Portræt af skuespillerinden Julie Zangenberg

For en del barnestjerner ender det galt. Helt galt. Men den 23-årige skuespillerinde Julie Zangenberg har styret uden om alle faldgruberne og er blevet en succesfuld voksen kvinde, der får folk til at grine i Live fra Bremen og tårerne frem i filmdramaet Viceværten. Men hvad gemmer der sig bag det pæne ydre med det store, lyse hår og evige smil? Eurowoman tegner et portræt af skuespillerinden gennem hende selv, kollegerne og veninderne.

“Jeg skylder Julie min karriere.”

“Hun er utrolig positiv, meget naiv og tror på det bedste i alle.”

“Hun er en sej tøs, der ikke er for fin til at spørge om hjælp.”

Ovenstående citater handler alle om Julie Zangenberg og er ord, som veninden Medina og kollegerne Ditte Hansen og Nikolaj Arcel har sagt i forbindelse med denne artikel. Men faktisk lå det ikke i kortene, at Julie Zangenberg skulle være skuespillerinde med en konstant kø af nye job og høste rosende ord fra prisvindende folk inden for underholdningsbranchen. 

Folkeskoletidens frikvarterer tilbragte hun i vid udstrækning på skolens bibliotek i selskab med bibliotekaren, ikke bare for at suge til sig af eventyr og historier, men også for at undgå de andre elevers drillerier, der gik på hendes store fortænder og meget tynde krop.

Skolens utrygheder forsvandt i barndomshjemmet hos far, mor og de to mindre søstre. Forældrene insisterede på, at aftensmaden skulle spises sammen ved spisebordet, hvor de fik diskuteret alt fra uvenskaber over politik til film og musik. På samme tid var det vigtigt for hendes forældre, at pigerne også lærte at klare sig selv. At de groft sagt kunne blive sendt ud i Saharas ørken med et par shorts og en T-shirt – og komme hjem igen – og at de kunne tjene deres egne penge.

Som 10-årig skiftede Julie skole og fik det markant bedre. Ifølge venindernes poesibøger ville hun være cirkusprinsesse og forretningskvinde, og de drømme er i dag gået i opfyldelse (selv om manegen er skiftet ud med teaterscenen og filmlærredet). Det kan Julie takke sin hovedrolle i børnefilmen Klatretøsen for. For den ændrede alt for den dengang 13-årige pige.

Artiklen fortsætter på næste side... 

Filminstruktør Nikolaj Arcel om Julie

I 2001 mødte manuskriptforfatteren Arcel og teenageren Julie hinanden for første gang under optagelserne til Klatretøsen. Heri spiller Julie en pige, der røver en bank for at få råd til sin fars livsvigtige operation.

“Klatretøsen var mit første spillefilmsmanuskript, og det var den film, der skulle definere, om jeg var købt eller solgt i filmbranchen. Da jeg så Julies castingbånd, vidste jeg med det samme, at filmen ville blive et hit. Hun var fænomenal: Kun 13 år, glad og charmerende, smuk og fuld af power, men vigtigst af alt, det skarpe, tænksomme blik, der kendetegner en ægte filmstjerne.

Og ganske rigtigt, filmen blev et hit, Julie var fantastisk i den. Ja, ja, manuskriptet var fint, instruktionen solid, men Julie bar den film på sine små skuldre. Med andre ord: Jeg skylder Julie min karriere. Uden Klatretøsens succes, ingen Kongekabale,” siger Nikolaj Arcel.

Hvordan kom du på, at du ville være skuespiller?

“Jeg har altid elsket at se teater og film, men jeg var overbevist om, at jeg ikke skulle være skuespiller, når jeg blev voksen. Det var noget, som Meryl Streep og Julia Roberts var, så det kunne jeg slet ikke forestille mig, at jeg også kunne være. Men jeg var nysgerrig og undersøgte, hvordan man kunne komme med til en filmcasting. Da jeg stod på filmsettet, opdagede jeg hurtigt, at jeg havde det bedst, når jeg lavede film, og så går man efter det som et lille barn efter en slikbutik.”

Hvad sagde dine forældre til det?

“De syntes ikke, at det var verdens bedste idé. De er begge akademikere med lange uddannelser, så denne kunstnerverden med kreative mennesker, mærkelige arbejdstider og meget pres på børn brød de sig ikke om. Efterfølgende har de fortalt, at de kunne mærke, de fik et glad barn hjem, så de støttede mig, samtidig med at de var opmærksomme på, hvordan jeg havde det, at jeg gjorde mit arbejde godt nok, og stillede krav til, at jeg også nåede mine lektier.”

