Pia mistede sin søn pludseligt. Nu har hun et budskab til alle i sorg

Det her er den slags artikel, der på én gang føles umulig at skrive, samtidig nødvendig.

Den handler om Noa. Om at miste livet alt for tidligt. Om sorg. Om taknemmelighed.

Og om at finde fodfæste igen, når man bliver kastet ud på ”det kulsorte hav, hvor der absolut ikke er noget land i sigte, og det eneste, man kan gribe fat i, er hinanden,” som Pia Jønsson beskriver det.

Hun er mor til Noa og forfatter til bogen ”Livsmod – find vej i din sorg”. En håndsrækning til alle, der lever med sorg, eller som står ved siden af et menneske i sorg.

Men bogen føles også som en støtte til os, der kendte ham. 

Jeg var én af dem.

Noa og jeg gik i gymnasiet sammen. Vi var ikke nære venner, men han var – og er – en væsentlig del af mindet om min gymnasietid.

Med flagrende arme og alkohol i blodet har vi danset, ham og jeg, til lyset blev tændt, og vi med ustabile ben skulle finde vej ud og hjem. 

Vi har pyntet gymnasiets gymnastiksal op med sølvpapirs-stjerner i anledning af det årlige MGP, som vi stod for sammen med resten af MGP-udvalget.

Vi har været på sommerhustur, leget øl-stafet og danset i Noas ark-campen på Roskilde Festival, hvor han sammen med sine gymnasievenner løb rundt i dyrekostumer.

Men i januar 2017 mistede Noa livet i en trafikulykke. Så pludseligt, så forsvarsløs, så uforskyldt, da to muskelbiler kørte ræs under Københavns nattehimmel og ramte taxaen, han var passager i.

Hans liv stod ikke til at redde. 22 år for evigt.

Noas død satte sig i mig. Ubevidst og uden ord fandt ulykken hjem i min krop, triggede en ukendt angst for, at også jeg skal dø en dag. Og måske at den dag kommer før, vi ved af det.

Den sidste gang, jeg så ham, i sommeren august 2016, var det tilfældigt. Han var til sin brors polterabend, jeg var ude at drikke afskedsøl med min veninde, der skulle på udveksling.

Vi var fulde, ligesom så mange gange før, og grinede og snakkede løst og fast om, hvordan vi hver især havde det. Han skulle videre, gav mig sit karakteristiske varme, faste kram, inden vi sagde ’vi ses’.

Sådan blev det ikke

Døden gør alting skarpere, og minderne mere værdifulde.

For Pia Jønsson har de seneste fire år, siden Noa mistede livet, handlet om at lære at leve med ”den dybeste sorg i visheden om, hvor dyrebart hvert øjeblik er.”

At finde en måde at bære Noa med sig videre i livet på, at huske og holde fast – så minderne bliver ved med at stå ”klokkeklare”.

At finde sig selv og sin identitet som mor på ny – til et barn i himlen og to på jorden.

Og det har handlet om at finde mening i en tilværelse, der med ét føltes meningsløs.

”Det er jo den mest smertefulde erkendelse af, at den livsbane, jeg havde sat min lid til, pludselig kunne knække og tage en helt anden retning. At selv min betingelsesløse kærlighed ikke kan hindre døden i at ramme vilkårligt," siger hun.

"Det er sorgen over alt det, Noa ikke skal opleve, og alt det liv, vi ikke får sammen med ham. Og mit eget savn. Sammenbruddet af den forestilling, jeg kunne have om, hvordan det ville være at sidde der med vores tre børn og deres familier i mange år fremover…”

Pause.

”Sådan blev det ikke. Men så langsomt forstå…”

Pause.

”…at det bliver noget andet…”

Forstå det ubegribelige

Det er stadig svært at tale om. Stadig svært at rumme det meningsløse og begribe, at han skulle herfra så tidligt.

Men sorgen har fået en retning, siger Pia Jønsson, som den ikke havde i de første mange dage og måneder efter ulykken.

