Sascha Dupont

Sascha Dupont: Derfor kan min mand ikke flytte med os til Danmark

Hvert årti har sin egen fortælling. I denne uge er det musiker Sascha Dupont, som tager os medgennem sine aldre.

0-10 år: Med mormor ved klaveret

"Allerede som treårig opdagede jeg det store instrument, der kunne sige fine lyde og stod hjemme hos min mormor og morfar, hvor jeg voksede op. Du må spørge min mormor, hvordan det lød, når jeg spillede på det. Men jeg kunne ret hurtigt høre noget musik i radioen og så gå hen og spille det på klaveret. Ofte sad min mormor og spillede klaver med mig."

Artiklen fortsætter efter videoen...

"Jeg var vist lidt af en hidsigprop, som kunne gå ind og smække med døren og komme ud fem minutter senere, som om intet var hændt. Jeg gør det stadig, og min mand har svært ved at forstå det, men det er sgu da bedre end at gå og være sur i flere dage. ”Let out the steam”, som man siger i USA."

"Jeg blev opdraget af min mormor og morfar, og det var måske lidt af en bjørnetjeneste, for jeg blev passet ekstra på, og da jeg flyttede hjemmefra, anede jeg ikke, hvordan man betjente en vaskemaskine. Det har jeg lært sidenhen, men jeg er stadig det, som man kan kalde kulinarisk udfordret, for jeg kan ikke ret meget andet end at koge et æg. Som min mand siger: ”Honey, stick to the piano”, men han tager da nogle gange både to og tre gange, når jeg har lavet mad."

10-20 år: Falch og Turèll

"Jeg gik ikke ret meget i byen, for allerede som 14-årig sad jeg på spillestedet No. 9 i Vejle. Jeg var god til at møve mig ind, så der sad jeg ofte og spillede om eftermiddagen og blev så hængende til om aftenen, hvor jeg mødte folk som Michael Falch. Der var også spillestedet Kridthuset i Vejle, hvor jeg mødte Dan Turèll, da jeg var 15-16 år."

"Mine bedsteforældre kørte mig derhen og hentede mig igen om aftenen, for de kunne se, at jeg elskede at spille de steder. Når jeg kom hjem om aftenen, sad jeg tit og fik en kop te med mormor. Hun er kun 43 år ældre end mig, så det føltes jo lidt som en mor."

"Jeg boede hos mine bedsteforældre, til jeg flyttede hjemmefra som 18-årig. Mit forhold til min mor var fint, og i dag bor vi tæt sammen, og hun hjælper mig med Timothy, når jeg er væk. Min mormor er 90 år i dag, og hun har også tit Timothy, når jeg for eksempel er på arbejde på Sjælland."

20-30 år: Vild ungdom

"Mine 20’ere egner sig ikke til et pænt blad, ha! Jeg var flyttet til Aarhus som 18-årig for at læse på konservatoriet, så jeg var allerede færdiguddannet som musikpædagog som 23-årig. Men jeg fyrede den af, skal vi sige det sådan? Jeg var i hvert fald ikke en bly viol. Jeg har haft min del af mænd, og hvis der sidder nogen derude, som er blevet krænket af mig dengang, så er det sgu bare ærgerligt."

"Om dagen studerede jeg, og om aftenen var jeg ude at spille. Jeg mødte Morten, da jeg var 22 år, og vi var sammen i 12 år. Jeg ved ikke, hvorfor det lige blev ham, jeg slog mig til ro med, det var vel noget med tiltrækning, og på den måde fik han sat en stopper for den vilde side af mig. Men på det tidspunkt havde jeg da også været lidt omkring."

"Da jeg var 25 år, blev jeg anbefalet at tage med til en audition på et nyt DR-program, som hed Hit med sangen, og da jeg hørte om det, tænkte jeg ”Hold da kæft, det er lige mig. Jeg kender jo alle sange i hele verden.” Så tog jeg til audition og gav alt, hvad jeg havde i mig. Når jeg ser optagelsen i dag fra min audition, kan jeg godt forstå, at de valgte mig. Jeg fyrede den af."

30-40 år: Skilsmisse og ny kærlighed

"Morten og jeg var ofte i USA med nogle andre sangskrivere, men i 2008 flyttede vi derover, fordi jeg skulle over og skrive nogle sange, og Morten trængte til luftforandring. Jeg har aldrig i mit liv skrevet så få sange som dengang. Vi boede i Beverly Hills 90210, men efter ret kort tid blev vi enige om at blive skilt. Jeg begyndte at date en ung rapper, som var ti år yngre end mig. Men en langhåret 23-årig rapper kunne altså noget for en nyskilt kvinde som mig."

