Alt du ikke vidste om Beyoncé

Feministen

Glem batiktørklæderne og de mandefri territorier fra 70'erne, 80'ernes powerladiesog de stramtandede puritanere fra 90'erne. Tidligere tiders feminisme er sparket til hjørne til fordel for en übersexet variant. Og her er Beyoncé din vejviser, forklarer feminist og manuskriptforfatter Eini Carina Grønvold.

Seksualitet som power

"Beyoncé var efter min mening feminist, længe før hun selv erklærede sig som sådan ved MTV Awards 2014. Hun havde i hvert fald en feministisk funktion. Hun fortæller historien om kvinden som stærk og sårbar, men uden at være det på maskuline præmisser. Hun er smuk, men hun sætter også spørgsmålstegn ved skønhedsidealerne, fx i sangen og musikvideoen til Flawless fra albummet Beyoncé fra 2013. Hun er blevet kritiseret for at være dobbeltmoralsk, men jeg synes derimod, at hun anerkender eksistensen af konflikten. Hun er med til at rykke ved nogle grænser ved at vise, at man godt kan være sexet og feminist samtidig. De to ting er ikke hinandens modsætninger. En kvinde kan sagtens være handlekraftig, intelligent og fantastisk på alle mulige områder og samtidig være sexet. Det insisterer hun på. Hun bruger sin seksualitet som power."

Orgasmer og oralsex

"Beyoncé har altid haft en meget aggressiv fremtoning i musikvideoer, og hendes tekstunivers har tydelige feministiske træk. Der er ikke noget Lolita-pussenusset over hende. Hun er sexobjekt og sexsubjekt på samme tid. Og hun er krævende. På sangen Rocket fra hendes seneste album synger hun: "Baby, I know you can feel it pulse / Keeping the peak of my waterfall" og "Wash me over until my well runs dry." Det er så tydelig en metafor for en sprøjteorgasme, og det blev også bekræftet i musikvideoen, hvor der sprøjter vand over det hele. Der er ikke noget nyt i at synge om sex for kvinder, men det er første gang, jeg er stødt på en sprøjteorgasme i populærkulturen. Det har ikke engang Madonna sunget om. Det er så kropsligt og intenst, at det bliver grænseoverskridende. Nummeret Blow handler bogstavelig talt om at slikke fisse. "Make sure you clean that / It's the only way to get the flavor." Altså at manden skal rense hendes fisse med sin tunge, så han rigtig kan smage den. Hun vil ikke have, at den skal dufte af parfume, men at den skal have den ægte lugt og smag, og det er der noget frigørende ved.

"Frontløber for ny feminisme"

Man skal ikke tage fejl af, at Beyoncé er en dygtig forretningskvinde. Hun havde næppe erklæret sig som feminist, hvis hun ikke fik noget ud af det. Jeg tror, hun mener det, hun siger, men jeg tror ikke, at hun er drevet af en enorm selvopofrelse for sagen. Hun udgav albummet Beyoncé, som er hendes klart mest feministiske, på et tidspunkt, hvor vindene var ved at vende. Emma Watson holdt sin berømte feminisme-tale for FN, og man begynder at tale om feminisme på en anden måde, end man har gjort i over 20 år. Beyoncé sætter ord på en tidsånd, og det er jo det, en dygtig popkunstner skal kunne. Hun er en frontløber for feminismen i populærkulturen. Det, hun siger, er ikke nyt, men hun får det ud til den brede offentlighed. Men uanset om det er et PR-stunt eller ej, er det fedt, at hun gør det, for det påvirker helt sikkert unge til at tænke anderledes om, hvad det vil sige at være feminist. Hun er blevet en crossover-figur, fordi hun både rammer de unge forbrugere, men også har formået at kile sig ind i det intellektuelle segment. Beyoncé-opdateringer er blevet standard i mit Facebook-feed af intellektuelle feminister og meningsdannere. Pludselig er Beyoncé blevet god smag."

