Et forstørrelsesglas på en ordbog.

Listepik, skærmtid og syv-syv-ordning: Ordbogen er blevet opdateret

Hvert år kommer der nye ord og vendinger med i Den Danske Ordbog. Hvor mange af dem kendte du allerede?

alt.dk logo

Listepik, skærmtid og syv-syv-ordning.

Det er ord, der sjældent kommer i samme sætning, men nu er de blevet en del af den samme liste.

Den Danske Ordbog er blevet opdateret, og det betyder, at mange nye ord og vendinger officielt har fået plads i det danske sprog.

Måske har du allerede hørt mange af dem, eller også er nogle af dem nye for dig – her kan du blive klogere på, hvad de betyder:

Nye ord

Mullet

Udtrykket for den populære frisure – som du helt sikkert har set på mange unge mænd – er nu kommet med i ordbogen. Ordet beskriver hår, der er længere i nakken end på resten af hovedet.

Deepfake

Der har været mange eksempler på dette fænomen, hvor billeder, videoer eller lydklip manipuleres, så det virker, som om en person har gjort noget, de aldrig har gjort. Der har for eksempel været sager om pornografiske billeder, hvor der har været tale om deepfake.

Elskovsbarn

Det, som førhen har været kendt som et uægte barn, har fået et pænere og mere korrekt navn. Det betyder, at barnet er født udenfor ægteskabet.

Fluffy

Dette engelsk ord er nu også en del af det danske sprog. Det betyder, at noget er blødt eller dunet.

Skærmtid

Et begreb, der har skabt en masse debat. Det er den tid, du bruger på din telefon, computer, eller når du ser fjernsyn.

Syv-syv-ordning

De fleste, der er en del af en skilsmissefamilie, kender nok allerede dette udtryk, der beskriver en aftale, hvor et delebarn skiftevis bor en uge hos hver af sine forældre.

Inshallah

Dette arabiske ord betyder ’om Gud vil’, og det bruges oftest af muslimer. Du kan bruge det om noget, du håber på eller ønsker.

Nye betydninger

Der er også ord, der allerede optræder i ordbogen, men som har fået nye betydninger.

Det er blandt andet røvfuld, der nu også betyder et voldeligt overgreb, og ordet listepik, der ikke længere kun henviser til at indsmigre sig, men som nu også betyder en mand, der tiltvinger sig sex med et offer, der ikke er ved bevidsthed.

Andre nye ord

  • Propalæstinensisk
  • Dyreetik
  • Kvindehadsk
  • Mormortrusser
  • Gummirøjser
  • Afstigmatisering
  • Lillemand
  • Hormonspiral
  • Weekendvagt
  • Bobleplast

Se alle nye ord og vendinger på ordnet.dk.