I en alder af 78 år laver Woody Allen stadigvæk troligt en film om året, alle skrevet på den samme skrivemaskine, som han købte for $40 i 1952. Men filminstruktøren må nu igen forsvare sig mod anklager om incest, der truer med at skade hans eftermæle. Her får du historien om et af vor tids mest unikke filmgenier, hvis akutte dødsangst, vidunderligt sorte humor og fantastiske leading ladies har givet anledning til både grineflip i biografmørket og livsklogt stof til eftertanke for generationer.
Fra Annie Hall til Match Point, Midnight in Paris og Manhattan. Siden 60'erne har den nu 78-årige amerikanske filminstruktør Woody Allen stået bag en række af amerikansk films fineste eksportvarer. Hvad end man skatter hans værker eller ej (mange har et passioneret had/kærlighedsforhold til manden), har Woody Allen skrevet sig ind i filmhistorien som en af vor tids vigtigste instruktører og manuskriptforfattere, og hans vittige dialoger og permanent små-neurotiske filosofering over liv og død, mænd og kvinder synes forunderligt eviggrønne.
- Der er ikke noget sjovere, end når man succesfuldt blander humor og drama, siger filmanmelder ved Berlingske, Jacob Wendt Jensen, som ved flere lejligheder selv har mødt filminstruktøren.
- Jo mere tanke, der er bag en joke, des bedre. I Woody Allens humor er der altid alvor på spil, og hans film handler om liv og død på meget underholdende vis. Han bruger vores frygt for døden til at skabe film, der holder til tidens tand, for samtalerne i filmene vil altid være interessante, siger Jacob Wendt Jensen.
Ikke alle falder dog pladask for det særlige Allen'ske univers ved første gennemsyn. Det kan filmanmelder fra DR's Filmland, Maria Månson, bl.a. bekræfte:
- Enten elsker eller hader man Woody Allen. Jeg skulle selv tage lidt tilløb. Fx undrede det mig, hvorfor alle de her skønne kvinder i hans film var så vilde med den lille snoldede, fabulerende gnom (Woody Allen spillede som oftest før i tiden hovedrollen i sine egne film, red.), siger hun og fortsætter:
- Men når man så får set især hans 70'er-film med Diane Keaton, må man bøje sig i støvet. Woody Allens film kombinerer på fremragende vis det fjollede med det hyperintellektuelle, og karaktererne er på én gang akavede og stærke. De konflikter og udfordringer, hans figurer gennemgår, er skræmmende genkendelige for alle, der på et tidspunkt i livet har været i et forhold eller ønsket sig det, siger Maria Månson.
Skrev jokes til kendisser
Woody Allen kom til verden i 1935 i The Bronx i New York, med det mundrette navn Allan Stewart Konigsberg. Forholdet mellem hans forældre Nettie og Martin Konigsberg lå i Allans unge år solidt under frysepunktet, og som et resultat heraf tilbragte sønnen det meste af sin tid uden for hjemmet.
Annonse
I skolegården yndede han især at imponere sine klassekammerater med tryllekunster og vittigheder, som han syntes at ryste ud ad ærmet så let som sine spillekort. Selvsamme vittigheder blev hurtigt en indbringende indtægtskilde for Allan, der allerede som teenager begyndte at sælge jokes til tidens populære klummeskribenter i New Yorks aviser – nu under navnet Woody Allen.
Det ene skrivejob (på den selvsamme skrivemaskine, han stadig bruger i dag) førte til det næste, og førend han dimitterede fra high school, sad Woody Allen hver eftermiddag på et stort PR-bureau og skrev vittigheder, som PR-agenterne efterfølgende kunne tilskrive deres kendisklienter.
Startede karrieren på The Tonight Show
Herefter fulgte jobs som skribent på tv for bl.a. The Tonight Show og tv-vært og komiker Sid Caesar, men Woody Allen blev træt af at høre sine jokes i andres munde. I de tidlige 60'ere debuterede den bebrillede unge mand derfor som standup-komiker i New Yorks Greenwich Village, og i årene der fulgte, udviklede og perfektionerede Woody Allen sin nu så ikoniske scenepersona: Den usikre, neurotisk intellektuelle mand, hvis største frygt i livet er døden og kvinder. Ikke nødvendigvis altid i den rækkefølge.
I 1969 eksploderede den lille komikers popularitet, da hans teaterstykke Play It Again, Sam fik premiere på Broadway, og spillefilmen Take the Money And Run med Allen i instruktørstolen ramte biograferne.
I Play It Again, Sam, som i 1971 blev filmatiseret med de samme skuespillere, spiller Woody Allen selv hovedpersonen, Allan, som forelsker sig i sin vens charmerende kone, Lina (Diane Keaton). Teaterstykket blev en stor publikumssucces og lagde ydermere grunden til Woody Allens livslange venskab med Diane Keaton. Et venskab, der startede med et fem år langt romantisk forhold.
Filmklassikeren Annie Hall har 27 år på bagen, men er stadig højst seværdig.
