Oh Land: "Det er rigtig svært ikke at være sammen med sit barn juleaften"
Sangeren Nanna Øland Fabricius, 36, også kendt som Oh Land, elsker jul med alt, hvad dertil hører af godter, granguirlander og nisselandskaber. Men selv om julen er hjerternes fest, kan den også føles tom og meningsløs, når hun hvert andet år må undvære sin ældste søn, Svend. I år skal hun heldigvis holde jul med begge sine børn og sin nye kæreste i sit nye hus, der skal pyntes op i bedste amerikanerstil.
Hvordan var din barndoms jul?
"Jeg elsker julen, og i min familie har vi altid dyrket den meget. Jeg er vokset op med en meget traditionel, kristen jul og havde altid krise over, at vi ikke havde kravlenisser over det hele. Jeg drømte om en Coca-Cola-amerikaniseret jul, men hos os handlede den om Jesus’ fødsel. Vi gik selvfølgelig i kirke. Min mor havde en særlig julefrakke, som hun kun tog på den ene dag om året. Den var rød og lang med broderede blomster på ryggen og nogle små pelsindsatser på pufærmerne. Jeg elskede den. Når vi gik hjem fra kirke, gættede vi altid på, om folk skulle have and eller flæskesteg inde i husene. Der duftede så godt i gaderne. Inden vi satte os ved julebordet, sang vi altid et vers af Det kimer nu til julefest. Jeg elsker alle julens ritualer."
Er julen kun fyldt med gode minder?
"I min familie og omgangskreds har julen været en tid, hvor alt det gode sker, men også en tid for alt det dårlige. Der er næsten altid en, der er død eller er blevet skilt omkring jul. Det er der, familien er i fokus, og det er, som om mange af de dramatiske ting sker, når der er tid til det."
Hvad er det mest magiske ved julen?
"Det hele er magisk. Jeg er faktisk lidt manisk omkring julen. De seneste par år er jeg gået helt bersærk i julelandskaber. Allerede fra oktober sidder jeg og laver spejlsøer og undersøger, hvordan jeg kan lave snebakken virkelig god. Jeg er efterhånden blevet ret god til at lave en solid bund af pladevat med masser af glimmer, så det får det der nyfalden sne-look. Men jeg skal klart have gang i noget mere i luften. Jeg skal have slæder op at flyve. Efter jeg har fået børn, synes jeg, det er virkelig fedt, når jeg kan finde en undskyldning for at lave noget kreativt sammen med dem. Nu, hvor vi er flyttet i hus, kunne der godt gå Florida i den, hvor jeg klipser pladevat på taget, hvis det ikke sner, og sætter en stor selvlysende sukkerstok op."
Er der forskel på, hvordan du holdt jul som barn, og hvordan du holder jul i dag?
"Første gang jeg skulle holde jul selv var ret skræmmende, for det var min mor, der plejede at have styr på anden, kartoflerne og risalamanden. Jeg var lige flyttet til New York, og i USA har de ikke de samme traditioner, så det var ikke alt, jeg kunne få i supermarkedet. Fx kunne jeg ikke få ribsgelé til sovsen eller andestegen. Jeg blev ekstrem traditionel, og det blev meget vigtigt for mig, at det var ribsgelé og ikke bare syltetøj, så i de syv år jeg boede i New York, forfinede jeg virkelig mine julemiddag-skills."
Hvad har ændret sig, efter I er blevet en sammenbragt familie?
"Indtil videre skiftes min eksmand og jeg til at holde jul med Svend, min ældste søn, og det har været virkelig, virkelig hårdt. Det er rigtig svært ikke at være sammen med sit barn juleaften. Jeg har ikke bare kunnet holde jul, som vi plejer. Det har føltes tomt og meningsløst. Så min kæreste (musikeren Adi Zukanovic, red.) og jeg ringede rundt til hospitalerne for at høre, om vi måtte komme og synge. Vi fik fat på kræftafdelingen for børn på Rigshospitalet, hvor vi fik lov til at komme og spille for de børn og familier, som var tvunget til at være indlagt juleaften. Det var simpelthen så fint og rart at føle, at vi kunne glæde dem, som ikke kunne komme hjem. Det gjorde, at mit eget tomrum ikke var lige så stort."