"Jeg vidste godt, at det ikke bar nogen steder hen, for han røg ret meget hash og boede hjemme hos sin mor. Men han gav mig opmærksomhed, og det var lige, hvad jeg trængte til på det tidspunkt. Mens jeg stadig var sammen med rapperen, skulle jeg en aften spille et job som korsangerinde et sted i Santa Monica."

"Vi skulle spille kl. 21.30, og jeg var tæt på at aflyse, fordi jeg var træt og sikkert også havde menstruation. Da jeg kom derhen, var showet flyttet til 22.30, og jeg var rasende. Jeg var ikke verdens rigeste pige, og jeg tjente ikke ret mange penge på den slags småjob. Der stod et band på scenen og spillede, da jeg kom ind, og det lød så fedt. En af dem var Bryan Conner. Det var 9. april 2010, og vi flyttede både sammen og blev gift senere det år. Der er jo ingen tid at spilde, hvis man gerne vil nå at have sølvbryllup."

"I 2013 fik vi Timothy. Jeg havde egentlig ikke nemt ved at blive gravid, men jeg prøvede både kinesisk akupunktur og at folde mine hænder, og en kombination af Vorherre og kinesere var åbenbart hvad, der skulle til. Og som man siger: Jo mere man øver sig, desto bedre børn får man. Jeg fødte Timothy på et hospital i Beverly Hills, og jeg var glad for, at jeg havde forsikring, for det kostede over $100.000 at føde ham."

"I USA har man ikke barsel på samme måde som i Danmark, så jeg spillede helt op til fødslen, og da han var tre uger gammel, var han med på bar for at spille og sad der med ørebøffer i sin autostol. Så jeg var ikke på traditionel barsel, men jeg er heller ikke ret god til at lave ingenting. Det var et årti med USA, skilsmisse, ny kærlighed og baby, så det må nok være det mest begivenhedsrige årti i mit liv."

40-: Splittet mellem to lande

"Åh, hele min krop gør ondt her i 40’erne, og jeg er også i fuld gang med overgangsalderen med hedeture og det hele. Man får lyst til at løbe nøgen rundt udenfor, men der er jo også naboer at tage hensyn til. Men det er da bedre at have hedeture i Horsens end i 42 grader i Californien. Lige nu bor Timothy og jeg i Danmark, fordi USA lukkede ned i 2020, og det så ud til at vare ret længe."

"Jeg skulle på turne med Sing-Sing-Sing (dansk pop- og rockband, som Sascha Dupont er medlem af, red.) i efteråret 2020 i Danmark, så Bryan spurgte mig, hvorfor jeg ikke tog Timothy med til Danmark for også at give ham en oplevelse. I starten boede vi hos min mor, men vi har boet i vores eget hus i Horsens i et år nu."

"Planen er at rykke tilbage til USA i sommeren 2023. Bryan taler om at bygge et nyt hus til os, han har sit eget byggefirma. Det er også derfor, han ikke kan flytte med os til Danmark, men det er hårdt for den lille. Det er også hårdere for mig, end jeg havde troet, for jeg står alene med det hele, jeg har dog heldigvis familie og venner i nærheden. Jeg er også blevet gladere for at være i Danmark, end jeg havde troet, så jeg er faktisk meget splittet. Hvis jeg måtte bestemme, boede hele min familie fem år i Danmark nu, men jeg er også glad for USA, så vi skal tilbage dertil."

"Først skal jeg dog lige være med i Jægerspris revyen. Jeg kom med, fordi jeg, da jeg kom til Danmark, ringede til alle, jeg kendte og sagde, at jeg var hjemme igen og var frisk på at arbejde. Jeg kunne jo ikke bare gå og dandere den og sige: ”Bryan, send flere penge.” Så ringede de fra Jægerspris Revyen og spurgte, om jeg ville være med til det. Jeg er faktisk møgforkælet med arbejde. I denne uge spiller jeg ude onsdag til søndag, og det er det samme i næste uge. Jeg har jo været væk hjemmefra i 12 år, så jeg frygtede, at jeg ville gå i glemmebogen. Jeg er helt rørt over, at folk stadig kan huske mig."

Om Sascha Dupont, 46 år

  • Oprindeligt fra Vejle.
  • Kom med i musikprogrammet Hit med sangen i 2000 og flyttede i 2008 til USA.
  • Bor i dag midlertidigt hjemme i Danmark sammen med sin søn, Timothy, på otte år.
  • Fra 28. januar aktuel som kapelmester på Jægerspris Revyen.