Hvad har rollen i Klatretøsen betydet for dig?

“Heldigvis var det en film, som folk godt kunne lide, og derfor var det mest positiv opmærksomhed, jeg fik. Mine forældre var gode til at få mig til at bevare jordforbindelsen. Hvis jeg kom hjem og sagde, at folk kiggede i bussen, sagde min mor: “Sådan er det. Det valg har du truffet, og du må kigge den anden vej eller smile høfligt til dem.” Det kunne dog være udfordrende, når man stod i svømmehallen og ikke havde fået bryster, og der var en masse mennesker, der kiggede, eller jeg gik til sodavandsdiskotek og var lidt i tvivl, om den søde fyr talte til mig, fordi jeg var skuespilleren Julie Zangenberg, eller fordi han syntes, jeg var sød. Men det gav mig en god ballast i forhold til min karriere.”

Fra du var 16 til 19 år, var du ude af rampelyset. Hvorfor det?

“Jeg havde lavet den aftale med mine forældre, at når jeg startede i gymnasiet, måtte der ikke være nogen film, for jeg skulle fokusere på skolen. Så i tre år havde jeg det ikke særlig godt. Jeg læste lektier, fik fine karakterer i de fag, jeg kunne lide, som dansk og fysik – der var bare et eller andet, som manglede. Jeg savnede skuespillet, men da jeg blev student, kom jeg alligevel i tvivl. Var jeg nu god nok til at klare seriøse voksen-roller? Jeg var jo ikke den nuttede, lille seje pige mere. Jeg prøvede alt muligt andet, rejste til Rio og arbejdede herhjemme i forskellige butikker, mens jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at jeg sagtens kunne leve uden skuespil. Det holdt bare ikke. For drømmen om at være skuespiller var der. Det virkede bare farligt at sige det højt. Det kender de fleste vel: Hvis man har en drøm og siger, at man går efter det, så gør man sig selv sårbar, for det bliver tydeligt for alle, hvis man ikke opnår den.”

Skuespiller Ditte Hansen om Julie

I 2009 besluttede 21-årige Julie sig for at give skuespillet en chance, og hun fik en hovedrolle i en afslutningsfilm fra Filmskolen, og i november samme år stod hun for første gang på teaterscenen i stykket Pornotopia, hvor hun spillede sammen med bl.a. Ditte Hansen.

“Jeg kendte hende ikke i forvejen, men det var et dejligt møde. Jeg er vant til at arbejde med uddannede skuespillere, det er Julie jo ikke, men hun havde masser af drivkraft og gå-på-mod.

I forbindelse med forestillingen oplevede vi en del negative ting, publikummer, der råbte grimt. Til forestillingen lavede vi også nogle pressebilleder, hvor vi var udfordrende klædt, og videoer, hvor vi skulle simulere orgasmer, og dem var der mange medier, der udnyttede. Bl.a. lagde Ekstra Bladet videoerne ud på deres hjemmeside, hvor folk kunne stemme på, hvem der gjorde det bedst. Desværre forfølger sådanne roller dig jo længe efter. Gamle citater om sex og porno bliver trukket frem og brugt i en anden kontekst, der intet har med hende at gøre, fordi det var en teaterrolle,” siger Ditte Hansen.

Hvorfor sagde du ja til rollen i Pornotopia?

“Da jeg læste den første scene i manuskriptet, tænkte jeg først: “Nej, det er alt for meget.” Men jeg blev alligevel fanget af karakteren og historien. Jeg kunne se, at stykket ikke var vulgært eller plat – det var et klogt og sjovt stykke, som tog fat i nogle problematikker, der var vigtige at vende. Er der et pres på unge kvinder? Skal de opføre sig på en bestemt måde over for mænd, fordi der er en pornoficering i vores samfund? Temaer, som jeg gerne ville være med til at diskutere. I alle de ting, jeg har lavet, har det altid været vigtigt for mig, at der lå en udfordring i det. Det kan godt være, at jeg på et tidspunkt kommer til at lave en Far til fire-film, det vil jeg slet ikke gøre mig for fin til, men det har indtil videre været vigtigt for mig, at når jeg har fået præsenteret et projekt, skal jeg blive udfordret, og jeg skal kunne lære noget af det. Og det gjorde Pornotopia.”

Det var også dit første teaterstykke. Hvordan var det at gå fra film til scene?

