle, mindre end et knappenålshoved.

– Disse briller har en form for 3D-effekt.

I mørket voksede en skikkelse frem i den ene tomme stol ved siden af dukken, en skikkelse af blåhvidt lys.

– Vi samler skanningsresultaterne, bearbejder dem og tolker dem grafisk og sender dem gennem en holografisk projektor. Det vi ser nu, er en filmoptagelse. Det var en nøgen mand, kønnet og ansigtet var uskarpt, anonymiseret, resten af skikkelsen var livagtig. Bag den næsten gennemsigtige hudoverflade så man de indre organer, bag dem anede man skelettet. Også kraniet, bag knoglepladerne hjernen.

Hun berørte en tast.

– MRI-skanningen giver 50 billeder, såkaldte sli ces, per sekund. Nu tilføjer vi EEG der måler hjernebølgerne. Vi tilordner de forskellige amplituder farver. Et pulserende farvespil kom til syne indeni og omkring lysfigurens hoved.

– Vi tilføjer nu målinger af den elektromagnetiske aktivitet i og omkring kroppen.

Farvemønstre sprang frem gennem og omkring hele kroppen.

– Vi måler puls, blodtryk og hudens ledningsevne. Vi tildeler disse målinger en visuel form og en farve. Farvespillet og bevægelserne omkring den blå krop fortættedes. Vi sad foran et menneske af lys, omgivet af pulserende regnbuefarver.

– Klienten der sidder i stolen, dér hvor dukken sidder nu, har på denne måde over for sig et tredimensionelt kort over sit eget biologiske system, opdateret sekund for sekund. Hver for sig foretages alle disse skanninger og målinger hver dag på de fleste af de store hospitaler. Alt hvad vi har gjort, er i første omgang at sammensætte dem, give dem en grafisk tolkning og sende dem gennem en holografisk projektor.

Hun bevægede sig hen mod lysskikkelsen.

– Klienten som vi her har filmet, har for tre år siden haft en alvorlig ulykke. Siden da har han ikke kunnet arbejde. Han er blevet psykiatrisk og neurologisk undersøgt. De har ingenting kunnet finde. Han fortæller at han, efter uheldet, oplever at hans krop lammes når han kommer i situationer med ansvar for andre. At kroppen som helhed opleves grå og kraftesløs. Den erfaring lægger vi ind i hologrammet.

Hun berørte tasterne, lysskikkelsens muskulatur tonedes svagt grålig.

– Han fortæller videre at han i de situationer mister kontakten til brystområdet og det fysiske hjerte. Også det afbilder vi.

Hun berørte en tast, figurens brystområde og hjerte fortyndedes.

– Han fortæller at hans tanker tager magten fra ham.

De bølgende farver omkring hovedet og videre ned gennem kroppen ændrede karakter.

– Det vi er ved her, er at gøre noget medicinen aldrig før har gjort: Vi er ved at indlede en samtale mellem klientens oplevelse af sig selv og det vores måleinstrumenter registrerer om hans biologi. Når han beskriver en oplevelse af indre kaos, når han genkalder sig erindringer hvor dette kaos var til stede, så kan vi se at mønstret af hjernebølger ændres. At stofskiftet ændres. At hjerterytmen forandres, blodtrykket, hormonproduktionen, hudens ledningsevne. Vi véd ikke hvorfor det er sådan. Men ved at give disse målbare forandringer et grafisk udtryk, dette lysdisplay, og ved at tone det efter klienternes erfaringer, skaber de selv, med vores hjælp, et kort hvormed de kan se dybere ind i sig selv end de ellers har nogen mulighed for. Siddende overfor dette tredimensionelle billede af sig selv kan de derefter, sammen med os, gå ind i dette kort. Det er sådan det føles. Som om kroppen og bevidstheden begynder at blive gennemsigtige.

Tilgængelige.

Hun stillede sig bag lysfiguren.

