Peter Myginds kiksede sommer: 300 mennesker kom for at redde mine nøgne forældre
Peter Myginds barndomssomre fandt sted hos bedsteforældrene i Dronningmølle. Det var hyggeligt, lige indtil hans forældre en dag dukkede uanmeldt op.
Min barndoms sommer
"Dem husker jeg meget tydeligt, for vi var hos min mormor og morfar, som havde købt et hus i Dronningmølle. Et fantastisk sted ned til både strand og eng.
Vi var der alle sommerferier, min bror og mig, mens min mor lavede gadeteater, og min far rejste rundt og var forretningsmand. Vi havde havet og nogle gamle badekåber som aldrig blev vasket, men lugtede af ti års saltvand, og som man kunne ligge under på stranden.
Min mor og far kom forbi, når de savnede os. Min mormor hørte først meget sent om broccoli, for hun lavede klassisk dansk mad som frikadeller, stegt flæsk, sovs og kartofler, og min morfar spiste altid chips til sin aftensmad, som blev serveret 17.30, når mormor ringede med en klokke, som vi kunne høre helt nede på engen.
Til morgenmad fik jeg universets tyndeste kaffe – lavet på Madam Blå med et stoffilter – og krydderboller med smeltet smør."
En kikset sommer
"Min mor og far blev skilt, da jeg var otte år, og det blev en lidt dramatisk sommer. En dag kom de spontant op til sommerhuset i Dronningmølle for at sige, at de stadig kunne tale sammen, selv om de blev skilt. Til deres ros skal det siges, at der aldrig var et ondt ord mellem dem, og de var irriterende enige om alting. Men Jytte og Søren dukkede pludselig op. Efter aftensmad sejlede de med mig og min bror en tur ud i morfars jolle.
Da vi var kommet et stykke ud, smed vores forældre alt deres tøj og sprang i vandet fra hver sin side af jollen med det resultat, at vi kæntrede. Min mormor stod inde på stranden med en kikkert og i løbet af få minutter var der 300 mennesker, som kom for at redde mine nøgne forældre. Det var det pinligste nogensinde, og jeg ved den dag i dag ikke, hvor alle de mennesker pludselig kom fra, men ydmygelsen ved at se min fars bare røv blive hevet op i en gummibåd var enorm."
En sommerforelskelse
"Dem har jeg mange af, for siden jeg gik i børnehaven og ville giftes med min yndlingspædagog, er jeg blevet forelsket et par gange om måneden. Men da jeg var 20 år, var jeg lige kommet hjem efter fem år på schweizisk kostskole og skulle holde sommerferie med en ven i et sommerhus i Rørvig. Vi mødte to søde norske piger.
Vi var to friske danske drenge, som tog sig af hver sin norske jente, og de faldt da også så meget for os, at de tog med os på Rørvig Kro. Vi troede, at vi skulle have dem med hjem i sommerhuset til noget norsk sommer-love, men da den ene pige hørte, at jeg ikke var vandmand af stjernetegn, ville hun ikke noget alligevel.
Jeg prøvede at overtale hende til at se bort fra, at mit stjernetegn er jomfru, men hun nægtede. Hun har faktisk siden set mig i tv og skrevet til mig på Facebook, men jeg synes, vi alle skal minde hinanden om, at man aldrig må dømme hinanden på ens stjernetegn."
Den perfekte sommerdag
"Jeg vågner ved, at Lise og jeg smiler til hinanden. Himlen er blå, når jeg trækker gardinet fra, og så går vi ned i stuen og laver morgengymnastik, eller det vil sige, at jeg prøver at følge med, når Lise laver yoga. Måske sætter vi noget musik på og tager en lille dans. Så spiser vi et økologisk æg i solen og Lises glutenfri brød, som hun selv bager.
Bagefter kommer vores børnebørn løbende, og vi tager dem op i ladcyklen og kører til stranden, hvor vi breder et tæppe ud. Lise har lavet en picnickurv. Det er bedst, hun gør det, for jeg får altid kritik for mine picnickurve, fordi madderne ikke hænger sammen, Lise er mere omhyggelig. Vi hygger med børnebørnene på stranden et par timer.
Børnebørn er en kæmpe gave, fordi man er totalt til stede med dem, men man kan altid aflevere dem tilbage til deres forældre. Om aftenen kommer der to-tre vennepar over til grill og musik i haven, og vi snakker til klokken tre om morgenen om kærlighed. Jeg elsker at drikke rosé og snakke med mine venner en sommeraften."
Min sommerdrøm
"Den har jeg faktisk allerede udlevet, for sidste år fik vi en sommerferie til Alperne i sølvbryllupsgave. Vi har tit stået på ski i Alperne, men aldrig været der om sommeren.
Vi lejede elektriske mountainbikes, så vi kunne cykle sådan tour de France-agtigt op på de højeste bjerge i nærheden af Untertauern. Lise havde fundet en vildt lækker øko-pension, hvor vi skulle bo. Desværre havde hun glemt at tjekke, at køkkenet var lukket de dage, vi var der, så vi kom til at spise schnitzel nede i byen.
Men pensionen var vildt lækker på en enkel måde. Men jeg kan kun anbefale, at man tjekker køkkenets åbningstider, inden man tager af sted."
Sommer i Danmark er for mig…
"…noget, jeg elsker. Jeg holder altid sommer i Danmark, for min hustru kan ikke tåle varme, og hun bliver handlingslammet af at sidde på en smuk græsk ø, hvis der er for varmt. I Danmark er alt grønt og varmt uden at være for varmt.
I år tager vi til Læsø på sommerferie, hvor vi bor hos nogle venner, og der skal vi bare have sand mellem tæerne."