“Det krævede en omstilling. Jeg havde været vant til at stå med et kamera op i ansigtet, men nu sagde instruktøren: “Julie, jeg kan overhovedet ikke høre dig, du skal snakke 100 gange højere, og du skal vise, at du er glad, og at du er vred, men det må ikke blive skingert.” Jeg hyrede en skuespiller, som hjalp mig to-tre timer hver dag i de to måneder op til premieren, ud over de normale prøver på stykket. Det var min måde at håndtere det på – det var jo ikke et lille amatørteater, jeg skulle spille på, men Nørrebro Teater, hvor jeg selv havde set mange forestillinger. Da jeg stod på premiereaftenen, tænkte jeg heller ikke over, at jeg skulle ud og have en kyssescene. Det var derimod: “Kan de høre mig på bagerste række, virker jeg troværdig, og er mit spil godt nok?””

Hvordan var det at stå så ung over for erfarne og uddannede skuespillere?

“Jeg ved, at Ditte Hansen er 5.000 gange dygtigere end mig, og jeg er enormt heldig, at jeg kan få lov til at lære af hende. Derfor skulle jeg også møde op, være professionel og kunne mine ting, så jeg ikke blev en klods om benet.”

Har du overvejet at uddanne dig?

“Jeg søgte ind på skuespillerskolen, men kom ikke ind. I stedet for at græde over det har jeg valgt at betale for min egen undervisning. Jeg har fået scene- og stemmetræning, sang- og danselektioner. Jeg har opsnuset pensumlisten til Statens Teaterskole og har derfor altid en dramatiker i min taske – de skal i hvert fald ikke fange mig på ikke at kunne min Molière, Shakespeare og Ibsen. Mange instruktører, jeg har arbejdet med, kan lide min umiddelbarhed, og den kunne jeg måske miste i et langt skoleforløb, så jeg prøver at se på det positive i det og gøre det på min måde.”

Stykket fik meget presseomtale – også af den grove slags. Hvordan tacklede du det?

“Jeg forsøgte at håndtere det på den eneste måde, jeg kunne, og det var at gå ud og sige, at jeg ikke var flov over at lave stykket. For jeg lavede jo ikke porno, og jeg havde ikke sex på scenen. Man stiller sig til rådighed for de roller, man får, og det bliver du nødt til, hvis du vil have de interessante roller. I stedet for at pressens skriverier om mig som pornomodel har gjort mig ked af det, synes jeg mere, at det er åndssvagt, og jeg nægter at lade det gå mig på, for det ville gøre mig til et meget trist menneske, bremse mig i min karriere og i en masse valg, som jeg skal turde tage nu.”

Skuespiller Andreas Bo om Julie

Et af de valg var bl.a. at medvirke i noget helt modsat, nemlig som den sjove pige i tv-serien Live fra Bremen. Siden 2010 har hun sammen med kollegaen Andreas Bo i fire sæsoner fået 1,4 mio. tv-seere til at grine. 

“Julies styrker i Live fra Bremen er hendes umiddelbarhed og legesyge. Hun kaster sig over alle sketch med stor glæde, og man kan mærke på hende, at hun synes, det er skægt. Hun kan have et næsten infantilt livssyn, der kommer til udtryk i, at hun synes, at det hele er fedt at lave, og det kommer hende til gode. Man må helst ikke høre på en replik, at den har stået på et stykke papir, og Julie er dygtig til netop at sige sine replikker, så de ikke bliver teatralske, men troværdige. Julie har et enormt behov for at grine og have det skægt, men det behøver ikke at være hende, der er i centrum eller fyrer en masse jokes af,” siger Andreas Bo.

Hvorfor Live fra Bremen?

“Jeg havde brug for at lege med det humorfyldte univers, at smide noget forfængelighed, turde være grim og sige jokes, hvor folk nogle gange ikke griner. Det har været vigtigt for mig at få den hårde hud, som det giver. Det er også et af de vildeste adrenalinkick, du kan få, og du føler dig lidt som en rockstjerne, når du kommer ind foran publikum, der er gejlet op.”

Er du ikke bange for at blive sat i bås som ‘hende den sjove blondine’?

“Helt klart, men jeg er ung og har ikke lavet det samme i 10 år, og derfor tror jeg, at folk stadig nemt kan omstille sig til de forskellige roller, jeg spiller. Jeg har været heldig, for sideløbende med Live fra Bremen har jeg lavet andre ting, fx Dirch-filmen og tv-serien Lykke. Jeg kaster mig ud i tingene 100 %, arbejder hårdt og tager det, jeg laver, seriøst – også selv om det er useriøst. Det skinner forhåbentlig igennem, så folk kan se, at jeg kan bruges til andre ting.”

