Nyt X Factor på vej? Sanne Salomonsen skal være dommer i nyt DR-show
Bliver det her mon det nye X Factor?
Syngene talenter har fredag efter fredag imponeret os i X Factor på DR. Det er ikke længe siden, tiende og sidste sæson rullede over scenen, hvor vi kunne møde endnu flere nye musiktalenter - og endda også en ny dommer: Den 62-årige Sanne Salomonsen, også kendt som ”Danmarks Rockmama”.
Men Sannes Salomonsens tid som dommer i DR-regi er ikke slut endnu.
Til efteråret lancerer DR nemlig et helt nyt underholdningskoncept, hvor Danmarks Rockmama skal coache danske musiktalenter. Det afslører mediet i en pressemeddelelse.
Programmet hedder ”LIVE! – Danmarks nye liveartist”, og til forskel fra X Factor er det nu ikke længere kun den gode stemme, Sanne Salomonsen skal lede efter i selskab med en meddommer. De skal også vurdere deltagerne ud fra, hvem der skaber det bedste live-show.
- Det har været vigtigt for DR at ramme noget tidsaktuelt i vores søgen efter et nyt underholdningsformat, fortæller Jan Lagermand Lundme, der er underholdningschef i DR i pressemeddelelsen.
Han mener, at det nye underholdningskoncept skal forsøge at følge de strømninger, som han ser i den danske musikbranche.
- Hvor det før i høj grad var musikudgivelser, der var omdrejningspunktet for danske kunstnere, er tendensen i øjeblikket, at det er på livescenerne, at mulighederne ligger. Derfor sætter vi med ’LIVE!’ fokus på at skabe musikforståelse, hylde den fantastiske live-optræden og dermed den store publikumsoplevelse, siger han.
Hvem der bliver Sanne Salomonsens meddommer er endnu ikke offentliggjort.