Apps

Se tre apps til bogelskere

Bliver din iPad også mest brugt til bippende børnespil og ligegyldige overspringshandlinger? ALT for damernes boganmelder, Katrine Nadia Jørgensen, anbefaler tre digitale fortællinger, der udnytter mediet til fulde.

TIL DE VOKSNE: FORFØRT AF SUNDHED

Zetland er min absolutte yndlingsbeskæftigelse, når jeg ligger og slænger mig med min tablet. Zetland skrives af en gruppe kreative folk, der går bag om de aktuelle nyheder. Deres fortællinger – også kaldet "singles" – bruger litteraturens virkemidler. De er længere end noveller, men kortere end romaner. Netop nu er Nilo Zand aktuel med en personlig fortælling om jagten på det sunde liv. Da hun blev gravid, gik det op for hende, at hun var blevet forført af motion og helsekostprodukter og måtte lægge sit liv om. Køb den på Zetland.dk eller via Riidr-app'en.


TIL DE MELLEMSTE: LYT TIL DIN LÆSNING

Hvis du har et barn, der lige er startet i skole, kender du sikkert Dingo-serien. Men måske ved du ikke, at serien er omsat til app'en "Lydret Dingo". Dit barn kan få læst historien langsomt op, mens hvert enkelt ord markeres rytmisk. Hvis barnet selv vil læse højt, er der stadig mulighed for at markere enkelte ord, der ønskes oplæst. Det bedste er, at barnet kan optage sin egen oplæsning og på den måde blive en bedre læser. Hent den i App Store og få historien om Jon og Max med gratis.


TIL DE SMÅ: TRÆD IND I MUMI-SKOVEN

Selv om man har små pølsefingre, der hele tiden proppes i munden, er der mulighed for at få en god oplevelse med Gyldendals nye app. I klassikeren "Hvad sker der så? Mumi, Mymlen og Lille My" er Mumi på vej gennem den faretruende skov med mælk til sin mor. Barnet kan deltage i handlingen ved at trykke, tilte eller tegne på skærmen. Min tre-årige er vild med app'en, der så fint mimer Mumitroldenes nostalgisk farverige og evigt foranderlige univers. Find den i App Store.