Paula Larrain: ”Hun var et halvt år gammel og overlevede på mirakuløs vis”
Journalist og tidligere vært på TV-Avisen Paula Larrain fandt troen sent i livet, men i dag er den vigtig for hende. Den giver trøst og håb, når livet er svært, fortæller hun i denne uges Hendes Verden.
”Jeg har opdaget, at målet ikke er noget særligt, for vi skal jo alle sammen bare dø. Det er vejen, som betyder noget.”
Den 51-årige journalist og tidligere vært på TV-Avisen, Paula Larrain, er et godt sted her midt i livet. Hun er gift med sin ”bedste ven”, Frederik Bjørn, hun har lært, at hun ikke bare skal knokle i sit arbejdsliv, men også har brug for ro, og så har hun fundet ud af, at Jesus er den vigtigste vejleder i hendes liv.
Det fortæller hun i et stort interview i denne uges Hendes Verden.
”Jeg er vokset op som ateist, fordi mine forældre var kommunister. Men da jeg var 33 år, fik min søsters barn hjertestop, da hun var et halvt år gammel og overlevede på mirakuløs vis. Jeg begyndte at gå i kirke af ren og skær taknemmelighed,” fortæller Paula Larrain og beskriver sig selv som et ”søgende” menneske.
Men det var altså først, da søsterens barn blev syg, at hun fik den ”åbenbaring”, som mange religiøse oplever.
”Indtil da havde jeg virkelig gerne villet tro, men jeg kunne ikke.”
Hjælper mod barndomstraumer
Paula Larrain blev født i Chile, men flygtede med sine forældre og søster til Danmark under militærkuppet i 1973.
Men tilværelsen som flygtning i Danmark var ikke let for hverken hende eller familien. Forældrene troede, de skulle vende tilbage til deres hjemland, men mistede deres statsborgerskab – og det påvirkede dem meget, fortæller Paula Larrain.
”Efter det gik begge mine forældre ned med en depression. Min søster og jeg var meget ivrige efter ikke at rokke yderligere ved båden, for vi ville ikke gøre det hele værre derhjemme, og den slags er aldrig godt for børn,” siger hun og forklarer, at troen på noget større – på Jesus – har hjulpet hende med at komme igennem de barndomstraumer, hun har med sig.
”I dag er troen trøst og håb for mig. Jeg er aldrig helt alene, og der er altid en, jeg kan vende mig mod. Jeg går ikke fast i kirke, kun når Helligånden ringer efter mig, som jeg plejer at sige. Nogle gange har jeg nemlig behov for nadverens renselse.”
Læs hele interviewet med Paula Larrain i denne uges Hendes Verden, hvor hun også fortæller om at blive mødt med fremmedhad og om at få en karriere som vært på TV-Avisen.