Fødslen af en evig klassiker
Takket være Woody Allen og Diane Keatons gode relation fik filmhistorien i 1977 serveret en af sine mest uforglemmelige romantiske komedier, og et tidløst modeikon blev født på det hvide lærred: Annie Hall.
Filmen vandt velfortjent fire Oscar-statuetter året efter, for bedste kvindelige hovedrolle, bedste film, bedste instruktør og bedste manuskript. Diane Keaton og Woody Allen var ikke længere kærester, da de optog Annie Hall, men parrets dybe venskab og umiskendelige kemi skinner igennem i hver en scene i filmen om den elskelige Annie, hvis forkærlighed for besværlige mænd og sexet herretøj er lige så skøn som hendes egen skøre person.
Annonse
"Jeg begyndte først at skrive hovedroller til kvinder, da jeg mødte Diane Keaton."
- Jeg begyndte først at skrive hovedroller til kvinder, da jeg mødte Diane Keaton. Før hende havde jeg bare skrevet til mig selv. Men hun havde en enorm indflydelse på mig. Keaton har en kæmpe, kæmpe personlighed, så selv om jeg skrev jokes til min egen karakter, var det hende, der trak stikkene i land. Da vi nåede til Annie Hall, havde jeg det bedre med at skrive roller til kvinder end til mænd, fortalte Woody Allen til W Magazine i 2011.
Penélope Cruz er en af instruktørens foretrukne skuespillerinder de senere år - her i filmen "Vicki Cristina Barcelona".
Har gjort mere for kvinderoller end nogen anden
I år fylder Annie Hall 27 år, og et tilbageblik på Woody Allens film viser med al tydelighed, at manden, som Diane Keaton stadig betegner som "min bedste ven", har gjort mere for kvinderoller i amerikansk film end nogen af sine samtidige kolleger. Og skuespillerinder som Cate Blanchett, Judy Davis, Scarlett Johansson og Penelope Cruz har givet deres fineste præstationer under Woody Allens instruktion i filmene Blue Jasmine (2013), Husbands and Wives (1992) og Vicky Christina Barcelona (2008).
Hele 11 kvindelige skuespillere i Woody Allens film har desuden været nominerede til Oscars, og fem af disse har taget den gyldne mandsling med hjem (Oscar, ikke Woody). Senest modtog førnævnte Cate Blanchett filmbranchens toppris for bedste kvindelige hovedrolle i Blue Jasmine tidligere i år, og hun kvitterede med ordene:
- Til dem i filmindustrien, som stadig naivt tror, at film med kvinder i hovedrollerne er 'niche-produkter': Det er de ikke. Publikum vil gerne se dem. De tjener rent faktisk penge.
Portrætterer ægte kvinder - og deres kroppe...
Herhjemme forklarer Filmland's Maria Månson baggrunden for Woody Allens populære kvinderoller:
Annonse
- I forhold til den måde, rigtig mange andre instruktører fremstiller kvinder på, har man en fornemmelse af, at Woody Allen portrætterer ægte kvinder. De er smukke på hver deres måde, nogle mere klassiske end andre. De er intelligente og sjove og forvirrede og i tvivl, og stærke, når det virkelig gælder. Ganske som de kvinder, jeg møder i min hverdag, siger hun.
Maria Månson tilkendegiver, at Woody Allen på sine ældre dage er blevet særdeles glad for at dvæle ved sine kvindelige skuespilleres kroppe på kameraet, men man tilgiver ham alene af den grund, at man aldrig er i tvivl om den store ærbødige ærefrygt, instruktøren nærer for 'sine' kvinder. Og at Woody Allen skulle være skyldig i at 'degradere' sine skuespillerinder til kvindelige versioner af sit eget neurotiske jeg på film (som nogle amerikanske feminister tidligere i år anklagede instruktøren for i magasinet Time), giver Maria Månson ikke meget for:
- Jeg synes, at Woody Allen er utrolig præcis i sin skildring af forholdet mænd og kvinder imellem. Han fremstiller kvinderne med en blanding af frygt og fascination. Faktisk er mændene i Allens film meget mere unuancerede figurer. De kvindelige roller, Woody Allen skriver, er vigtige stemmer, der kan agere modvægt til alle de andre film, der fremstiller kvinder meget unuanceret," siger hun.
En nostalgisk hyldest til NY
Én særlig hovedperson synes at fylde mere i Woody Allens hjerte end alle hans kvindelige hovedroller tilsammen: Længe før ditto små-neurotiske Carrie Bradshaw bekendte sin kærlighed til Manhattan, tildelte Woody Allen i 70'erne sit elskede New York en ganske særlig hovedrolle i størstedelen af sine film.
Allens filmiske kærlighedsdigte til Det store æble er svøbt i alskens nostalgi og George Gershwins jazzede musik, og film som Annie Hall, klassikeren Manhattan (1979) og Celebrity (1998) er endda skudt i sort-hvid for at understrege den romantiske forestilling om det gamle New York.
Nostalgi og længsel efter fortiden bærer den fine historie i "Midnight in Paris" fra 2011.