– Denne klient har haft to alvorlige uheld. Med års mellemrum. De mønstre som vi måler ved begge de to uheld, tyder på at der er en nær sammenhæng mellem dem. Det er apparaturets styrke. Vi kan se sammenhænge og gentagelser, vi kan se mønstre. Inden de når frem til bevidstheden. Mønstre som det havde krævet langvarig terapi at nå frem til. Som måske slet ikke var blevet opdaget. Vi vil nu kunne hjælpe ham til at mærke, afspænde og slippe nogle af disse skader. Traumer er ikke noget der skete engang. Det er noget vi fastholder nu, sekund for sekund.

Hun slukkede projektoren, den standsede gradvist, den blå skikkelse fortyndedes og var borte, rummet blev sort.

Hun lod mørket vare, måske et minut.

Det var ikke for at opnå en bestemt effekt. Det var for at give os tid til at komme tilbage til den almindelige, ydre virkelighed.

Der blændedes gradvist op for det elektriske lys, som efter en biografforestilling. Den elektriske væg gled til side, også mørklægningsgardinerne. Man kunne igen se havet.

– Hvem kan tåle at se et sådant kort over sig selv? Det var lægen der spurgte.

– Få. For mange af dem der passerer psykiatrien, er lidelsen så dyb og personligheden så spinkel at det ikke drejer sig om at åbne indadtil. Det drejer sig om at dække til på den bedst mulige måde. Og de fleste af os andre er ikke interesseret i at møde os selv.

– Hvorfor ikke?

Hun overvejede sit svar omhyggeligt.

– Vores verden er en strøm der har bevæget sig udad i 500 år. Hvert skridt indad er et skridt mod strømmen.

Én efter én rejste tilhørerne sig, de gav hende alle hånden.

Til sidst var jeg den eneste der var tilbage.

– Jeg har en plejebror, sagde jeg, – han har prøvet at tage livet af sig. Jeg er bange for at han skal forsøge igen og at det vil lykkes. Der er noget inde i ham som ikke vil dø. Du vil kunne hjælpe det frem.

Hun rystede på hovedet.

– Vi har flere års ventetid. Man skal fra sin egen læge henvises til psykiatrien eller Center for Funktionelle Lidelser og derfra videre til os. Selv da er det kun få der, når det kommer til stykket, har mod til dette.

– Jeg er bange for han skal dø. Hun holdt døren for mig.

– Vi har for få ressourcer. Tak fordi du kom.

Den nat kunne jeg ikke sove. Ved firetiden om morgenen stod jeg op og satte mig ud i bilen. Der var ingen trafik på vejene så tidligt. Jeg nåede instituttet klokken fem, på vej fra hovedvejen til bygningen passerede jeg en sort kassevogn der holdt med slukkede lygter.

Jeg tog et tæppe med fra bilen, satte mig med ryggen mod glasruderne og så solen stå op over bugten.

Den vagtmand jeg dagen før havde set i receptionen, kom ned langs bygningen, jeg forklarede ham hvad jeg skulle, han bad om legitimation, jeg viste ham mit kørekort, han lod mig sidde.

Kort efter kom to betjente, også for dem legitimerede jeg mig, også de lod mig sidde.

Lisa kom en time senere. Hun blev stående lidt og så på mig, så satte hun sig ved siden af mig.

Vi sad sådan i måske fem minutter, det er længe for to fremmede at være tavse sammen.

For hende var jeg en fremmed.

– Du har også et andet motiv, sagde hun. – End din bror.

Det var ikke konfronterende. Hun konstaterede et faktum, som så hun det foran sig. Som var jeg gennemsigtig, som lysskikkelsen. Af en eller anden grund vidste jeg at hvis jeg ikke svarede rigtigt nu, ville hun og dette sted lukke sig for mig.

– Der er noget jeg altid har ledt efter, sagde jeg, – jeg har ledt efter virkelige møder. Mellem mennesker. De er meget sjældne. Og de varer meget kort, ofte når vi ikke at mærke at de finder sted. Vi véd ikke hvad vi skal gøre for at få dem til at gentage sig. Jeg oplevede de første af sådanne møder da jeg var lille. Først med Simon, min plejebror. Og derefter med en anden, en pige, i børnehaven.

