Psykiatrisk sygeplejerske gennem 22 år: ”Vi gør meget for at få julen ind juleaften”
Mens mange sidder juleaften med familie, steg og gaver, er der også dem, der må arbejde – og som ofte oplever noget lidt andet 24. december. Mød her Nell Birgitte Outzen, som hjælper nogle af landets svageste på denne dag i jobbet som sygeplejerske på psykiatrisk akutmodtagelse.
Jeg arbejder på psykiatrisk akutmodtagelse, hvor jeg har været i 22 år. Jeg startede som SOSU og blev siden sygeplejerske. Det er seks år siden, jeg sidst var på arbejde juleaften, men i år skal jeg arbejde både lillejuleaften og juleaften. Vi er fire på vagt, og vagten går fra klokken 15 til 23. Vi har både folk, der kommer til os på skadestuen, og dem, som er indlagt.
I julen ser vi især de ensomme, de sårbare og dem, som ikke har et netværk. Mange psykisk syge er jo ellers sammen med deres familier i de dage. Derudover har vi en del til afrusning for både stoffer og alkohol.
Vi ser også patienter med depression, psykoser eller forskellige reaktioner. Indimellem kan politiet dukke op, hvis en patient skal tvangsindlægges, ligesom vi har krisesamtaler med mennesker, der har oplevet noget ubehageligt og har akut brug for hjælp.
Det er aldrig til at vide; nogle dage er helt rolige, mens det andre dage strømmer ind. I år skal vi selv stå for middagen, og hvis der pludselig er meget travlt, risikerer vi kold sovs og slatten svær.
Vi gør meget ud af at få julen ind juleaften. Dem, der kommer her, har ofte ikke det store netværk. De er her, fordi de har det dårligt og måske ikke har overskud til julen.
Men vi pynter op og dækker op ved et langbord med hvid dug. Nogle gange får vi julemad fra centralkøkkenet, men vi har også selv sat en steg i ovnen, så her kunne dufte dejligt. I år skal vi for første gang lave maden selv. Det bliver vist både flæskesteg, andesteg, sovs og kartofler.
Så fortæller vi patienterne, at nu er der mad, og så spiser de, som har lyst, sammen med personalet. Det plejer at tiltrække en del. Nogle synes, det er fint, men andre har ikke lyst, og så får de serveret mad på deres stue.
Vi taler typisk om juleminder omkring bordet. Der er også risalamande og mandelgave, for det skal ligne julen derhjemme. Der er også altid en lille gave til patienterne, for eksempel en deodorant, en creme eller en lille lysestage.
Jeg kan huske, engang jeg var på ældrepsykiatrisk afdeling en juleaften, og en dement herre, som havde været i militæret, fik en deodorant-stick i julegave. Han kunne ikke genkende, hvad det var, så han tog en bid af den.
Min kollega sprang op og sagde ”spyt ud!”. Han nægtede, indtil han kunne smage den. Pludselig sagde han: ”Det serverede de aldrig på Farum Kaserne.”
Vi har rigtig mange telefonsamtaler i julen. Det er typisk velkendte patienter, der ringer, enten fordi de har det akut dårligt, eller også bare for at ønske os glædelig jul. Nogle af dem kan finde på at dukke op, fordi de er ensomme, og hvis der er plads, har jeg flere gange oplevet, at de er blevet tilbudt et måltid og en seng at sove i, selv om de ikke er akut syge.
Nogle gange kommer der også en tidligere patient forbi med lidt chokolade til os. Hos os kommer de, som ikke har andre, men bare gerne vil være sammen med nogen.
Jeg holder selv jul mellem jul og nytår med min mand og vores søn. Juledag er afsat til julefrokost med min svigerfamilie. Når man er i min branche, ved man, at man ikke er hjemme hos familien hver juleaften. Vi har jo åbent alle dage og på alle tider. Men jeg synes faktisk, her er rigtig hyggeligt i julen, og så er der lidt mere stille end de andre dage.