Rasmus Staghøj: Her er hans private kærlighed
Rasmus Staghøj danser lige nu rundt med Asta Björk, men privat er det en anden danser, der optager hans liv.
Denne artikel er første gang udgivet hos HER&NU. Dette er en redigeret udgave.
Fredag efter fredag svinger tv-vært Rasmus Staghøj sin dansepartner Asta Björk rundt på "Vild med dans"-scenen, og det er nok også Asta, der vinder mest af "Go' Morgen Danmark"-værtens sparsomme tid dette efterår.
Men når Staghøj ikke danser eller arbejder, er det kæresten Katrine Hughes og børnene, han nyder tiden med.
I august 2020 offentliggjorde han i et opslag på Instagram, at han havde friet til Katrine Hughes, og at hun havde sagt ja. Men brylluppet har stadig ikke fundet sted.
"Et barn tager både ressourcer af fritiden og økonomien, så vi har skubbet det (brylluppet, red.) på ubestemt tid. Man plejer at sige, at man skal blive gift inden for et år, men det har vi for længst overskredet," har Rasmus Staghøj tidligere udtalt til BILLED BLADET.
Parret har sammen sønnen Charlie på tre år, og i slutningen af 2023 blev de forældre igen.
Én stor dansefamilie
På hjemmefronten er Rasmus Staghøj ikke den eneste, der har styr på dansen.
"Charlie er selv begyndt til dans nu, så vi taler en del om dans derhjemme. Vi har altid talt om, at Charlie skulle gå til dans, og det er han så startet på nu. Katrine har gået til ballet i mange år, og hun har fået meget ud af at danse, så det skal Charlie også," fortæller han til HER&NU.
Selvom Katrine Hughes er erfaren balletdanser, kommer hun ikke med danseråd til Rasmus Staghøj i "Vild med dans".
"Katrine holder sig ude af det. Hun kommer ikke og belærer mig om noget som helst," slutter han.