LÆS OGSÅ: Beyoncé fraskriver sig verdens hvide dominans i ny ”Formation” single

Sangerinden

Beyoncé færdes hjemmevant i alle musik-genrer, og hun kan både synge røven ud af glimmerbuksen, skrive sange og agere producer på niveau med de allerstørste af slagsen. Musikanmelder på Information Ralf Christensen forklarer, hvorfor Beyoncé er et musikalsk geni, der vil gå over i historien.

Revolutionerer hitlisterne

"Beyoncé leverede sammen med Destiny's Child innovation i mainstream i 90'erne. Vi befandt os i en stærkt ophidsende fase i moderne popmusik, da de kom frem. Med producere som Timbaland, The Neptunes og Rodney Jerkins kunne man høre nytænkning direkte på hitlisterne. Enhver, der havde ører, var nødt til at anerkende, at popmusikken nu kunne noget, som man i mange år havde afvist, at den kunne, nemlig at være på forkant. Det var på den måde en skelsættende tid ikke kun for popmusikken, men også for feinsmecker-lytteren, der blev tvunget til at tage poppen alvorlig som innovationskraft. I denne tid var Destiny's Child blandt de mest innovative, og et nummer som Independent Women er fuldstændig urørligt som et unikt nummer i sin tid."

Musikalsk kamæleon

"Beyoncé var den største sangerinde i Destiny's Child og i altoverskyggende grad medproducer og medsangskriver. Det var også tydeligt til gruppens koncerter, hvem der styrede showet og dermed banede sin egen vej til en dominerende solokarriere. Siden har hun bevæget sig i mange retninger musikalsk, men generelt i et ryk fra moderne r'n'b med Destiny's Child til at være mere soul-orienteret som solist. Ja, og så har hun senest sunget med på to numre på det nye Coldplay-album. Hun har afprøvet mange genrer og kan ikke alene glide ubesværet ind og ud af forskellige musikalske udtryk, men faktisk æde dem råt og gøre dem til sine egne, som enhver stor kunstner formår. På hendes seneste plade, Beyoncé, har hun arbejdet intenst med at udvikle sit musikalske udtryk. Naturligvis har hun fremragende numre på samvittigheden fra tidligere såsom Crazy in Love, Single Ladies, Halo osv., men hendes seneste album når længere ud og er hendes absolut bedste soloplade. Hun har været igennem en del imageskift gennem årene, men nu er hun ved at finde sig til rette i rollen som det, hun i virkeligheden er: En popdronning, som jeg har svært ved at forestille mig, at nogle af de store producere ville sige nej til at arbejde sammen med lige foreløbig."

Dronningen af pop

"Det er aldrig svært at genkende Beyoncé, selv når hun optræder uden for eget regi. Hun er en utrolig stærk sangerinde teknisk, og hun har sin egen klang. Hendes optræden til Super Bowl (den årlige afslutning på den amerikanske fodboldliga, NFL, red.) i 2013 var et højdepunkt, fordi hun under denne enorme tv-begivenhed havde publikum i sin hule hånd. En komplet performer, der både kan synge og danse, være fuldstændig nøgent skønsyngende og totalt rapkæftet dominerende i løbet af en enkelt optræden. Hun er helt klart på niveau med de største sangerinder, der har været gennem tiden, og der er ingen tvivl om, at vi stadig vil se sådan på hende om 20-30 år. Hun er en formidabel sangerinde og en udødelig klassiker. Det bliver interessant at se, om hun kan blive ved med at forny sig, men lige nu er hun uanset hvad på toppen af sin ydeevne."

LÆS OGSÅ: Se den Beyoncé-optræden alle taler om lige nu

Forbilledet

Lucia Odoom, 28, er ud over musikanmelder, dj og redaktør på magasinet Poppel stor Beyoncé-fan. Som teenager vandt hun et surroundsoundanlæg for sin viden om Beyoncé og fik lavet røde extensions som sit forbillede. Her fortæller hun om sin kærlighed til ikonet.