Hun rejste sig langsomt.

– Jeg arbejdede med nogle af de store behandlere, sagde hun. – Under min uddannelse. Psykiatere og terapeuter. Her og i udlandet. Mennesker der tilsammen havde haft 50.000 klienter i terapi. Jeg stillede dem det samme spørgsmål: Hvorfor kommer mennesker til jer? Hvad er grunden til at mennesker lider? De fortalte at klienterne siger det samme. De oplever ikke virkelig kontakt. Jeg oprettede denne klinik for at finde ud af hvad der står imellem mennesker. Hvad der står i vejen for mødet. Hvad der skal til for at mennesker ser hinanden.

Hun låste døren op.

– Vi har en behandlingssession om en uge. Kan du komme til den?

Spørgsmålet blev stillet henkastet. Igen var det en test. Fejlede jeg, ville jeg have set hende for sidste gang.

Jeg nikkede.

Da jeg svingede ud fra parkeringspladsen, så jeg betjentene igen.

*

Jeg bor nær ved mine børns mor.

Den aften bankede jeg på hos hende, det var ved at blive mørkt.

Hun kastede et blik på mig, så trådte hun til side, hun havde læst det ikke udtalte spørgsmål, om jeg måtte se pigerne et øjeblik.

– De sover, sagde hun.

Jeg trådte ind i soveværelset og satte mig på en stol ved deres seng. Jeg lyttede til deres åndedræt.

Vi skriger og ånder ind når vi fødes, og vi dør på en udånding. Åndedrættet er den fine tråd der forbinder alle livsbegivenheder.

Den yngste af pigerne havde ikke skreget da hun blev født, fødslen havde været så stille, så rolig, hun var ligesom gledet ud, jordemoderen havde lagt hende på et varmt håndklæde, og så var hun faldet i søvn. Uden det sædvanlige skrig.

Deres mor satte sig ved siden af mig. Sådan sad vi, uden at sige noget.

Den yngste lo i søvne. En perlende, hjertelig latter.

Som bobler der stiger til vejrs i mousserende vin.

Det skete hyppigt, måske en gang om ugen.

Hun var fem år gammel, hun havde leet i søvne hele sit liv.

Undtagen under skilsmissen. I et år havde søvnlatteren været fraværende.

Siden var den kommet igen.

Det måtte være en dyb glæde, havde jeg altid tænkt. Indeni hende måtte der, trods alt hvad hun havde oplevet, være en dyb glæde siden den så ofte kom til udtryk i søvnen.

Vi gik ind i stuen. Pigernes mor er jurist, hun arbejder for Rigspolitiet, med dokumentation af krigsforbrydelser. Hun er underlagt streng tavshedspligt, det var meget sjældent jeg spurgte hende om noget der havde relation til hendes arbejde.

– Jeg prøver at få Simon i en form for terapi, sagde jeg. – På en institution der har forbindelse til universitetet. Den ligger nord for Moesgård, ude ved vandet. Den er patruljeret af politiet. Er det normalt for universitetsinstitutioner?

Hun rakte mig en blok og en blyant. Jeg skrev adressen ned.

I entréen blev vi stående.

– Hvis du og jeg havde kendt hinanden som børn, sagde jeg, – og ikke set hinanden i 30 år, ville du genkende mig?

Hun nikkede uden at tøve.

*

Den følgende onsdag kom jeg et kvarter før Lisa havde tilsagt mig.

Til stede var hun selv og tre unge assistenter, en mand og to kvinder. De hjalp mig en grøn kittel på, den lignede en operationskittel, men var tungere. De dækkede mit hår med en hue af det samme stof.

– Vi bærer den samme kittel som klienten, sagde hun. – Elektronikken er meget følsom. Kitlerne er steriliserede og rummer måleudstyr så vi kan korrigere skanningsbillederne for forskellige forstyrrelser der måtte komme fra vores kroppe.

En ældre mand trådte ind i rummet. Lisa præsenterede os for hinanden, hans navn var Villiam. Jeg genkendte den magre, stærke krop fra lysskikkelsen.

