En hund kan koste op til 100.000 kr. i sin levetid

Så meget koster din hund

Når krisen kradser, køber vi flere kæledyr. Havde den søde hundehvalp en prisseddel om halsen på små 100.000 kr., ville der nok ikke blive solgt så mange.

Men det er, hvad labradorhvalpen koster dig, i sin levetid ifølge en "vugge til grav beregning", - og så er alle udgifter endda ikke taget med.

Når vi ser, at forbruget i dyrehandler vokser i krisetider, er det altså ikke udtryk for økonomisk sund fornuft, men mere et psykologisk fænomen.

Hund eller ferie

Anskaffelsessum og engangsudgifter samt driftsudgifter det første leveår alene andrager ca. 24.000 kr. af livstidsestimatet på 97.000 kr. Det første år koster det altså 2.000 kr. om måneden at holde hund. Og de følgende år falder prisen til omkring 550 kr. hver måned.

Første års udgifter svarer til en hel sommerferie for to voksne og to børn. Man skal med andre ord kun købe kæledyr, hvis der er luft i budgettet. Ikke kun fordi børnene plager.

Hunde går også til frisøren

Når regnestykket lander på næsten 100.000 kr. for en hund i dens levetid, skal man huske, at det kan blive endnu dyrere, for hunde går ganske ofte også til frisøren. Den udgift til klipning og trimning er ikke inkluderet, da det er en udgift der varierer meget alt efter hundens race og hvor ofte den skal til frisør.

Hunde slider på hjemmet

Alt efter hvor velopdragen hunden er, kan der komme slid og gnaveskader der hjemme. Møbler, paneler, vægge, gulv og sko er udsatte steder. Sådanne udgifter er ikke regnet med. Det samme gælder en eventuel hegning af din grund.

Der kan også komme udgifter til at få passet og luftet din hund, hvis du selv er forhindret.

Sygdom og død

Hunde bliver syge og kommer til skade, de får lopper osv. Disse udgifter er ikke regnet med, men en del af udgifterne kan tages fra opsparingen til uforudsete udgifter, der i hundens levetid andrager 15.600 kr. Den opsparing til det uforudsete er sat til 200 kr. om måneden i år 1, og 100 kr. pr. måned i de følgende år.

"Hundebegravelsen" er heller ikke en selvstændig post i budgettet, men udgifterne bør tages af opsparingen til de uforudsete udgifter.

Mit budgetoverslag til hundehold må altså ses som i den absolut realistiske ende, og der kan nemt løbe flere udgifter på.

Se beregning:

Hvad koster det at have hund?

I løbet af sin levetid koster en hund i omegnen af 97.000 kroner i anskaffelsessum, engangsudgifter samt driftsudgifter. Det første år koster den 2.000 kroner om måneden, hvorefter udgifterne falder til omkring 550 kr. om måneden. Derudover kommer uforudsete udgifter som f.eks. hundefrisør, sygdom og pasning. I gennemsnit svarende til 15.600 kroner.

Ann Lehmann Erichsen

Ann Lehmann Erichsen, cand. jur., er forbrugerøkonom og ansat i Nordea. Hun vil jævnligt levere klummer om penge og privatøkonomi til ALTfordamerne.dk.

Hendes fokusområde er privatøkonomi. Via undersøgelser og analyser formidler hun den nyeste viden om danskernes privatøkonomi og forbrug.