Læs også: "Jeg skrev til min søn på Facebook, efter han var død"

”Det var ufatteligt, da det skete. Fuldstændig uvirkeligt og et kaos. Det tog lang tid at begribe og acceptere. Vi var fanget i det og kunne ikke løbe væk. Vi var nødt til at udholde at være i det, vi ikke kunne holde ud,” siger hun og uddyber:

”Men jeg ved nu, at det er muligt at finde en vej i sorgen, at lade sorgen være en klangbund i mit liv, som en kærlighedserklæring, der gør det muligt at leve videre og finde mening, på trods.”

Den første morgen efter ulykken, flyttede Pia Jønsson og hendes mand, Noas far, sammen med Noas to ældre søskende og deres kærester. Sådan boede de i de første fem uger, efter Noa mistede livet.

”Det var det eneste, vi kunne gøre. Vi var i det fuldstændig ubærlige. Vores verden var væltet, og vi vidste ikke, hvad der var op og ned, men vi var i det sammen,” siger hun.

Aftenen forinden havde Noa holdt forsinket julefrokost med sine gode, gymnasiekammerater. De havde spist, drukket, holdt taler for hinanden. De tog videre i byen for at feste, og da Noa var på vej hjem i en taxa, blev den påkørt.

”Hans venner har været meget gavmilde med at fortælle os om den sidste aften, hvordan den var, om stemningen, hvad de talte om, og hvor betydningsfuldt den skulle blive, når de nu kigger tilbage på den. At det i det hele taget var en magisk aften, fuld af nærvær og glæde. Det er jo smukt at tænke på.”

Aftenen efter ulykken samlede familien, med hjælp fra Noas onkel og tante, en masse af dem, der havde kendt Noa. Hans venner, forældrenes venner og familie. Ingen skulle være alene.

”Alle, der havde brug for det, kunne møde op og få noget suppe og vin.”

”Nogle græd, andre gik tavse rundt. Nogle prøvede at sætte ord på det forfærdelige. Vi var først og fremmest sammen. Der var plads til at være i det, der var, og se hinanden i øjnene. Det var det, der var det vigtige lige der: Bevidstheden om, at vi skulle tage vare på hinanden,” siger hun.

”Og senere forstod vi også, hvor vigtigt det var, at vi fra begyndelsen mødtes for at dele sorgen og for at tale om Noa og alt det, han betyder for så mange.”

Bidder af hverdagen

Døden forandrer alt. Krystalliserer alt.

Og for Pia Jønsson er det vigtigt at understrege, at ingen reaktion er rigtig, ingen er forkert. Sorgen har lige så mange udtryk, som vi er mennesker i sorg.

For hende gjorde chokket over sønnens pludselig død hende umiddelbart fattet og handlekraftig. Det er ikke ualmindeligt, ved hun nu.

”Ikke umiddelbart at tage tragedien ind kan være et ubevidst forsvar og en måde at udholde de første døgn på. Det var en chokreaktion. At begribe det uafvendelige kan tage lang tid…, siger hun og holder inde.

Hun taler langsomt, som om hvert ord har tyngde.

”… og ske med små skridt…” 

”Overgivelsen til sorgens mange følelser og gråden kom senere, men det var sådan den første umiddelbare måde at være i det på. At gøre nogle ting, ordne nogle ting. Bagefter har jeg da undret mig over, at vi kunne, men alligevel var det sådan, det var. Måske, fordi der reelt ikke var noget alternativ,” siger hun og uddyber:

”Jeg er Noas mor, men jeg er også mor til hans to søskende, som jeg også ville være der for. Jeg følte en forpligtelse og et ansvar for ikke kun at give mig hen, tror jeg. Og langt inde en vilje til at få vores verden til at hænge sammen igen, så forandret den end måtte være”

Når Pia Jønsson taler om at give sig hen, er det sorgen, hun taler om.

For nogle mennesker kan tanken om at blive liggende i sengen være den eneste rigtige, forklarer hun, men for hende har det været gavnligt og vigtigt, at bidder af dagligdagens rutiner hurtigt fandt plads i det kaos, hun var blevet efterladt i.

At gøre rent, vaske tøj, gå en tur.

Særligt det at bevæge sig har fra start været vigtigt for hende. For sorgen sætter sig også i kroppen, som spændinger i kæben eller knuder i maven eller som hovedpine.

”Alle mulige steder i kroppen kan sorgen sætte sig. Man kan have den fornemmelse i starten, at den er et tungt hylster, man slæber rundt på, som man ikke levner særligt meget opmærksomhed.”

