Ved du, hvordan du lærer at elske dig selv?
Søs Magda Oppermann lever efter nogle retningslinjer, som giver hende en større glæde i hverdagen end hendes tidligere liv, og som har været med til at gøre hende til en glad og hel person. I sin bog ”Ny kærlighed” beskriver hun sin egen rejse fra fokus på ydre luksus til indre lykke. Her deler hun de leveregler, som har givet hende kærligheden til sig selv – og et bedre liv.
Jeg følte mig som et plagiat
Vi taler så meget om kærligheden. Men den er stadig et tabu – især hvis det gælder kærligheden til os selv. Får du måske lyst til at vrænge ordene ud: ”Kærlighed til mig selv!” eller er det bare ikke noget, du bruger tid på at tænke over i din travle hverdag?
Se på dit liv udefra som en tilfældig tilskuer! Det indeholder måske alt det, der burde give en moderne kvinde et rigt liv. Sådan så mit ud – men jeg følte mig alligevel lidt som et plagiat af et menneske. For mig blev det på et tidspunkt meget klart og overvældende, at noget manglede i mit liv – men hvad det var, vidste jeg ikke.
Da jeg begyndte at lytte, gik det hen ad vejen op for mig, at det, jeg manglede, netop var kærligheden til mig selv. I de følgende år fandt jeg frem til nogle af de ting, jeg måtte gøre for mig selv for at blive en hel og glad person.
Gør dig selv en tjeneste, og lær at lytte til dig selv og din intuition.
Første skridt er kroppen
Motion er essentielt. Det gælder om at finde lige den type motion, der nærmest bliver en nødvendighed for dig at udøve, for det er ikke bare godt for din kondition, men giver dig også inspiration og velvære. Hvilken type motion er du til?
På et tidspunkt troede jeg, at yoga ville være perfekt – men det er slet ikke mig. Jeg har brug for mit træningsprogram for at mærke min krop. Det giver mig overskud og en følelse af at passe på mig selv. Jeg danser af sted på min spinningcykel, så jeg kan mærke hver fiber i min krop tre gange om ugen. Så jeg sveder og lugter, mens jeg fyrer den af til technorytmer.
Ro er stærkt undervurderet
Ro omkring dig uden krav – hverken fra dig selv eller andre – er ikke en luksus, det er en nødvendighed. Vi har brug for ro, men styrter ofte fra det ene til det andet uden pauser. Hvor meget ro er der i dit liv?
Jeg får den ro på min daglige gåtur i skoven med min hund. Jeg fandt ud af, at for mig er det alt afgørende, at jeg kobler hovedet fra og kommer ned i min krop og mærker efter, hvordan jeg har det. Sådan får jeg energi, og sådan får jeg svar på spørgsmål. Det er vigtigt, at turen er præcis den samme hver dag, for så skal jeg ikke orientere mig.
Tværtimod kender jeg hver eneste sti, hvert træ, og jeg kan nyde stilheden, naturen og min hunds glæde. En anden fast ingrediens i min dag er mine meditationer på et eller andet tidspunkt, som passer ind – og for det meste er det bare 15-20 minutter.
Få styr på økonimien - det hjælper
En af de helt store gevinster ved at blive bevidst om, hvad din økonomi tillader – og leve efter det – er, at du bliver mere uafhængig. Så er det dig, der styrer. Prøv lige at tænke over, hvor mange gange i denne uge, du har brugt penge på noget unødvendigt – også små, unødvendige tilbud i Netto? Og hvor tit kommer du hjem med et impulskøb, som dybest set slet ikke passer ind i din garderobe?
Da jeg skulle skære mit budget drastisk ned, fandt jeg bl.a. ud af, at det virkede rigtigt godt at købe enkelte gode og dyre basisting og så supplere med loppefund eller genbrug – det var en åbenbaring, at jeg faktisk kunne beholde den samme stil til næsten ingen penge.
Der gik sport i at opspore gode tilbud – også i supermarkedet, hvor jeg vænnede mig til at komme kort før lukketid, det gav tit nogle gedigne rabatter. Vi boede i byen på det tidspunkt, og jeg sparede mange penge ved at sælge min store bil, og i stedet sammen med naboen at købe en lille delebil, som vi havde en uge hver. Resten af transporten foregik på cykel.
LÆS OGSÅ: Guide: Sådan bringer du balance i dit liv
Find et realistisk kvindeideal
Føler du, at du bare ikke er en god nok kæreste, kollega eller mor – eller måske alle delene? Virker det på dig, som om alle dem i bladene og på tv eller hende, der sidder over for dig i toget hver morgen har meget mere tjek på det hele? Tror du, at de har styr på følelseslivet og klart er endt i den rigtige karriere – og naturligvis er på vej op ad trinene?