Instruktør Katrine Wiedemann om Julie

I 2011 fik Julie også sin første store karakterrolle i spillefilmen Viceværten, der er instrueret af Katrine Wiedemann. Filmen, der får premiere senere i år, handler om en bitter enlig mand uden mange glæder, der en dag finder en nøgen stum pige (Julie) i en tom lejlighed, og hendes hjælpeløshed vækker en ny blød side i ham.

“Jeg havde forestillet mig en anden type til Julies rolle i Viceværten. Men fra første øjeblik kameraet blev tændt, havde hun en stærk tilstedeværelse og en præcis forståelse af rollen, så hun var ikke til at komme uden om. Hun imponerede mig ved intellektuelt at aflæse stykket og sin karakter usædvanlig præcist. Under optagelserne var hun en drøm fra start til slut, 100 % professionel og givende. Julie er meget mere end et pretty face, og jeg håber ikke, hendes udseende kommer i vejen for hendes karriere,” siger Katrine Wiedemann.

Hvordan var det at spille med i noget mere alvorligt efter Live fra Bremen?

“Jeg har altid set Katrines stykker og synes, at hun er en af de dygtigste overhovedet. Et halvt år før hun kontaktede mig, havde jeg læst et stort portrætinterview med hende i avisen, hvor jeg efterfølgende sagde til min ven, at hvis jeg kom til at arbejde med hende om ti år, ville jeg være lykkelig. Da jeg blev ringet op af hendes folk, der sagde, at Katrine gerne ville se mig til en casting, blev jeg nødt til at være meget cool i telefonen og bagefter hoppe rundt af glæde i min lejlighed. Det er en meget voldsom film og en udfordrende rolle at spille med voldsomme scener med tvangsfodring og voldtægt, så det var noget med at smide al forfængelighed og give sig selv til rollen, og det er netop det, jeg kan lide at få lov til.”

Hvilken skuespiller vil du gerne være?

“Jeg vil gerne være hende, som mange mennesker synes spiller godt, og som bevæger dem. Overordnet har jeg en drøm om, at det kunne være fantastisk at få lov til at lave de kommercielle ting, der er mere letbenede, som når bredt ud og har humor, og samtidig lave de tunge ting, der er vigtige for samfundet, skaber debat og taget tabuer op. Det er vel det, alle skuespillere ønsker, nemlig at lave noget, der gør en forskel.”

Er du bange for, at dit udseende kan blive en hæmsko?

“Jeg kan godt se, at jeg ikke er grim, men jeg tror ikke, det er en stopklods. Det eneste, jeg har gjort bevidst, er, at jeg har sagt til folkene på Bremen, hvis der har været en overvægt at babe-roller, at vi også må gøre mig til orangutang eller skovsnegl. På den måde tager jeg selv et ansvar og har fravalgt roller, fordi de kun handler om, at jeg skal være en babe. Men jeg er jo bare Julie, og en stor del af mit liv var jeg hende den lille, uden bryster og med kæmpe tænder, så jeg har ikke et billede af mig selv som en ekstrem skønhed.”

Veninden Maria Apetri aka Fallulah om Julie

“Første gang jeg mødte Julie, arbejdede jeg som tjener på en restaurant, og det, som jeg bed mærke i, var, hvor utrolig høflig og smilende Julie var. Det er et indtryk, der har varet ved. Hun behandler alle, hun møder på sin vej, pænt og altid med et smil i overskud. Men der er heller ingen tvivl om, at hun tager sin karriere seriøst og er villig til at arbejde benhårdt for at opnå de ting, hun drømmer om,” siger Maria Apetri.

Maria betegner dig som meget ambitiøs. Hvor benhårdt vil du gå efter at få succes?

“Jeg er meget ambitiøs, men det er, fordi jeg har fundet ud af, at det er det, der gør mig allergladest i verden, og derfor har jeg lyst til at gå efter det. For mig er det vigtigt at fokusere på, hvad jeg er glad for og god til, og gøre det så godt, som jeg kan, så skal der nok komme noget succes ud af det.”

Men at arbejde så meget, som du gør, koster vel på den private front?