Jeg kunne mærke hun havde fortalt om mig på forhånd, og at han havde accepteret min tilstedeværelse. Han fik kittel på, fik påspændt blodtryksmåler på håndleddet, han fik en handske på som måtte rumme fugtighedsmålerne. Han tog plads i stolen, Lisa satte sig overfor ham, assistenterne og jeg sad ude ved væggen. Skodderne, gardinerne og lydvæggene gled for.

Vi tog brillerne på. De var så lette.

Lisa betjente et tastatur anbragt på et lille bord ved siden af hende. Hun må have startet projektoren, i den tredje stol, ved siden af klienten, trådte skanningsbilledet frem som var det udenfor os selv. Først rent, blåt, så tilføjedes de øvrige skanninger, de regnbuefarvede gengivelser af hjernebølgerne og de flydende, elektromagnetiske felter.

Hun spurgte hvordan han havde det. Hun bad ham trække vejret dybt, det så ud som var hun og han i fordybet samtale med en tredje person som var af lys.

– Er det muligt at tænke på det andet uheld, spurgte hun.

– Jeg blev sparket af en hest. Jeg havde redet lidt trav, jeg vidste lidt om heste. Jeg ville ikke ud at fiske igen, efter det første uheld. Så jeg passede heste. En dag bliver jeg sparket ned i båsen. Jeg er ved at strigle hesten og går bag om den. Mere husker jeg ikke. Jeg ligger i koma i fem dage, de er sikre på jeg vil dø.

Lysskikkelsen grånedes. Venstre side trak sig sammen.

Lisa pegede på fænomenerne.

– Ja, sagde han. – Nu kommer det, når jeg fortæller om det, begynder det, det er svært at mærke kroppen.

– Husker du noget fra de fem dage?

Han så frem for sig. Jeg kunne se hans blik tømmes mens han prøvede at se indad. Han rystede på hovedet.

Hun pegede på lysskikkelsen.

– Se på farverne på bagsiden af hovedet. Du og jeg har set det før. Når du nærmer dig noget der er svært eller ubehageligt at huske, fremkommer det mønster. Som når du fortæller om sekundet inden hesten sparker. Og nu komaen.

Han så på hologrammet. Og samtidig ind i sig selv.

Bagud i tiden. Han rystede på hovedet.

– Jeg var dybt bevidstløs. Men der er noget ... der kommer noget ...

Han begyndte at rejse sig. Det var tydeligt hvad han ville. Han ville gribe fat i hologrammet og aftvinge det mere information. Han rakte ud, hans hænder gled gennem lyset.

Det bragte ham til sig selv.

– Vi holder inde, sagde hun.

Han satte sig, hun rykkede hen til ham og lagde en hånd på hans arm.

Lysskikkelsen fadede, det blev mørkt. Det elektriske lys glødede og tog til, vægge, skodder og gardiner gled til side.

– Bliv siddende. De vil give dig noget at drikke.

Hun rejste sig og nikkede til mig, jeg fulgte hende ind på hendes kontor.

Hun kogte vand i en vandkoger, fra en blikdåse hældte hun et grønt pulver i to skåle, kom koldt vand i, derefter varmt, piskede pulveret til et grønt skum med noget der lignede en barberkost. Hun hældte mere vand i, piskede og rakte mig koppen. Jeg vidste hvad det var, det var grøn te. Hun havde rakt det til mig da jeg smagte det for første gang, det var 30 år siden.

– Han er meget tæt ved noget, sagde hun. – Det vil nå bevidsthedens overflade af sig selv, indenfor kort tid. Vi så på hinanden, gennem dampen fra kopperne.

– Vi gik i børnehave sammen, sagde jeg. – Du og jeg. Og min plejebror Simon. Carlsberg-bryggeriernes børnehave i Valby.

Hun blev siddende helt stille. Jeg kom i tvivl om hvorvidt hun havde hørt mig.