En ny girl power

"Jeg har været fan af Beyoncé, siden Destiny's Child kom frem i slutningen af 90'erne. Jeg kan huske, at jeg følte et tomrum efter Spice Girls, og Destiny's Child sang bare virkelig godt. De kom med en helt ny girl power, som var mere skarp end Spice Girls', hvor det mest handlede om, at man sagde det, og så tog man noget spraglet tøj på. Destiny's Child lod sig ikke køre rundt af mændene. Jeg var 12-13 år, da Charlie's Angels-filmen (den med Cameron Diaz, Drew Barrymore og Lucy Liu fra 2000, red.) kom ud med Independent Women på soundtracket, og der gik det for alvor op for mig, at de talte direkte til mig. Året efter vandt jeg et surroundsound-dvd-anlæg i en konkurrence, hvor man skulle svare på spørgsmål om Beyoncé. Det var vel omkring 14.000 kr. værd dengang, så det var et stort øjeblik, at jeg var fan nok til at vinde det."

Hvad ville Beyoncé have gjort?

"Det betød noget for mig, at der pludselig var sorte kvinder på popscenen. Jeg havde kun én veninde, der stammer fra Ghana ligesom mig, og jeg havde svært ved at relatere til Britney Spears og Christina Aguilera, de hvide naboens døtre-piger, der dominerede popkulturen, da jeg var teenager. Der var selvfølgelig også Janet Jackson og Whitney Houston og en enkelt lysebrun pige i Spice Girls, men pludselig var der en hel gruppe kun med sorte piger. Uanset hvem jeg legede Destiny's Child med, var det mig, der bedst kunne være dem alle sammen. Jeg fik lavet røde extensions som Beyoncé, da jeg var 14 år. Jeg følte mig virkelig som hende. I dag dj'er jeg med en flok andre brune piger under navnet Brown Sensation med sloganet 'Alle må være Beyoncé'. Beyoncé er nogle år ældre end mig, så hun har altid været en slags storesøster for mig. Jeg har kunnet følge hende og se op til hende altid. Først var hun en ung pige, så blev hun gift, brød med sin far, fik et barn og skabte en solokarriere. Hun har vist mig, at det måske ikke er så slemt fx at få børn og have en karriere samtidig. Jeg kan ofte tage mig selv i at tænke: "What would Beyoncé do?""

Ingen krammere til fans

"Ring the Alarm er et af mine yndlingsnumre med Beyoncé. Jeg er vild med musikvideoen, hvor hun bliver ført væk af soldater og har det der kæmpestore Whitney-hår og ildrød læbestift på. Det nummer indkapsler virkelig, hvordan jeg gerne vil have, at verden skal møde mig: Som en kvinde, der indgyder noget frygt og autoritet, og man må også gerne være hysterisk. Jeg synes ikke, at kvinder får lov til at være hysteriske nok i dag. De skal bare have 12-taller og opføre sig pænt. Jeg kan godt lide det der med at være ude af kontrol. Jeg ved godt, at Beyoncé ikke er ægte. Det er ikke derfor, jeg kan lide hende. Jeg kan godt lide Rihanna, fordi hun virker ægte. Hun drikker øl og ryger pot og trækker på skuldrene og instagrammer det hele, og hun virker ret ligeglad med, hvad folk tænker. Sådan er Beyoncé slet ikke. Hun giver ikke krammere til sin fans. Det behøver hun heller ikke. Der skal også være nogen, der bare har sådan en kæmpe grænsebom, så man ikke kan komme ind til fænomenet. Det er, som om hun kun lever på scenen. Hun opretholder en persona som den her powerbarbie-kvinde, men det er også det, der gør hende til et ikon. Jeg tror, der er brug for stjerner som hende, fordi mange unge i dag har svært ved at sætte grænser mellem den ydre og indre verden."

