Lektion 3: Sådan gør du, hvis du er vidne til seksuel chikane på din arbejdsplads
Skal man gribe ind, hvis man er vidne til seksuel chikane på sin arbejdsplads? Og hvordan gør man det på en måde, så man er sikker på at respektere sin kollegas grænser? Bliv klogere her.
Denne tekst er leveret af HK Privat i samarbejde med ALT.dk. Se resten af lektionerne fra #MeToo-skolen her.
Selvom du aldrig selv kunne drømme om at udsætte en kollega for seksuel chikane, så kan man godt være en del af et chikanerende miljø.
Her udspringer chikanen ofte i den grundlæggende tone på arbejdspladsen eller fra en kollega eller en konkret gruppe af dine kolleger. Chefer kan desværre også være involveret.
Et chikanerende miljø kan fx bestå af upassende plakater, billeder, mails, SMS’er, seksuelle vittigheder, berøringer, hentydninger til folks kroppe og rygtedannelser om privatlivet.
Og her kan vi som kollegaer blive endnu bedre til at sige fra – også på hinandens vegne, mener næstformand i HK Privat, Anja C. Jensen:
”Seksuelle krænkelser skader stemningen på arbejdspladsen. De fremmer den ikke. Man har ikke en god stemning, når alle går og putter sig lidt med at finde sig i en uønsket seksuel tone, som ofte skabes af et ledende net af medarbejdere. Derfor er det vigtigt at få sagt fra. Og hvis du er den, der har styrken til det på arbejdspladsen, så skal du bruge den styrke.”
Du føler dig måske ikke selv udsat, men hvis du kan se, at der er flere, som krymper sig, eller på anden vis ikke føler sig tilpas med den tone eller sprog, der er bliver brugt, så har Anja C. Jensen 5 råd til, hvad du kan gøre:
(Modelfoto: Getty Images)
5 råd til, hvad du gør som kollega, hvis du hører om eller er vidne til seksuel chikane på din arbejdsplads:
Støt op om din kollega og lyt til hans/hendes historie, hvis de kommer til dig. Hvis en kollega fortæller om krænkende oplevelser eller ubehag ved tonen på arbejdspladsen, så lyt opmærksomt og stil uddybende spørgsmål, hvis han eller hun går i stå.
Vær opmærksom på, hvilken løsning, som den, der føler sig udsat, selv ønsker. Hjælp dem fx med at få sagt aktivt fra eller få sat gang i, at de taler med en arbejdsmiljørepræsentant, tillidsrepræsentant eller deres fagforening. Du kan også tilbyde at gå med dem ind til chefen (hvis denne ikke er den chikanerende part).
Hvis I har en politik eller regelsæt for mobning og/eller krænkende handlinger, så kan du gøre opmærksom på den, så den forulempede har noget at holde sig til.
Hvis du er direkte vidne til, at en kollega bliver udsat for noget, som de ikke føler sig tilpasse i, så sig fra på deres vegne. Det kan ofte være svært, fordi vi er bange for at blande os i andres sager, men brug fx sætninger, hvor du siger til den, der går over stregen, at DU ville opleve vedkommende som grænseoverskridende/krænkende/chikanerende, hvis det var dig, det handlede om.
Gå selv til ledelsen, en arbejdsmiljørepræsentant eller en tillidsrepræsentant etc. og sig fra overfor den uholdbare situation. Selvom det ikke er dig, som det går ud over, så spreder et dårligt arbejdsmiljø sig som gift på en arbejdsplads.
Hvad er seksuel chikane?
Seksuel chikane er mobning af seksuel karakter dvs. en krænkende handling, fx når en ansat udsættes for en adfærd, som af den ansatte opfattes som nedværdigende. Folks grænser er forskellige, og derfor kan det være svært at komme med en præcis beskrivelse af, hvad seksuel chikane er. Men ifølge den danske ligebehandlingslov og ligebehandlingsdirektivet fra EU, er seksuel chikane:
“Enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.”
Arbejdstilsynets hotline giver råd og vejledning om krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane på arbejdspladsen. Når du kontakter hotlinen, kommer du til at tale med en medarbejder, der er uddannet i at besvare spørgsmål om krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane.
Man kan kontakte hotlinen på tlf. 70 22 12 80. Når man kontakter hotlinen, er du anonym.
Alle kan ringe til Arbejdstilsynet om krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane på arbejdspladsen. Man kan fx ringe, hvis:
Man selv bliver krænket, herunder mobbet eller udsat for seksuel chikane
En af ens kollegaer, en ven eller et familiemedlem bliver krænket
Din virksomhed har akutte problemer med krænkende handlinger
Seksuel chikane påvirker også kolleger og arbejdsplads
Krænkende handlinger kan, afhængig af grovhed, hyppighed og varighed, føre til alvorlige sygdomme som depression, posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) og hjertekar-sygdomme.
At være vidne til krænkende handlinger kan også indebære en helbredsmæssig risiko. Vidner kan opleve stresssymptomer som fx nedsat stemningsleje, søvnproblemer og udbrændthed, om end i mindre grad end de personer, der udsættes for krænkende handlinger.
I slutningen af august afslørede Sofie Linde, at en tidligere ”stor tv-kanon” i DR havde truet hende med, at han ville ødelægge hendes karriere, hvis ikke hun gav ham et blowjob. Det skete for 12 år siden til en julefrokost i mediehuset.
Siden har debatten om sexisme og seksuel chikane for alvor rullet i Danmark.
Efter Sofie Lindes afsløring er flere kendte værter stået frem med lignende oplevelser med seksuel chikane i mediebranchen. ALT.dks livsstilsredaktør har også delt sin.
Den 9. septemberefterlyste ALT.dk beretninger fra både mænd og kvinder, der har oplevet seksuel chikane på deres arbejdsplads. Over 70 beretninger er siden blevet delt – fra en lang række forskellige brancher og aldersgrupper.
Den 10. september skrev over 700 kvinder fra mediebranchen under på, at de selv havde oplevet eller været vidne til seksuel chikane og sexisme på arbejdspladsen. På få dage steg antallet af underskrifter til mere end det dobbelte.
Den 14. september sendte 10 tidligere praktikanter et brev til ledelsen i DR, hvor de beskrev sexistiske og krænkende oplevelser, de har været udsat for i mediehuset.
Den 21. september sendte 46 tidligere og nuværende medarbejdere på Ekstra Bladet et brev til ledelsen, hvor de kritiserede manglende handling over for en sexistisk kultur på avisen.
Den 23. september oprettede ALT.dk #MeToo-skolen i samarbejde med HK Privat for at pege på konkrete løsninger, der kan sikre trygge arbejdspladser uden sexchikane.