Roberta Hilarius Reichhardt: "I et halvt år var jeg bange for at være alene i min lejlighed"

Hvad kan få dig til at grine?

– Jeg griner, når jeg finder mig selv i situationer, der umiddelbart virker helt normale, men alligevel har en undertone af, at der er noget helt galt. Så begynder jeg som en detektiv at betragte, hvad det dog kan være, der er så mærkeligt ved situationen, og når mine øjne ikke kan lede længere, og pludselig rammer min vens øjne, der også er der, så er det, at det hele går op for mig, og jeg forstår, hvorfor det hele var så mærkeligt, og så begynder jeg at grine.

Hvornår har du været mest bange?

– Jeg synes egentlig, at jeg er blevet mere ængstelig med tiden, så jeg kan godt gå og være lidt bange for alle mulige ting. Jeg havde for eksempel et halvt år, hvor jeg var bange for at være alene i min lejlighed. Jeg var så bange for, at der kom nogen. Så gik jeg rundt i mit lille køkken og tjekkede skabe og skuffer for at se, om der lå en lille øksemorder derinde. Jeg tjekkede sågar bestikskuffen for at være sikker på, at morderen ikke var kravlet derind, men der var selvfølgelig ikke nogen. Men der, hvor jeg har været mest bange, er de gange, hvor jeg har fået at vide, at der er sket mine nærmeste noget alvorligt.

Hvis du fik 10.000 kroner i hånden lige nu, hvad ville du så bruge dem på?

– Det klogeste ville helt klart være at betale af på min gæld, der ellers står smukt og stolt og stirrer på mig. Men det jeg ville bruge dem på, ville nok være at leve af dem, indtil de var væk. Noget af det bedste, jeg ved, er, når der er penge til at gå ned og lave et dejligt indkøb, så der er kaffe og mælk om morgenen og noget til frokost. Så er jeg tilfreds.

Hvad er den mest mindeværdige oplevelse fra din barndom?

– Det er en sammensmeltning af alle de somre, jeg har tilbragt i Hornbæk og i Sverige med min familie og venner. Alle de utallige aftener, hvor de voksne sad og snakkede, imens vi børn løb og legede. Og når man blev træt, kunne man kravle op på sin mors eller fars skød og falde til ro, imens snakken mellem de voksne fortsatte. Et mere specifikt minde, der har indprentet sig i mit hoved, mindeværdigt eller ej, er synet af min tvillingbrors ansigt, der hver morgen proppede sin mund med havregrød, så der opstod en såkaldt ”mælkekrans” bestående af mælk og gryn rundt om hans læber. Det var plagsomt at kigge på hver morgen, men vi er stadig venner den dag i dag.

Hvad er det vigtigste, du har lært af din mor?

– Min mor har lært mig rigtig meget. Men en vigtig ting, som hun har lært mig, er at skabe gode og trygge rammer for mig selv. Hun har lært mig glæden ved rutinen. Glæden ved at stå op og tænde for radioen, drikke sin kop kaffe og stirre ud ad vinduet imens. Hun har lært mig at skabe et hjem, hvor der altid er stearinlys tændt og nogle tulipaner i vindueskammen. Og det vil jeg altid tage med mig, for jeg tror, det kan hjælpe mig igennem de svære perioder i livet.

Hvor vil du gerne være om 10 år?

– Jeg håber, at jeg har børn om ti år, og at jeg har penge nok til, at det hele hænger sammen. Jeg håber, at jeg har muligheden og friheden til at medvirke i spændende projekter og tid til at nyde livet med dem, jeg holder af. Jeg håber, at jeg husker at grine mere end at græde.