LÆS OGSÅ: 7 øjeblikke med Beyoncé, der vil få dig til at klappe i hænderne

Brandet

Er Beyoncé et brand eller den ægte vare? Uanset hvor autentisk hun er, er der ingen tvivl om, at brandet Beyoncé er en rigtig god forretning, mener Marie Louise Fuglsang Damgaard, der er musikskribent, cand.mag. i moderne kultur og har skrevet speciale om sangerinden.

She's the Boss

"I begyndelsen var Destiny's Child fire pæne piger, som italesatte en seksualitet, men hvor det aldrig kammede over. Beyoncés far var manager og stod langt hen ad vejen for gruppens mere pæne image. I 2011 brød Beyoncé med sin far, patriarken Mathew Knowles, og udnævnte sig selv som chef. Det sendte et klart signal om, at kvinder kan selv, hvilket var vigtigt netop i popkulturen, fordi mange kvinder her er blevet beskyldt for, at magtfulde mænd styrer deres karrierer. At hun pludselig sprang ud som chef, viste, at hun tog ansvar for sin egen karriere. Siden har hun samarbejdet med nogle virkelig fede folk som musikeren Frank Ocean og produceren Pharrell Williams, men også med sine direkte konkurrenter som Lady Gaga. Men det vildeste, hun har gjort som sin egen chef, var at droppe albummet Beyoncé som en bombe i slutningen af 2013, uden at nogen som helst kendte til det. Det var fyldt med stribevis af vilde kunstnere, producere og features og med musikvideoer til samtlige numre. Det var så overvældende og kæmpestort, at selv den største kritiker måtte bøje sig. Hun viste, at der i hvert fald ikke er nogen, der styrer hende, for de fleste pladeselskabsbosser ville nok fraråde at udgive et album på den måde helt uden promovering og interviews før og efter udgivelsen og samtidig brænde tonsvis af penge af på musikvideoer."

Karrierekvinde og sexsymbol

"Beyoncé har formået at skabe et brand, hvor hun rammer mange målgrupper på én gang og samtidig ikke skræmmer nogen væk. Hun er moderne og sådan en, alle kan lide. Hun er virkelig et allround-brand. Hvis man skærer hende op i nogle stereotype kvindefigurer, er hun både mor, karrierekvinde og sexsymbol. Hun er kvinden, der synger til præsidentens indsættelse, og hun er gift. Oven i købet med en tidligere bad boy, som hun nærmest har tæmmet og gjort til familiefar. Dermed er hun både en, man ser op til, som man jo normalt gør med stjerner, men på det seneste er hun også blevet en, man kan relatere til. Når vi andre forsøger at få arbejde, familie og parforhold til at gå op, er hun bare den her perfekte kvinde, der viser, i hvert fald udadtil, at det sagtens kan lade sig gøre at kombinere de ting. På den måde fremstår hun næsten overmenneskelig. Men hun har de senere år også sunget om jalousi og en abort og har dermed vist nogle mere menneskelige sider af sig selv."

Ingen medieslave

"Det er svært at gennemskue, hvor autentisk Beyoncé er, og hvor meget der er kalkuleret. Men der er ingen tvivl om, at hun har det bedst med at have kontrollen på godt og ondt. Hun viser fx ikke sit privatliv frem på sociale medier og giver meget sjældent interviews. På den måde er hun en kompromisløs superstjerne, og dem er der ikke ret mange af. Men hun bliver af samme grund også indimellem beskyldt for at have for meget kontrol over sit image. Bl.a. efter sin optræden til Super Bowl i 2013, hvor hun lavede det vildeste show, men hvor der også blev taget nogle mindre flatterende billeder af hende, som hun via sin PR-agent forsøgte at trække tilbage efterfølgende. Det synes jeg var ærgerligt, for hvorfor er det så slemt med en flexet muskel og lidt sveddråber på panden? Et andet eksempel er den berømte elevator-episode, hvor Beyoncés lillesøster Solange overfaldt Jay Z, mens Beyoncé blot stod passivt i et hjørne uden at gribe ind. Senere lavede hun et remix af sangen Flawless med Nicki Minaj, hvor hun sang: "Of course sometimes shit goes down when there's a billion dollars on an elevator," som var en reference til det, der skete. Det synes jeg var klædeligt, for på den måde gjorde hun næsten episoden til en force. Det var fedt, at hun ikke gjorde et større drama ud af det, for det viste, at hun bestemt ikke er slave af medierne."

