Tidligere drabschef frygtede for sine døtres liv på Roskilde festival

En fredag aften i juni i år 2000 får Ove Pedersen en melding over radioen om flere døde og tilskadekomne på festivalpladsen. Som vicekriminalkommissær i Roskilde kaster han sig ud i en bil og drøner af sted i natten – uden egentlig at vide, hvad der venter ham.

I bilen på vej til gerningsstedet ringer han bekymret til sin kone, da begge deres to voksne døtre befinder sig netop der, hvor ulykken er sket. De har ikke givet lyd fra sig, og konen begynder i afmagt at støvsuge hele huset, mens hun venter på svar fra deres døtre.

Imens ankommer Ove Pedersen til Orange Scene på festivalpladsen, hvor der er meldinger om flere døde og tilskadekomne. Ambulancerne ankommer i en lind strøm, og de bliver guidet ind på pladsen. Over politiradioen efterlyser en skinger stemme flere patruljer. Det er koldt, det småregner, fortæller han i det nyeste afsnit af podcasten, Sager, der nager.

”Og jeg ser alle de blå blink komme imod mig i en vandtåge. Jeg husker: gråd. Skrig. Folk, der græder omkring mig. Det er det billede, jeg har fået indprentet i hovedet,” forklarer Ove Pedersen.

Glemmer det aldrig

Ove Pedersen, som senere blev efterforskningsleder og drabschef for Midt- og Vestsjællands Politi, glemmer aldrig ulykken på Roskilde Festivalen, selvom det er 20 år siden. Den står fortsat helt klart i hans hukommelse.  

Sådan er der flere politifolk, der har en ”sag, der nager”, og det er netop også titlen på Talks Town podcastserie, hvor journalist Pernille Brunse interviewer politifolk fra hele landet om de sager, de aldrig glemmer.

Hun har blandt andet talt med betjente fra København, Silkeborg, Herning og Roskilde om alt fra en biljagt, en uopklaret mordsag, en personlig trusselssag, brug af tjenestevåben og et knivstikkeri.

Og i dette tilfælde også ulykken på Roskilde Festival, som kostede flere menneskeliv.

Ni presset ihjel

Ni døde på aftenen, presset ihjel, til en Pearl Jam-koncert på Orange Scene 30. juni 2000.

Da Ove Pedersen kommer ind på pladsen, forsøger man stadig at få publikum til at forstå alvoren og fjerne sig fra området.

”Man siger oppe fra scenen, at der er sket noget forfærdeligt oppe foran, og at alle skal være venlige at træde tilbage,” husker Ove Pedersen.

Men de fleste har slet ikke opdaget, hvad der er foregået, og det er svært at flytte menneskemængden. Først flere timer efter får politifolk ryddet pladsen helt.

Bag scenen står uniformerede politifolk, læger og sygeplejersker, flere forsøger at genoplive mennesker, som ligger på jorden.

”Man har simpelthen hevet de her livløse personer indover hegnet i front – altså ind i området foran scenen,” siger Ove Pedersen, som på det her tidspunkt stadig ikke har fået besked om sine døtre.

Hvor er mine døtre?

Da de får ryddet et skur til de konstaterede døde, og de kan begynde at identificere dem, gibber det i ham, hver gang nogle løfter ligklædet på en af de omkomne. For tænk, hvis det er hans egen datter.

”Usikkerheden sad i mig. Jeg anede ikke, om det var mine egne børn, eller om de måske lå et andet sted og var kommet svært til skade. Det var uvisheden, der var det værste,” siger han. Og det var ikke kun ham, der frygtede for sine børn:

”Forældre ringede jo fra hele verdenen for at spørge: er min søn fundet død på festivalen?”

Lyt til ’Sager, der nager’ i Apple Podcasts.