Inge-Lise Laursen

Inge-Lise var 10 år, da hun fik det første brev fra Mette: ”Vi burde komme i Guinness Rekordbog”

Inge-Lise fandt sin norske penneveninde Mette i 1952 via et dansk ugeblad, da hun var bare ti år. Nu har de to kvinder udvekslet breve og mødtes jævnligt i næsten et helt liv. Deres pennevenskab skrev sig oprindeligt ind i en anden tid, og deres eventyrlyst passede sammen fra første – ikke helt farefri – færd.

Inge-Lise var 12 år, da hun vinkede til sine forældre og gik alene op ad trappen til Oslo-færgen, som dengang sejlede fra Aarhus til den norske hovedstad.

"Vi havde ingen telefon derhjemme, så mine forældre regnede bare med, at jeg kom tilbage med færgen otte dage senere, som vi havde aftalt," mindes Inge-Lise.

Hun havde skrevet med sin norske penneveninde Mette i to år, og nu skulle hun besøge hende i byen Horten cirka 100 kilometer syd for Oslo. Men Inge-Lise kom ikke bare sikkert i havn med Oslo-færgen.

"Midt ude i Oslo-fjorden kom der en båd inde fra Horten, og så skulle man gå ned ad en stige fra færgen og ned i den der lille båd, som sejlede en ind," fortæller Inge-Lise.

"Jeg syntes virkelig, det var spændende og eksotisk at komme til Norge. Jeg havde kun været ude at rejse én gang tidligere til Sverige året før."

80-årige Inge-Lise Schmidt Laursen fra Aarhus har været i gemmerne efter breve, poesibøger, postkort og billeder. For det er hele 70 år, at hun har været penneveninder med norske Mette Hagene på 80, der i dag bor i Oslo. De to kvinder skriver stadig julekort og fødselsdagshilsner i hånden og sender også gammeldags ferie-postkort til hinanden, men ellers blev brevene på et tidspunkt til emails.

Inge-Lise Laursen privat1.jpg
"Vi finder altid tonen, når vi ses igen, også selv om der af og til går en stund imellem," siger Mette (t.v.). Sommer 2023 på toppen af Aarhus. Foto: Privat.

"Vi synes jo, det er ret specielt, at vi har skrevet sammen næsten et helt liv," siger Inge-Lise.

Da de begyndte at skrive sammen i 1952, havde mange børn og unge en penneven i udlandet.

"Jeg ville også gerne have en at skrive med, for altså – så fik man jo brev," siger Inge-Lise, der på samme tid fik en engelsk penneven fra Sussex, som hun hurtigt opgav på grund af sproget.

Hun så Mettes annonce i en pennevenne-rubrik i et dansk ugeblad:

"Jeg mener, det var i Søndags B.T., men til vores ærgrelse har vi desværre ikke bladet fra dengang, det ville vi sådan ønske, at vi havde."

Myseost og danske drenge

Inge-Lise husker tydeligt besøget i Horten, efter at hun havde klaret rejsen alene.

"Det viste sig, at vi også passede godt sammen i virkeligheden," fortæller hun.

Begge piger kunne rigtig godt lide, at der skulle ske noget. Og Inge-Lise har stadig den anderledes, flettede taske, hun købte i Norge, og husker myseosten, som hun smagte for første gang.

"Den kunne jeg godt lide," griner hun.

Inge-Lise Laursen privat3.jpg
Det første billede af Inge-Lise (t.v.) sammen med penneveninden Mette i Mølleparken i Aarhus ca. 1956. Foto: Privat.

I brevene fortalte de to piger, hvad der hændte i deres liv, og pennevenskabet gav et blik ind i en andens verden og på et sted, som man ellers ikke sådan havde adgang til.

"Det var spændende at få brev. "Nå, hvad skriver hun nu?", tænkte jeg. Bare det at se de norske frimærker uden på kuverten gav et lille pust fra fremmede lande," siger Inge-Lise.

I ungdomsårene kom Mette også på besøg i Aarhus.

"Der skete alverdens ting, når hun var her. Vi var eventyrlystne. Så vi gik ture i byen og cyklede både til Bellevue og Den Permanente og Moesgård," fortæller Inge-Lise om udflugterne til de århusianske strande.

Da der blev sat øllebrød foran Mette, sagde hun ikke noget og forsøgte det bedste, hun kunne.

"Min mor kunne godt se, at hun kæmpede, så hun sagde, at hun ikke behøvede at spise det," smiler Inge-Lise.

I teenageårene kom brevene også til at handle om de drenge, som pigerne havde mødt en dansk sommer.

"Vi havde været ude og danse og fundet lidt kærester, og dem skulle Mette jo høre alt om, hvordan det gik," siger Inge-Lise.

Hun finder et billede frem af sig selv med touperet hår, hvor de to penneveninder står i hver sit nye overtøj i Aarhus som 16-årige.

"Jeg havde gået på et sykursus, hvor jeg havde syet en frakke, som var så moderne. Den, syntes Mette, var helt fantastisk flot. Så mens hun var her, syede vi også lige en frakke til hende."

Inge-Lise Laursen privat2.jpg
Inge-Lise og Mette som 16-årige i ny-syede frakker i Aarhus i 1958. Foto: Privat.

Branden

Både Inge-Lise og Mette blev gift og fik børn i deres hjemlande, og på et tidspunkt i begyndelsen af 1980'erne kom der pludselig ikke svar på Inge-Lises breve.

"Det viste sig, at Mettes hus var brændt, og at alle papirer var gået tabt, så brevene var væk, og der gik fem år, før vi fik kontakt igen. For hun havde ikke min adresse, og jeg skrev til hende på den gamle."

Hvordan de fik fat i hinanden igen, er der ingen af dem, der husker, men de er meget glade for, at de fik genoptaget kontakten.

"Det er da et særligt venskab, når man har kendt hinanden i så mange år. Vi har fortalt hinanden mange ting igennem ungdoms- og voksenlivet, og verden har jo virkelig forandret sig, mens vi har kendt hinanden," siger Inge-Lise, der også har mistet de fleste af de syv årtiers breve under diverse flytninger.

Pennevenindernes mænd faldt med det samme i hak, og i mange år sås de to par cirka hvert tredje år.

"Det har været en fornøjelse at vise Danmark frem. Vi har haft Mette og hendes mand med på Samsø, i Skagen, i Ebeltoft og ved Vesterhavet. Og på samme måde har de vist os steder i Norge og også i Frankrig, hvor de havde en lejlighed. Det har været sjovt."

Inge-Lise Laursen privat4.jpg
Fra venstre: Mettes mand Jon Arne ved siden af Inge-Lise over for Mette og Inge-Lises mand Niels-Ole på en fælles feriedag. Foto: Privat

Sidst, penneveninderne sås, var i sommer i Aarhus. Her oplevede de til deres glædelige overraskelse at se det norske og det danske kongeskib sejle ind til byen – og det danske kronprinsepar tage imod det norske kongepar på sommerbesøg. Det var næsten kronen på værket.

"Der kan ikke være mange, der har skrevet sammen så længe," mener de.

Nu leder de efter lige præcis det Søndags B.T. og den pennevenne-rubrik, hvor Inge-Lise fandt Mette i i 1952, for de vil gerne kunne bevise, hvornår der begyndte at dumpe spændende norske og danske kuverter ind af deres brevsprækker:

"Vi vil så gerne "have papir på" vores penneveninde-historie, for vi burde jo

næsten komme i Guinness Rekordbog."