Stilikonet

Fra catsuits til klassisk chik. Beyoncé forstår at klæde sig på for at få opmærksomhed og fremhæve sine kvindelige former. Stylist Maria Barfod guider til god stil a la Mrs. Knowles-Carter.

Frem med formerne

"Det, der gør Beyoncé til et stilikon, er, at hun har en særlig evne til at klæde sig efter tid og sted. Er hun på verdensturné, giver hun den alt, hvad den kan trække af glimmer og glitter, bare ben og stort hår. Er hun gravid, optræder hun mere tildækket og elegant, hvilket indimellem kan glippe for andre som eksempelvis Kim Kardashian. Beyoncé er indbegrebet af at klæde sig efter sin figur. Hendes outfits er ofte kropsnære, og hun viser gerne en masse hud. Hun fremhæver sin slanke talje og sine lange ben og inspirerer os andre til at turde vise, hvad vi har af former, og være stolte af dem."

Sætter stil-dagsordenen

"Fra Destiny's Child og frem til 2011 var det Beyoncés mor, Tina Knowles, der stod for alle kostumer og outfits for gruppen og senere Beyoncé som solosangerinde. I første omgang formentlig fordi pengene var små, men senere udgav hun endda en bog om, hvordan hendes kreationer havde en del af æren for Destiny's Childs store succes. Det synes jeg nu ikke er sandt. Det var mere show, end det var flot. Men efter bruddet med sin mor som fast stylist – og sin far som manager – har hendes personlige stil blomstret. Hun er gået fra noget mere teatralsk til at være et mode-ikon. Hun er ikke bange for farver. Enten tone i tone eller i blokfarver. I musikvideoen 7/11 viser hun, at hun kan bære et søndagslook med sweatshirt og ingen makeup til perfektion, så alle vi andre tror, vi kan gøre det samme. Og når hun rocker en helt kort page i videoen til XO, får det de fleste til at overveje en tur til frisøren. Jeg sad der også, hos frisøren, med et screenshot på min telefon og bad pænt om at komme til at se sådan ud."

Krystaller, spejle og sten

"Grammy 2013. Beyoncé gik fra at være udklædt til at være decideret modeikon med et ret atypisk outfit både i Grammy-sammenhæng og i forhold til de outfits, vi ellers ofte ser hende i. Det er en onepiece af den britiske designer Osman Yousefzada i sort-hvid med meget lidt hud at skimte ud over røde læber og negle. Hun udstråler power og viser også en mere klassisk side af sig selv. Et andet fashion-moment var i 2014, da hun modtog MTV's Video Vanguard Award. Hun var klædt i det smukkeste multifarvede spejlbelagte bodysuit, som er et signaturpiece for hendes liveoptrædener. Scene- og tv-lamper fik bodysuitet til at stråle om kap med hendes smil, da prisen blev overrakt af hendes mand og datter, som joinede hende på scenen til sidst. Og dér foran alle gav Jay Z hende et kæmpe smækkys og lagde alle rygter om et forlist forhold i graven. Hun har også indimellem delt vandene med sin påklædning. I 2015 mødte hun op til The Met Gala i en næsten gennemsigtig Givenchy-kjole, hvor kun hendes bryst, navle og punani var dækket at krystaller og sten. Jeg har ikke selv besluttet mig for, om jeg kan lide det eller ej. Men hvis nogen skulle gøre det med stil, er det absolut hende."

LÆS OGSÅ: Beyoncé: Sexsymbol, feminist eller begge dele?

LÆS OGSÅ: Ugens stilikon: Beyoncé

LÆS OGSÅ: Bigger, best, beautiful... Beyoncé