the crown

Varm op til kongeligt bryllup: Fem royale film og serier du skal se

Glæder du dig også til at følge eventyr-brylluppet mellem prins Harry og Meghan Markle? Hold dine kongehus-cravings stimuleret med disse film og serier, mens du venter på årets store dag.

Prins Harry og Meghan Markles romantiske forhold og planlægningen af deres bryllup har holdt os klistret til vores smartphones i håbet om, at der sker nyt på de kongelige fronter. Og nu er der er ikke lang tid til, at brylluppet skal stå.

Men har du – ligesom os – svært ved at tæmme begejstringen over de royale gemakker, smukke kjoler og ikke mindst fantastiske fortællinger, der knytter sig til en kongelig familie som den engelske - kan det være svært at vente helt til den 19. maj.

 Vi har derfor fundet fem royale film og serier, som du kan binge-watche indtil brylluppet.

The Young Victoria

I denne film får du masser af romantik og britiske vibes, hvilket er perfekt, hvis du vil i stemning til et royalt bryllup.

Filmens hovedperson, Dronning Victoria, var en af Storbritanniens mest betydelige regenter. Denne filmatisering af hendes ungdomsår er – på trods af lidt ekstra drama – forsøgt holdt så tæt på de historiske begivenheder som muligt.

Den er optaget på historiske steder i England og fortæller en smuk kærlighedshistorie mellem den unge Victoria og hendes ægtemand, Albert.

Du kan se filmen på Netflix og Viaplay.

The Crown

I den lidt mindre romantiske genre ligger serien The Crown.

Her følger vi prins Harrys bedstemor og Storbritanniens nuværende regent, Dronning Elizabeth II, gennem ægteskab, familiedrama og store samfundskriser.

Selvom serien er fiktion, giver den et godt indblik i den engelske kongefamilie og de store begivenheder, de har gennemgået de senere år.

Og det hele er selvfølgelig fortalt med lidt ekstra drama, så du ikke kommer til at kede dig foran skærmen.

Du kan se serien på Netflix.

En kongelig affære

Hvis din indre royalist også har brug for lidt dansk kongehus-historie, kan du bruge aftenen med En Kongelig Affære.

En historisk dramatisering af hændelserne i 1700-tallets kongehus, da Kong Christian den Syvendes kone, Caroline Mathilde, forelskede sig i kongens livlæge, Struensee.

Det er en dramatisk og romantisk film for alle, der elsker ulykkelige kærlighedshistorier – og Mads Mikkelsen.

Du kan se filmen på HBO Nordic og Netflix.

The Queen

Ligesom The Crown handler denne film om Dronning Elizabeth II af England.

Dette er en biografisk dramatisering, der giver et tæt på virkelighedstro indblik i dronningens liv. Filmen skildrer tiden lige efter Harry og Williams mor, prinsesse Diana, døde.

Her følger vi, hvordan dronningen overkommer den store både familiære og offentlige krise, som Dianas tragiske død førte med sig.

Hvis du interesserer dig for britisk kongehushistorie, er denne film klart værd at se. Du får et spændende indblik i en svær tid for Kensington Palace.

Du kan se filmen på Netflix.

The Royal House of Windsor

Hvis du er til dokumentarer, så skal du se serien The Royal House of Windsor.

Her kommer du helt tæt på det engelske kongehus og dets kampe siden Anden Verdenskrig.

Serien er opbygget af rigtige filmklip fra kongehusets vigtige begivenheder, og den går i dybden med, hvordan kongefamilien har klaret sig både politisk og privat.

Her får du et godt indblik i en familie, som vi har elsket at følge i mange år, og som vi glæder os til at følge endnu mere.

Du kan se serien på Netflix.