Hvordan skal du holde jul i år?
"I år skal jeg heldigvis holde jul med begge mine børn og her i huset for første gang. Det glæder jeg mig virkelig meget til. Det bliver fedt, fordi det er den første jul, hvor Ernst, min yngste søn, rent faktisk er vågen. Det har altid været en drøm for mig at holde jul i mit eget hus. Jeg tænker allerede over, hvordan der skal være granguirlander på trapperne og pyntes helt vildt op."
Er der nogle punkter, hvor du er utraditionel?
"Jeg bliver mere og mere utraditionel med tiden, måske fordi jeg hviler så meget i mine traditioner. Nu er jeg blevet kærester med en muslim, der som udgangspunkt slet ikke holder jul, og juleaften må ikke blive en stresset dag, hvor han føler, at han hele tiden kan gøre noget forkert. Vi har holdt jul med hans forældre, som jo aldrig havde holdt jul før. Det var virkelig sjovt, og lige pludselig kom der baklava på julebordet. Adis familie har nu indført julemanden, og det er helt fantastisk, for det havde vi aldrig gjort i min familie. Men Adis far klæder sig ud og fyrer den af. Det er så fedt, og børnene elsker det. Julen er blevet en rigtig god blanding af traditioner, hvor vi rummer hinanden. Men jeg synger eddermame højt rundt om juletræet, for jeg er den eneste, der kan salmerne."
Hvad spiser I?
"Vi spiser helt traditionel and. Det er ret heldigt, at jeg er vokset op med andesteg, så jeg ikke skal tvinge flæskesteg ned i halsen på Adi og hans familie. Så vi får and med brune kartofler, sovs og rødkål. Det skal være overdådigt, og der skal være meget, og så får vi selvfølgelig også risalamande med mandelgave."
Hvad lytter du til i juletiden?
"Jeg går amok i julemusik. Jeg kan rigtig godt lide gammel newyorker-musik med Dean Martin og Fred Astaire. Gammel crooner-musik er det eneste, der rigtig får mig i julestemning. Jeg hører faktisk ikke så meget moderne julemusik. Filmen Alene hjemme er blevet mit billede på, hvordan julen skal være og lyde. Jeg ser den hvert år."
Sidste år skrev du årets julekalendersang, Julefeber. Hvordan var det?
"Julekalenderen foregik på Det Kongelige Teater og handlede om balletbørn. Det er et miljø, som jeg elsker og kender så godt, at jeg let kunne leve mig ind i handlingen. Jeg gik selv på balletskolen, da jeg var 10 år gammel, og et af højdepunkterne var den årlige juletræsfest 23. december. Skolen havde det største juletræ, jeg nogensinde havde set, og så havde de gjort rigtig meget ud af scenografien. Alle de gamle dansere og børn dansede Lanciers og Francaise, og jeg forberedte, hvad jeg skulle tage på længere tid i forvejen end min brudekjole. Det var helt magisk. Jeg var højgravid, da jeg skrev teksten til Julefeber, det var juli måned og mega varmt, og jeg kunne føde hvert øjeblik. Det var rigtig sjovt at få lov til at træde ind i en verden, hvor det ikke handler om mig og mit eget liv. Jeg elsker at lave teater og filmmusik, fordi jeg kan bruge mig selv i nogle historier, som andre har skrevet."
Hvad er dit største ønske for det kommende år?
"Jeg vil gerne lave flere større ting, der strækker sig over længere tid. Jeg kan godt lide at fordybe mig i processer, som fx en plade, en opera, en forestilling eller en film. Jeg vil også gerne gå lidt i tv-cølibat og har allerede sagt nej til nogle ting, som jeg godt kunne se mig selv lave. Men det kræver meget at være i fokus, og det er distraherende for alt det andet, jeg gerne vil lave."