– Der var et biluheld, sagde hun. – Da jeg var syv. Bilen kørte frem fra en sidevej. Begge mine forældre omkom. Jeg sad bag i bilen. Jeg husker ingenting fra før uheldet. Alle erindringer fra de første syv år er væk. Jeg prøvede at danne mig en forestilling om omfanget af hendes tab. Det var ikke muligt. Det var som at stå foran et stort, mørkt kontinent.

– Vi var tit hjemme hos dig, sagde jeg. – Mig og Simon. I børnehaven legede vi sammen. Hver dag.

Vi ventede igen, sammen. Hendes hænder legede med en æske af sort karton.

– Hvordan var min mor og far? Jeg valgte at sige sandheden.

– De var så man ønskede det var ens egen mor og far. Alle de børn der kom hos dig, ønskede det.

Hun stillede koppen fra sig.

– Villiam kommer i morgen, til samme tid, kan du være her?

Det var en betingelse. Skulle hun ende med at hjælpe Simon, måtte jeg acceptere betingelser jeg ikke nøjagtig vidste hvad var.

Jeg nikkede.

*

Den næste dag var der ingen indledende spørgsmål, Villiam sad i stolen da jeg kom, vi fik kitlerne på, tog brillerne på, skannerne blev tændt, hologrammet trådte frem.

– Fortæl om det første uheld, sagde hun, – om nedsejlingen.

– Jeg havde en trawler, helt nye motorer, de spandt som en kat, vi var på vej op for at fiske i Barentshavet.

Noget i hans udtryk var anderledes. Som om han havde bestemt sig.

– Det er tæt tåge, coasteren kommer ud af tågen, vi har ikke en chance. Den trykker styrbords side ind, vi er fire om bord, de tre andre sover ude foran, lige hvor vi bliver ramt, jeg er sikker på de må være døde. Så kommer de op på dækket, og vi kommer i redningsbåden. Skibet synker på under ti minutter. Coasteren vender og samler os op. Vi bliver godt behandlet. Men han er registreret i Panama. Jeg får ingenting fra forsikringen. Jeg mister alt. Jeg har tre små børn. På broen ser jeg hans radar. Den rækker ikke over 16 sømil. Jeg ville aldrig have forladt en havn med den radar.

Hans stemme var flad.

– Lige da coasteren rammer jer, lige da den kommer ud af tågen, hvad mærker du da?

Han så bagud i tiden.

– Vibrationerne. Lige inden jeg ser ham, mærker jeg vibrationerne fra hans motorer.

– Og så ser du skibet.

– Det tårner sig ind over os. Jeg tænker ikke noget.

– Jo, sagde hun. – Og du kan huske det.

Det var på én gang blidt og ubønhørligt. Lysfiguren grånede yderligere, dens venstre side trak sig sammen.

– Jeg tænker på mine folk. At nu omkommer de.

Fordi jeg ikke har kunnet tage vare på dem.

– Videre, sagde hun.

Hun pressede ham baglæns. Ind mod ham selv. Hans ansigt trak sig sammen.

– På de små derhjemme. Jeg ser dem for mig. Børnene. Jeg tænker at nu drukner jeg og svigter dem.

Ind foran mine øjne flød billeder af nedsejlingen, som havde jeg selv været til stede. Som var jeg til stede, som var det nu det skete.

Lisa rakte hånden ud. Først troede jeg hun ville tage fat i hologrammet. Men hun pegede.

– Mønstret. I venstre side ned over hjertet. Det involverer hele kroppen. Samme mønster som da du blev sparket ned.

Hans øjne var blanke, måske af bevægelse, måske af chok.

– Lige inden jeg bliver ramt. Da ser jeg musklerne i hestens ryg strammes. Og jeg véd at nu bliver jeg ramt. Jeg husker på familien. På børnene og tænker at nu sker det igen, nu svigter jeg dem. Og denne gang er der ingen redning.

Han tog sig med hånden til sit fysiske hjerte. Hele hologrammet grånede og trak sig sammen.

– Gjorde du noget forkert, som sømand, ved at sejle i tågen på det sted og det tidspunkt?

Han rystede på hovedet.

