20 år med Sex and the City: Carrie, din møgforkælede strigle

Den var stensikker. Hver søndag eftermiddag traskede min roomie Camilla og jeg mod Aldi i Vestergade i Aarhus for at forsyne os med appelsinsodavand, chips på rør og wannabe-Magnum-is. Vi havde tømmermænd, og det var, hvad SU-budgettet rakte til for at dulme de rystende knæ og forsøge at skabe balance mellem yin og yang, salt og fedt.

Når vi vendte tilbage til lejligheden og stuens 28 tommer-tv, ligeså bred bagtil som en flyttekasse, var der kun én ting, det duede at fodre dvd-afspilleren med: Sex and the City. Først købte Camilla løbende de enkelte sæsoner på dvd, når de blev udgivet. Siden investerede jeg i bokssættet (som var på tilbud i Føtex i Guldsmedegade til 600 kr. Oh my god!). HBO-seriens seks sæsoner pakket i en ‘skotøjsæske’ med lyserødt låg og sort bund. Det var naturligvis før millennialpink fik sit navn, og streamingtjenester og binge-watching kun var et par tryk væk på en skærm. Det var dengang, hvor man gjorde sig umage med at udvælge, hvad dvd-samlingen skulle udstyres med.

Vi svælgede ikke bare i pæne kjoler og punchlines: “Sweetheart, you can’t go listening to every fucking little voice that runs through your head. You’ll go nuts,” som Samantha, den kloge kone, sagde til Charlotte. Vi svælgede mest af alt i de fire kvinders mandeproblemer, som vi sammenlignede med vores egne strabadser med det modsatte køn i fredagsbaren. Jeg er i tvivl om, hvorvidt vi blev mere vidende af at gennemleve Carrie, Miranda, Charlotte og Samanthas (sex)liv. Hvis vi gjorde, var det kun momentant, for vi glemte vores nyerhvervede visdom den følgende fredag, når vi henover shots og røgskyer forsøgte at indtaste drengerøves telefonnumre på vores klaptelefoner med meget små taster. Uanset, havde de fire newyorker-kvinders eskapader og efterrationaliseringer af samme helt sikkert en beroligende og opløftende effekt på os. Der var vel en grund til, at vi hele tiden vendte tilbage til kvartettens newyorker-on and off-singleliv.

Alder, sex, singlekvinder

Marie Carsten Pedersen er kultur- og tendensskribent på den digitale avis Zetland. Hun blev også hooked på serien cirka samtidig med, at jeg brugte dvd-boksen som sutteklud, engang i midt-00’erne, hvor hun faldt over og blev hængende i et TV3-maraton:

– I mange år nægtede jeg faktisk at se det, fordi jeg troede på alle fordommene om, at det bare handlede om sko og shopping. I dag synes jeg, at det er en genial serie.

Carrie var jo pisseirriterende, egocentrisk og selvforherligende. Men! Noget kan vi lære af hende... Foto: HBO Nordic.

Hun mener, at der er tre punkter, hvor SATC virkelig rykkede “ved den kulturelle fortælling om kvinder i vesten – og dermed også, hvad vi har at spejle vores selvbillede i.”:

1. Alder: – Vi har at gøre med en serie om fire kvinder omkring de 40 – og som ældes seriesæson for seriesæson. Den midaldrende kvinde er notorisk underrepræsenteret i populærkulturen, men i Sex and the City blev hendes historie og problemstillinger pludselig synlige.
2. Sex: – Der er sagt og skrevet meget om, hvordan SATC var et kæmpe nybrud for, hvordan og hvor meget kvinder havde, og talte om, sex. Og det hele passer. Det var banebrydende.
3. Singlekvindens status: – Før SATC var singlekvinden en negativ kulturel figur, en lidt sølle karakter. Efter SATC blev hun nærmest et ideal. Selv om SATC handler ret meget om at finde kærlighed, så ligger den store forskel i, at parforholdsstatus på ingen måde er altafgørende for SATC-kvindens værdi.

Iben Albinus er manuskriptforfatter og forfatteren til bogen Da Sex and the City ændrede verden. Allerede på uni skrev hun bacheloropgave om seriens første sæson, men fik den først rigtig ind under huden i 2006, efter hun havde fået sit første barn og fandt ud af, at serien var eminent at dulme ammesmerter med.

– Det gik op for mig, at den virkelig havde nogle kvaliteter og på mange måder trak gevaldigt fra i forhold til alt det andet, vi blev fodret med fra populærkulturen.

Hun udfolder Marie Carsten Pedersens pointe med singlekvindens status.

– Sex and the City var det første mainstreamprodukt, der viste singlekvinder, der ikke var tabere, ofre eller monstre. Tænk på morderiske Glenn Close i Farligt begær fra 1987, og Ally McBeal, der sagde: “Jeg er et offer for mine egne valg.” Sex and the City brugte hovedpersonernes søgen efter kærlighed som en trojansk hest til at fortælle en historie om fire kvinder, hvis venskab er seriens virkelige kærlighedshistorie, og det appellerede kolossalt meget til os.

Det var befriende, at der kom nogle kvinder og ejede deres karrierer og kroppe og forsøgte at finde meningen med deres kærlighedsliv. Det havde de mildest talt svært ved, men heldigvis havde de hinanden. Og så var de voksne! Meget mere voksne end Camilla og jeg, så der var håb. Når de måtte flyve højt og falde dybt i deres 30’ere, var vi naturligvis også berettiget til det i vores 20’ere.