Dybest set ved du garanteret, at det ikke kan være rigtigt, men lige nu er du et nemt offer. Hvis du kan mærke, at nogle ting i dine omgivelser gør dig mere forstemt og pirrer mere til en følelse af utilstrækkelighed i dig, end de gør dig glad, så drop dem for en tid. Gør i stedet noget, som giver dig overskud og glæde.
Den store kærlighed – igen og igen
– Tror du på eller drømmer om den ene, store kærlighed, som holder hele livet? Eller er du måske skilt og føler, at det var en fiasko, at I ikke kunne få familien til at fungere, og du måtte bryde op eller blev forladt?
Jeg var ved at gå fuldstændig i stykker, da jeg besluttede mig for at blive skilt, mens jeg havde to små børn. Men jeg blev nødt til det, og jeg har indset, at et kærlighedsforhold kan være godt for en tid. Det kan være den store forelskelse og det perfekte parforhold, det skønne og tætte ægteskab. Men hvis det begynder at mangle liv og puls, og kærligheden visner, skal det måske slutte.
Du må lære at lytte til dig selv, dit hjerte og din intuition og turde handle på det. Du må turde vælge til, men også fra, hvis du mærker, at det her ikke længere er det rigtige for dig. Måske kan det ikke lade sig gøre at leve dine længsler eller drømme ud i det forhold, du er i. Jeg siger ikke, at man ikke skal arbejde for sit forhold, men måske har det sin tid. Det er ikke ensbetydende med, at det har været dårligt hele tiden.
Bliver du rørt nok ved?
Føler du dig attrået og værd at elske, når din partner rører ved dig? Og hvordan har du det, hvis han slet ikke har lyst til eller behov for fysisk berøring eller sex med dig?
Alle mennesker har brug for at blive rørt ved. Det er et menneskevilkår. Og vi har alle en seksualitet, som vi udlever mere eller mindre. Jeg levede i årevis sammen med min kæreste uden sex, ind til det gik op for mig, at jeg havde undertrykt min seksualitet, lyst, følelser og kærlighed i al vores travlhed.
Min kæreste havde ikke samme behov, men vi var heller ikke parate til at gå fra hinanden. Løsningen – efter vi havde prøvet parterapi, lingeri, film – blev, at jeg tog mig en elsker. I fuld forståelse mellem os alle tre. Hold da op det hjalp! Det var skønt at føle lidenskab, passion, begær og blive vækket som kvinde igen! Jeg vågnede op til lyst og til en del af mig, som jeg også er – jeg blomstrede.
Brug kriserne konstruktivt
Du bliver sagt op. Du mister prestige. Du bliver forladt eller forlader. Du eller en af dine nære får en sygdom. Det gør forfærdelig ondt – ja i den grad. Og du har ret til at føle chok, sorg, vrede alt efter, hvad det er, du ramler ind i. Men borer du dig ned i ulykken og bliver der? Eller prøver du trods alt at hive dig selv op og se mulighederne i din nye situation? Det har vist sig, at folk, der kommer godt igennem kriser, er dem, der accepterer dem og bruger dem konstruktivt.
Noget af det, jeg har måttet sande og lever efter, er at se nye situationer som en mulighed for at vokse som menneske. Jeg har lært, at hvis det er mig, der bliver nødt til at slutte noget, er det, fordi jeg skal videre i den retning, som nu er rigtig for mig. Når jeg accepterer hele mig, og accepterer at tingene ikke kan blive ved at være, som de var, viser jeg mig selv kærlighed. Det var dejligt og rigtigt, men det er det ikke mere.
Og hvis det er mig, der bliver smidt ud eller fyret, ja, så må der også være en mening med det – der er måske noget, jeg skal lære. Jeg forsøger i hvert fald at vende det positivt for at se, hvad gaven er i det.
– Selvfølgelig er det også i de store kriser, at vi som mennesker kan have brug for at hente kræfter uden for os selv, bede om hjælp til at få et tegn. Nogle finder støtte i deres religion, nogle i det spirituelle og andre ved at gå i en eller anden form for terapi. Men i sidste ende skal det føles rigtigt helt inde i hjertet. Hvordan kommer du gennem de eksistentielle kriser, så du vokser af det?
LÆS OGSÅ: Er du et "vi" eller et "jeg"?