– Vi var erhvervsfiskere. Coasteren var ikke udstyret efter reglerne.

– Begik du nogen fejl i båsen, ved hesten? Han rystede på hovedet.

– Alligevel føler du skyld for hvad der skete. De så hinanden i øjnene.

– Du passede dit arbejde og dit ansvar som familiefar. Det der tilstøder dig, er udenfor din egen kontrol. Alligevel føler du skyld. Du fortæller dig selv du skulle have gjort noget for at undgå det. Dermed vil du styre begivenheder som om du bestemte over hele verden.

Hologrammet begyndte at ændre sig. Gråtonerne veg. Den venstre side begyndte at vokse.

– Som om du var – Gud.

– Jeg kunne ikke gøre anderledes. Alligevel ... skammer jeg mig.

– Skyld er noget vi holder fast i. Det er en historie vi bliver ved med at fortælle på en bestemt måde.

Der blev stille. Han og hun så begge på lysskikkelsen. De regnbuefarvede gengivelser af det hun havde beskrevet som kroppens elektromagnetiske felt, ændrede sig.

Det var som var vi vidner til en ordløs bevidsthedssamtale mellem de tre skikkelser i midten af rummet. Mellem hende, ham og det holografiske lys.

Hun slukkede projektoren. Vi sad i mørket i nogle minutter. Så gled væggen bort og gardinerne fra.

Villiam rejste sig. Han gav os hånd. Så blev han fulgt ud af en af assistenterne.

Vi blev siddende, Lisa, de to assistenter, den unge kvinde og den unge mand.

– Hvad skete der, spurgte jeg, – til sidst, da der var stille?

– Han arbejder direkte med kortet over sit eget indre. Han opdager hvor og hvordan han har fortalt og fastholdt historien om skyld. Hvordan kroppen har fortalt den. I 30 år. I stilheden begynder han at slippe skylden. At afvikle én af sit livs grundlæggende historier.

– Han er ved at blive sat fri, sagde jeg.

– Nej.

Jeg forstod hende ikke.

– Alt hvad vi har gjort, er at hjælpe ham til at erstatte én historie med en anden.

Hun berørte tastaturet, lysskikkelsen tonede frem i stolen. Svagere på grund af dagslyset, men fuldt synlig.

– Dette er filmoptagelsen. Fra det øjeblik han fortæller om nedsejlingen. Se dette mønster.

Hun berørte tasterne, en struktur af sorte, gule og røde farver trådte frem.

Igen rørte hun tasterne, følsomt, som en pianist. Strukturen blev stille og statisk. Resten af skikkelsen forsvandt. Kun det farvede mønster hang i luften. Som en vævsprøve af lys.

Hun rykkede det fastholdte mønster ud mod højre.

Lysskikkelsen kom til syne igen.

– Optagelsen fra i går. Hvor han fortæller om da han bliver sparket ned. Den samme struktur.

Det samme mønster kom til syne. Hun isolerede det fra resten af skikkelsen. Den blå lyskrop forsvandt. Kun de to mønstre var tilbage, svævende ved siden af hinanden.

– En grundlæggende struktur, dybt i hans krop og personlighed. Den ændrer sig praktisk taget ikke når han taler om begivenhederne. Ændrer sig ikke når vi går ned i hvad der skete. Når han kommer i kontakt med de fortrængte erindringer. Med skylden. Så det må ligge dybere. Hvad er det?

Er det en mere grundlæggende historie?

Hun så rundt på os.

– Vi havde en klient her på klinikken, han var bjergbestiger. Han kom på grund af to alvorlige styrt han havde haft. Begge under solobestigninger. Som med Villiam bevægede han og jeg os ned gennem fortællingerne. Livsfortællingerne. Til der kom et mønster til syne der ikke ændrede sig. Jeg advarede ham mod at tage af sted igen inden det mønster var forstået. Ugen efter omkom han på Piz Bernina. Han efterlod en kone og et lille barn. Hvad skal man kalde det mønster? Som ligger dybere end den personlige historie? Som tilsyneladende afgør om et menneske dør eller lever?

