Redaktionen anbefaler: Dette bør du opleve i Storkøbenhavn dette efterår
ALT for damernes art director Lisa Kirsch er blevet haveejer, og det har ført hende ud i charmerende havecentre for inspiration. Når hele familien skal luftes, er det især byens mangeartede dyreliv, der trækker.
Mad & dyr
Spis i Zoo
Næste gang vi besøger Zoologisk Have, vil jeg byde min familie på en frokost i den nye, fine restaurant, Kjærbøllings Hus, opkaldt efter havens grundlægger.
Restauranten er placeret i den historiske hvide bygning på toppen af Valby Bakke, og der er tænkt på børnefamilier, både i forhold til indretningen, maden og tempoet på serveringen.
Se mere på Zoo.dk
Udflugt
Efterår i Dyrehaven
Dyrehaven er helt magisk i oktober, når de gamle træers blade bliver orangerøde, luften er frisk, og kronvildtet går ind i deres parringssæson. Hjortene (hannerne) kæmper mod hinanden om at tiltrække hinderne (hunnerne) ved at støde gevirerne sammen og brøle kraftfuldt.
Den største chance for at opleve fænomenet er ved solopgang og solnedgang, men husk at holde afstand til hjortene i brunst, som kan være aggressive.
Se mere på Naturstyrelsen.dk
Haveprojekt
Blomster næste år
Vi har netop købt vores første hus, så jeg er en total nybegynder, når det kommer til at holde have. Kloge hoveder fortæller dog, at jeg skal huske at lægge løg i jorden, så de er klar til at forskønne haven i det kommende forår. Derfor må jeg på inspirationstur i den lille, charmerende planteskole Havero på Østerbro for at få gode råd og hjælp til planlægning af min nye have.
Se mere på Haveroplanteskole.dk