“Når du arbejder meget, bliver der mindre tid til andet – det er helt grundlæggende matematik. Men de mennesker, jeg omgiver mig med, har heldigvis en forståelse for, at det er sådan, det er. Der er også forskellige måder at vise på, at man tænker på sine nærmeste. Når jeg har en pause, sender jeg en sød mail til en veninde eller ringer til hende. Jeg husker også at sende en fødselsdagsgave, selv om jeg ikke kan komme til festen.”

Veninden Medina om Julie

“Første gang jeg mødte Julie, opfattede jeg hende som meget overglad og på en måde alt for sød. Men da jeg fandt ud af, at hun faktisk har en helt fantastisk livsindstilling og derfor kan være så oprigtig glad og utrolig sød og overskudsagtig, faldt jeg pladask for hende. Hun er utrolig positiv, meget naiv og tror på det bedste i alle. Hun lærer mig meget om at håndtere visse situationer på en anden og mere konstruktiv måde, og hun er noget nær den eneste, der ved præcis, hvad jeg mener, når jeg har brug for at komme ud med mine følelser omkring det, at alle ved, hvem man er,” siger Medina.

Betyder det noget at have veninder, der laver det samme?

“Jeg har også venner og veninder, som overhovedet ikke er i branchen, men det er klart, at Maria og Medina forstår, hvad jeg mener, når jeg siger, at jeg havde en dag, hvor jeg ikke følte, at jeg gav nok, eller at mine grænser blev overskredet, når der kom mennesker hen til mig. De ved præcis, hvad jeg snakker om og omvendt, og det er rart. Men det er ikke kun branchesnak. Vi har også nætter i pyjamas, hvor vi ser en bunke tøsefilm, vender kærlighedslivet eller går en lang tur i skoven.”

Medinas første indtryk af dig var, at du var overfladisk og alt for sød. Hvad siger du til det? “Medina er jo også meget cool, og der er ikke nogen, der kan løbe om hjørner med hende. Vi har snakket om det, men jeg synes ikke, at jeg bliver snydt på daglig basis, eller at folk går ud fra, at jeg er ubegavet. Det, som min kæreste og veninder godt kan grine af, er, at jeg tror på det bedste i mennesker.”

Din kæreste er fodboldspilleren Nicklas Bendtner, som også har en travl karriere. Hvordan får I det til at gå op?

“Vi er begge to meget karrierefokuserede, så vi gør det ikke til noget problem. Men det betyder selvfølgelig en masse kalenderarbejde og fly-ture, fordi han bor i Newcastle. Og når man vil det nok, er afstanden ikke noget problem. Lige nu bliver meget af min fritid brugt på at få den komprimeret sammen til lidt længere perioder, hvor jeg kan være i England, eller han kan være hos mig i Danmark. Vi er begge to meget indstillede på at få tid til at se hinanden, så vi kan nå at være kærester, gå i biografen og alle de helt typiske kæresteting.”

Du er ikke meget for at tale om din kæreste. Hvorfor ikke?

“Da jeg var yngre og var i et forhold til en, som pressen også kendte til (komikeren Mikael Wulff, red.), oplevede jeg, at hvis jeg sagde en enkelt lille ting som “Vi har det dejligt sammen”, kunne jeg efterfølgende læse en to siders artikel under rubrikken Se min kæreste, hvor der var taget generelle kærlighedscitater, som jeg havde givet i en helt anden forbindelse, krydret med paparazzibilleder. Det lille citat blev blæst op til en stor artikel, og siden har jeg forsøgt at holde det nede på et minimum. Den optimale presse for mig er ikke, at “Julie har den her kæreste” – det er selvfølgelig, at I skriver om mit arbejde. Alle andre vil vel også synes, at det var underligt, hvis offentligheden interesserede sig voldsomt for, hvad der foregik bag deres lukkede døre.  Man kan jo ikke styre, hvem man bliver forelsket i,” siger Julie og smiler stort.

Selv om amorinerne næsten svømmer over i hendes øjne, bevarer hun stadig et benhårdt fokus på sin karriere, hvor fremtiden byder på en række endnu hemmelige tv- og filmprojekter. Hun er også godt hjulpet af sin revisor, pressemanager, skuespilagent og advokat – en portefølje, der er en karrierekvinde værdig.

Vennen Nikolaj Arcel får de sidste ord:

“Efter en aften i Julies selskab sagde en af mine gode venner følgende: “Julie er som en benzintank … Så meget energi, så meget livsglæde og power, at alle omkring hende bliver tanket op, uanset hvilket humør de ankommer i.” Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv,” afslutter Arcel.