– Skæbnen, sagde jeg. Hun rejste sig.

– Skæbnen er også en historie. Hvad ville der ske hvis det var muligt at nå ned til den? At opløse den? Hvad sker der hvis et menneske bare et kort øjeblik ophører med at fortælle nogen som helst historie?

Jeg fulgte hende ind på hendes kontor. På en opslagstavle hang fotografier af mindre børn, af én eller anden grund vidste jeg det ikke var hendes.

Der hang en børnetegning af et egern der dansede på ryggen af en skildpadde, på tegningen stod 'Maja elsker moster Lisa'.

– Der findes ingen holografisk projektor, sagde jeg.

– De tekniske problemer er endnu ikke løst. Hvorfor ser vi lysfiguren?

Hun havde ryggen til mig, hun var ved at fylde vand i vandkogeren. Først stivnede hun. Så vendte hun sig langsomt.

Hun smilede svagt. Som havde hun ventet eller ønsket netop dette.

– Der sidder en lille laserprojektor i brilleglasset. Den projicerer de bearbejdede skanningsresultater direkte ind på nethinden. Øjet skaber selv illusionen om at billedet findes udenfor os. Jeg fik idéen i min studietid. Det har taget 20 år at udvikle den. Den er endnu hemmelighedsstemplet. Vi har en fortrolig patentansøgning under behandling.

Hendes hænder samlede den smalle sorte æske af karton op og legede med den. Satte den fra sig. Hun rettede sig op. Jeg var ved at opdage at det var sådan hun signalerede at samtalen var forbi.

– Har du børn? Jeg nikkede.

– Hvor mange?

– To.

– Hvilken alder?

– Fem og syv.

– Jeg håber du tænker dig om. Jeg forstod hende ikke.

– Med to børn skal man tænke sig om. Dette ... Hun ledte efter ordene.

– Dette er ... udfordrende. Langt mere end Piz Bernina. Endnu er vi i skoven, ved foden af bjerget. Endnu er det ikke begyndt at blive stejlt.

Om romanen Gennem dine øjne

Tre barndomsvenner mødes igen som voksne under voldsomme omstændigheder. Sammen genoplever de barndommens vilde opdagelsesrejser ind i hinandens drømme, som har sat dybe spor. Og som afgør liv og død. Gennem dine øjne er en roman om venskab og kærlighed.

Efter vennen Simons selvmordsforsøg opsøger Peter en klinik syd for Århus, der måske kan hjælpe Simon. Klinikken har udviklet en epokegørende form for hjerneskanning.

Det viser sig, at Peter og klinikkens leder, Lisa Skærsgaard, har været venner i en børnehave i Valby. Men efter et trafikuheld har hun mistet hukommelsen. Gennem deres møder vender hendes erindring langsomt tilbage. Sammen genoplever de, hvordan de allerede som børn fandt veje til at rejse ind i bevidstheden. Et arbejde Lisa nu, sammen med Peter, viderefører i en større og langt mere risikabel målestok.

Hvem er Peter Høeg?

• Peter Høeg debuterede i 1988 med romanen Forestilling om det tyvende århundrede. Siden fulgte Fortællinger om natten (1990), Frøken Smillas fornemmelser for sne (1992), De måske egnede (1993) og Kvinden og aben (1996) , Den stille pige (2006), Elefantpassernes børn (2010), Effekten af Susan (2014) samt Gennem dine øjne (2018).
• Peter Høegs romaner er udkommet i 33 lande.
• Peter Høeg er født i 1957 og vokset op i København. Han har en baggrund i sport, dans og teater, og han er mag. art. i litteraturvidenskab. Han har arbejdet som avisbud, livredder, sømand og danser. Han har desuden undervist i forskellige former for kreativitet i folkeskolen, på gymnasier og universiteter. 
• Han er medstifter af foreningen Børns Livskundskab der udvikler redskaber, der kan støtte børns og voksnes selvberoenhed og empati. 
• Peter Høeg bor nu i Midtjylland og har fire børn.