Utro med Europa
Men i de senere år har Woody Allen været sin elskede fødeby utro med en række eksotiske europæiske metropoler. Instruktørens road trip på det europæiske kontinent begyndte i London med den anmelderroste Match Point (2005) og fortsatte i Barcelona med Vicky Christina Barcelona, i Paris med Midnight in Paris (2011), og i Rom med To Rome With Love (2012).
Disse europæiske eventyr har med deres mange yngre kendte skuespillere i hovedrollerne ikke blot introduceret Woody Allen for en ny generation af filmelskere, men har også medført en for Woody Allen hidtil ukendt stor kommerciel succes. Midnight in Paris er fx til dato den mest succesfulde Woody Allen-film. Ja, man kunne fristes til at kalde den en regulær blockbuster, hvis ikke den ultrabeskedne mand selv uden tvivl ville korse sig over så prætentiøs en ordlyd.
- Woody Allen har altid forbeholdt sig retten til final cut på sine film og i takt med, at det er blevet sværere at få i USA (grundet produktionsselskabernes kommercielle interesser, red.), er han har søgt udenlandsk for at bibeholde sin kunstneriske frihed," forklarer filmanmelder ved Berlingske, Jacob Wendt Jensen.
Woody Allen selv udtrykte det endnu mere ligefremt i Interview Magazine i 2008:
- De her europæiske lande inviterer mig over og giver mig et fristende tilbud: De sætter penge i banken. Og de er ikke filmstudier. De er helt ligeglade med manuskript og casting – de vil bare have, at jeg er glad for at lave en film i deres land. Så det er en ovenud god oplevelse."
Skandalernes holdeplads
Desværre kan man ikke komme uden om, at navnet Woody Allen siden 90'erne også har tilegnet sig en ufrivilligt bitter klang i nogles ører, da instruktøren ad flere omgange har været involveret i medieombruste ʻskandaler', af mere eller mindre pikant karakter.
Første gang da han i 1992 indledte et forhold til ekskæresten (og sin tidligere film-muse) Mia Farrows 21-årige adoptivdatter Soon Yi, som han siden er blevet både gift og har fået to børn med.
Derefter da han, også i 1992, blev anklaget af Mia Farrow for at have forgrebet sig på sin egen og Farrows dengang syvårige adoptivdatter, Dylan. Anklagerne blev afvist i retten, som formodede, at Mia Farrow havde plantet historien om sexmisbrug i Dylans unge bevidsthed ud af simpel hævngerrighed.
Så sent som i februar i år genfremsatte den i dag 28-årige Dylan ikke desto mindre sine anklager, og så rullede sagen på ny, mens beskyldninger om løgn og smædekampagner føg gennem luften mellem Woody Allens støtter, deriblandt adoptivsønnen Moses og adskillige skuespillere og instruktører, og Dylan og Mia Farrow.
I 1997 blev Woody Allen gift med Mia Farrows adoptivdatter Soon-Yi.
Anklaget for overgreb på adoptiv datteren
Woody Allen selv bedyrer sin uskyld og har i det hele taget gjort en dyd ud af at holde lav profil og kun kommentere privatsager offentligt i yderste nød. Om den aldrende instruktør på toogtyvende år er offer for efterdønningerne af sit særligt eksplosive brud med en bitter Mia Farrow, eller om han i værste fald engang har gjort sig skyldig i overgreb, må tiden – måske – vise.
Filmanmelder Jacob Wendt Jensen mener i hvert fald ikke, at mediestormen vil påvirke Woody Allens karriere:
- Der er jo mange forskellige parametre, der gør, at man vælger at gå ind at se hans film – det kan være en kærlighed til hans tidligere film, en bestemt skuespiller eller gode anmeldelser. Jeg tror ikke, at sagerne her vil få betydning for Woody Allen i Hollywood, for han er så meget en af deres egne efter alle disse år, siger Jacob Wendt Jensen.
"Jeg aner ikke, hvad jeg laver, men inkompetence har aldrig forhindret mig i at springe ud i det hele med entusiasme."
"Jeg aner ikke, hvad jeg laver"
For øjeblikket fortsætter 78-årige Woody Allen da også sit arbejde som altid, og han har stadig skrivebordsskuffen fuld af ideer til kommende filmprojekter.
Instruktøren skriver sine ideer ned på alt fra servietter til tændstikæsker og gemmer dem i årevis. Han er vanen tro allerede klar med sin næste film med Emma Stone og Colin Firth, den romantiske komedie, Magic in The Moonlight, der får premiere senere i år.
Derudover er Woody Allen en ivrig jazz-fan (musikken på alle hans films soundtracks stammer fra hans egen pladesamling), og han spiller selv klarinet på hotellet The Carlyle i New York hver mandag aften. Skulle man være i nabolaget, er det selvsagt et must. Som den til tider nærmest selvudslettende beskedne instruktør engang sagde i et interview:
- Jeg aner ikke, hvad jeg laver, men inkompetence har aldrig forhindret mig i at springe ud i det hele med entusiasme."