”Men bare en smule bevægelse kan faktisk være med til at bevæge sorgen. For mig har det at få sat krop på sorgen ved lave noget fysisk været en katalysator for de følelser, jeg var nødt til at rumme og komme overens med.”

Sorgens mange følelser

Sorgen har mange udtryk, og dens følelser kan være komplekse og sammensatte.

Vrede og skyld kan være to af dem, fortæller Pia Jønsson.

I hendes tilfælde vrede over, at nogle unge mennesker kørte ræs, og at Noa derved mistede livet.

Eller en irrationel skyldfølelse over, at Noa skulle befinde sig i netop den taxa og køre over netop det lyskryds den januarnat.

”Der er mange former for skyld. Man kan føle det, man kan kalde en slags overlevelsesskyld, der kan ses som et umuligt forsøg på at skrue tiden tilbage. I ønsket om, at man kunnet have forhindret tragedien...’”

En anden følelse er den, hun i bogen kalder for ”det dybeste sted”.

”For mig var det dybeste sted den grænseløse, ubærlige sorg. Hvor jeg i begyndelsen ikke anede, hvordan jeg skulle udholde eller manøvrere, finde fodfæste, eller hvordan livet skulle forme sig fremover. Den følelse, hvor alt bare er sort,” siger Pia Jønsson.

”Men hvor der så alligevel – i glimt – trænger noget lys ind ved, at nogen stiller sig til rådighed, at der alligevel – og på trods – er noget at glæde sig over og være taknemmelig for. Og det var netop her, fra det dybeste sted af alle, at jeg langsomt begyndte af forstå, at fordi min sorg afspejler min kærlighed til Noa, skal det dybeste sted være en del af mig fremover. Som en klangbund. Men det skal være der sammen med lyset og livet.”

For med tiden er taknemmelighed for Noa og det liv, han fik, blevet som en linse, Pia Jønsson kan se verden igennem.

Hun har gennem litteraturen, andre menneskers oplevelser med sorg og lidelse og egne erfaringer fundet ud af, at sorgen godt kan, siger hun, eksistere ”ved siden af håbet om en meningsfuld fremtid”:

”Taknemmeligheden er et vigtigt blik for mig. Over, at Noa har været i verden, og al den kærlighed han har spredt til os. Over alt det, vi har med os fra ham. Men igen, den står heller ikke alene. For der er jo også det dybe savn og vemodet over alt det, han ikke skulle opleve.”

Som at miste en del af sig selv

Sorg er en proces. En livslang proces, som pendulerer, forklarer Pia Jønsson.

Den går ikke over. Men hvis sorgen fylder det hele, må vi som menneske vokse os større. Så der er plads til andet end den, siger hun, og så den er til at bære.

Det er vigtigt for Pia Jønsson at understrege – og også en af de vigtigste budskaber i hendes bog: Sorgen skal ikke gå over.

”Sorgklumpen bliver ved med at være der, og sorgen er lige så stor, som den skal være. Men det er det udenom, der skal vokse,” siger hun.

”Mange mennesker oplever dyb sorg i deres liv. Den skal ikke pakkes væk, men passes på. Vi, der har mistet, må lære at leve med, at vi fremover har to rum – et sorgens og et livets – og at døren mellem dem nogle gange står på vid gab, andre gange på klem.”

”De fleste oplever langsomt en forandring. Gradvist begynder man at opleve, at man kan gå i biografen eller snakke med en veninde om noget andet end sorgen. Det er igen penduleringen mellem det, der handler om sorgen og tabet, og det, der handler om at være i livet her og nu, der er så vigtig.”

Pia Jønsson taler ud fra egen erfaring, men også ud fra sit arbejde som sorgvejleder og yogainstruktør.

Uddannelser, hun har taget efter at have mistet sin yngste søn, og som hun nu blandt andet bruger i sorggruppeforløb sammen med en præst, hvor gruppesamtale kombineres med afspændende yoga.

Det giver mening for hende, forklarer hun, at lave noget, der giver mening for andre.

”Meget hurtigt, efter Noa mistede livet, blev jeg klar over, at yoga og meditation var overordentligt vigtigt for mig. Jeg mødte en meditationstræner, som var meget dygtig. Jeg kom hos ham flere gange om ugen det første år, hvor vi foruden meditationen havde mange, vigtige snakke om livssyn og spiritualitet, og hvor jeg også blev hjulpet til at finde et helle,” siger hun.

