Coronakrisen forværrer situationen for voldsramte kvinder: "Den bliver ofte både voldsommere og hyppigere"
Coronakrisen forværrer situationen for voldsramte kvinder. ”Den bliver ofte både voldsommere og hyppigere”, lyder det fra Lisbeth Jessen, direktør for Danner, der nu åbner et nødkrisecenter i København.
2.019 kvinder blev i 2018 indskrevet på landets kvindekrisecentre, og 38.000 kvinder udsættes årligt for fysisk partnervold herhjemme, viser de nyeste tal.
Men i disse tider, hvor landet er lukket delvist ned, og vi alle opfordres til at blive inden døre, er vilkårene for voldsramte kvinder kun blevet endnu sværere.
Sådan lyder det fra organisationen Lev Uden Vold og krisecentret Danner i København.
Siden Mette Frederiksen den 11. marts annoncerede de første restriktioner for at inddæmme corona-smitten, har Lev Uden Vold oplevet en fordobling af antallet af henvendelser fra kvinder, der ønsker at komme på krisecenter.
”Vi modtager normalt 2,7 opkald pr. døgn vedrørende henvisning til et krisecenter, men den 12. marts – altså dagen efter Mette Frederiksens tale – fik vi 10 opkald. Siden er det faldet til 4,6 i gennemsnit, men vi ser stadig markante forskelle,” siger Sine Gregersen, sekretariatschef hos Lev Uden Vold, der driver den nationale hotline til mennesker, som er udsat for eller udøver vold i hjemmet.
Hun mener, at der er en klar sammenhæng mellem myndighedernes anbefalinger om at blive hjemme og den øgede efterspørgsel efter at komme på krisecenter.
Og det er hun ikke ene om.
Også Danners direktør, Lisbeth Jessen, ser ofte, at når familier med vold i hjemmet skal tilbringe mere tid sammen, forværres situationen og volden.
”Vi ved fra jul og sommerferie, at familierne bliver særligt udfordret, når de skal være meget sammen. Der er stor risiko for, at volden eskalerer. Den bliver ofte både voldsommere og hyppigere i de perioder, hvor de ikke har mulighed for at få de små åndehuller, som det er at gå på arbejde, have fritidsinteresser eller være sammen med andre udenfor hjemmet. Når man ikke har mulighed for det, er man i alarmberedskab hele tiden – og den, der udsætter en for vold, bliver også frustreret,” lyder det fra Lisbeth Jessen.
Nyt nødkrisecenter
Krisecentret Danner er derfor i samarbejde med Kvindehjemmet og Dansk Kvindesamfund i fuld gang med at gøre klar til et nyt nødkrisecenter i København, der næste onsdag skal kunne tage imod op til 25 voldsramte kvinder.
Det sker som en del af de 55 nye akutpladser, som regeringen og en række af Folketingets partier er blevet enige om at oprette i forbindelse med situationen. Nødpladserne bliver oprettet på udvalgte krisecentre i København, Kolding, Odense, Holstebro og Aarhus.
Men ifølge Lisbeth Jessen skyldes behovet for flere pladser ikke alene, at familierne er mere sammen. Det skyldes også den ”ophobning af kvinder”, der i øjeblikket er på kvindecentrene.
Flere kommuner har nemlig svært ved at løfte opgaven med at hjælpe de voldsramte kvinder videre i egen lejlighed. Dels fordi listen til de sociale boliger er blevet længere, og dels fordi kommunerne ikke har ressourcer til at hjælpe kvinderne med den rådgivning, de har brug for, for ikke at falde tilbage i volden, forklarer hun.
”Det betyder samlet set, at det normale flow, der er på kvindecentrene, hvor der – så at sige – kommer en kvinde ind ad fordøren og en går ud ad bagdøren, ikke er der i samme omfang nu.”
Hold øje med hinanden
Både Sine Gregersen og Lisbeth Jessen understreger dog, at der er langt flere kvinder, der har brug for hjælp, end dem som de er i kontakt med.
”Vi har haft kontakt til nogle kvinder, der siger, at de ikke har kunnet ringe ind i en hel uge, fordi de har været sammen med deres partner og er bange for at blive opdaget,” siger Sine Gregersen.
Derfor har Lev Uden Vold og Danner oprettet en mailservice, der giver kvinder mulighed for at kontakte dem uden frygten for at blive opdaget, og ellers er de ”altid velkommen til at troppe op foran vores dør,” siger Danners direktør, Lisbeth Jessen.
Hun opfordrer dog til, at vi alle udviser opmærksomhed overfor hinanden – og særligt overfor de mest udsatte.
”Selvom vi skal holde afstand, skal vi ikke gøre det i hjertet. Vi skal stadig holde øje med vores venner, naboer og dem, vi bekymrer os om. Er der råb og skrig i en opgang, der ikke hører hjemme, så ring til politiet,” siger hun.
”Vi skal kere os om hinanden og ikke lukke os inde i vores egen boble, fordi vi har denne krise.”
Hvis du oplever problemer med vold i hjemmet, så kontakt Lev Uden Vold på 1888 eller på mail kontakt@levudenvold.dk eller Danner på 33 33 00 47.