”Et stille sted, langt inde i mig selv, hvor jeg kunne holde ud at være, så jeg kunne stå lidt stærkere på benene bagefter, når jeg skulle ud i verden igen.”

Englemødre

Efter Noas død har Pia Jønsson haft følelsen af at miste en del af sig selv.

”Det er et kæmpe identitetstab. Jeg følte mig skåret midt over. Så jeg havde brug for at finde ud af, hvem jeg er nu. Min sorg er jo knyttet til det særlige kærlighedsbånd, jeg har til min søn,” siger hun og forklarer, at hun foruden yogaen og meditation også har haft gavn af at tale med andre kvinder, der har mistet en søn.

Englemødre. Et fællesskab, hun gerne havde været foruden, men ufrivilligt er blevet placeret i.

”Jeg er en mor, der har mistet en søn. Derfor er det meget givende for mig at mødes med andre mødre, der også har mistet sønner. Vi deler noget, dybt nede, noget universelt, nogle ur-følelser.”

”Vi forstår intuitivt hinandens indre sammenbrud. Vi behøver ikke udadtil at gøre sorgen mindre, end den føles indadtil,” siger hun.

Sammen med sine medmødre taler hun om sin egen søn og de andre sønner. De deler historier og minder med hinanden og taler om tabet og om at miste en del af sig selv. Og om hvor stolte de er af deres sønner.

Uden forventninger til, hvordan sorgen bør se ud, eller hvor langt i processen man ”bør” være, har de skabt et rum for at være netop der, hvor de er.

”En af udfordringerne ved at være i sorg er nemlig, at det, man viser, kan være anderledes end det, man føler indeni. Det er noget med, hvad omverdenen forventer. Hvor meget man sørger. Hvor længe man sørger,” siger Pia Jønsson, men understreger, at hun heldigvis har været blandt mennesker, der har kunnet rumme hendes sorg.

Det forpligter at være her

Døden er punktummet i livet. Som i en artikel.

Men ligesom en fortælling kan hænge ved, længe efter man har læst forbi punktummet, ender historien om Noa heller ikke her.

Han lever videre.

I den private bog, som familie og venner har bidraget til med anekdoter og digte og billeder af Noa.

Til mindeaftenerne, hvor familie og venner samles over en middag i Noas barndomshjem.

I samtalerne, i tankerne og i hjertet. Noa er med i alt, hvad Pia Jønsson gør og er og vil altid være det.

Men det har taget tid at komme dertil. I det første år handlede det om at finde måder, hun kunne have ham med videre i livet på:

Ved at ”genbesøge” Paris’ gader og museer gennem Google Maps og egne fotos for at genkalde de minder, hun og Noa havde på deres sidste rejse sammen.

Ved at besøge caféen i Magasins kælder, hvor de få dage inden ulykken drak kaffe.

”I starten var det som om, at det var vigtigt at fastfryse verden, som den var, da Noa stadigvæk var her. Alting skulle blive ved med at være sådan,” siger Pia Jønsson.

”Men langsomt opdager man rundt omkring, at noget forandrer sig. Det kan være i ens eget hjem, hvor man flytter på nogle ting. Eller at den café, vi sidst sad på, forsvinder. Dengang føltes det næsten som et overgreb, at den ikke var der længere, men samtidig var det et udtryk for, at verden går videre, selvom min verden på sin vis var gået i stå.”

Uendeligt langsomt har Pia Jønsson mærket forandringen. Som en bevægelse, siger hun, fra det dybeste sted. Som en fornemmelse af, at sorgen ikke længere fylder alt – hele tiden.

”Det er nu, vi er her. Og det forpligter.”

”Jeg føler, at det forpligter, når det er mig, der er her. Og ikke Noa. Jeg ville hellere end gerne have byttet. Men for mig forpligter det til at forsøge at leve på en måde, der giver mening, og det gør det ofte i relationen til andre. Nogle dage vil være kaos og sorte. Men at øve sig i at bruge tiden på en ordentlig måde er blevet meget vigtigere end før. For at mærke, at sorgen kan være bæredygtig – for livet. ”