Derudover var serien nem at holde af på grund af dens æstetik – alt var lækkert. Serien arbejdede på ingen måde ud fra less is more-filosofien og var en kærkommen kontrast til vores barndomshjems dyrkelse af 80’erne og 90’ernes monokrome minimalisme med ellipsebord, foldede lampeskærme, tremmesofaer og provinsuniform. Carrie og damerne skejede ud i deres påklædning, havde sindssyge lejligheder med tårnhøjt til loftet, lækkert hår og altid penge nok til endnu en cocktail og et par svinedyre stiletter. Dengang spurgte vi ikke hinanden, hvordan de dog fik råd. Sådan var det bare, en overflod af følelser og logoer, og vi red med på bølgen.

Tag dig sammen!

Det hele var dog ikke lykkeligt. Sæson fem for eksempel. Den sprang vi ofte over og lod ligge tilbage i kassetten. Det er den, der starter med afsnittet Anchors Away, hvor nogle friske matroser i uniform er i byen og giver de fire storbyveninder røde kinder. Det er også der, hvor Carrie har fået page, og det var, som om hun samtidig havde fået klippet noget af sin selverkendelse. Hun var usandsynligt kæk og stillede ofte op med to munde. Én hvor hun bider sig i underlæben, som var hun en lille pige, der plagecharmer, uden overhovedet at være bevidst om sin egen irriterende attitude. Og én, hvor hun former et lille ‘o’ med sine læber, siger “noooo!” og supplerer sin vantro mine med et par rynkede bryn. Jeg skulle have set denne oplevelse af sæson fem som et forvarsel.

Best friends 4-ever. Også efter de 40. Foto: HBO Nordic.

Sidste år, da jeg lå i sengen med en langtrukken influenza, smed jeg mig i dynerne med Mac’en og hev og sled vandret og lodret i de forskellige menubarer på Netflix og HBO for at finde serien. Den, der ikke kræver for meget af dig, men som samtidig kan skabe håb om, at livet fortsætter ude på den anden side af svedperler og værkende led. Sex and the City, selvfølgelig! Den havde reddet mig før, det skulle den få lov til igen. Men den gik ikke.

Mit tidligere gode forhold til Carrie, som altid har haft en sund skepsis, sluttede her. “Carrie, din møgforkælede strigle!” lå jeg, trods heftig feber, og rasede. “Hvorfor er du Aidan utro med den klaphat til Mr. Big?” og “Hvorfor tager du stiletter på, når du skal ud i Aidans hipstertræhytte? Hvis Kate Moss kan tage Hunter-gummistøvler på, så kan du også!” Og: “Nej, du skal ikke blive fornærmet over, at Charlotte ikke tilbyder dig at pantsætte sin vielsesring for at låne dig penge til at købe din lejlighed tilbage, efter bruddet med Aidan, når du lige har brugt en kvart månedsløn på et par høje hæle, der giver ligtorne” og “Det kan godt være, at du har god stil, men tag det nu ikke for vidt, du skal ikke binde din skjorte lige under brysterne og sætte et grønt prikket bælte i taljen henover dit bare maveskind.”

Jeg får, lidt, medhold fra Iben Albinus.

– Uh, jeg synes Carrie er lidt skabet. Jeg kan jeg slet ikke klare det afsnit, hvor hun er med Aidan på landet og går rundt og skriger, fordi der ikke er varmt vand.

Men hun holder også med hende.

– Jeg kan lide hende, når hun konfronterer sin egen ydmygelse – når hun er selvironisk. Jeg elsker afsnittet They Shoot Single People Don’t They?, hvor hun, mod sin vilje, har været på forsiden af New York Magazine med tømmermænd og til sidst trodser sin egen angst for at sidde alene på café. Det kunne man ikke dengang som kvinde, uden at det var pinligt. Jeg kan sagtens selv huske det; at sidde dér og udstille og acceptere sin alenehed.

Nå ja! Jeg fik faktisk trykken for brystet, da hun blev klasket op på forsiden af New York Magazine. Hun kunne have vundet VM i sorte rande under øjnene. Eller da hun faldt på catwalken, og bedstevennen Stanford Blatch siger: “She is a fashion road kill.” Tænk, hun skulle helt ned og ligge, før jeg igen kunne holde af hende. Tarveligt.

Mere rummelig er Marie Carsten Pedersen.

– Jeg har et rigtig godt forhold til Carrie. Hun er min favoritkarakter af de fire damer. Hun er den mest nuancerede og i mine øjne den mest realistiske, bl.a. fordi hun begår de samme fejl igen og igen. Præcis som rigtige mennesker gør. Hun er charmerende, hurtig i replikken, selvkritisk, tilpas neurotisk, nem at begejstre, samvittighedsfuld – men ofte på bagkant. Hun ryger, hun drikker, og hun er god til at sætte ord på sine svagheder og sine behov, også de urimelige. Hun er definitionen på perfectly imperfect.

Men er Carrie ikke bare en møgforkælet strigle? prøver jeg.

– Jo, lige så møgforkælet en strigle, som vi alle sammen er nogle gange.

Point taken.

Men hvorfor blev jeg så alligevel så irriteret på hende? Da jeg var i 20’erne, og Carrie var i 30’erne manglede vi begge realitetssans. Hverken hende eller jeg kendte til de der ‘konsekvenser’. Dem, voksenlivet er bygget af. Så da jeg genså serien i mit 34. år, var jeg vågnet fra studiedrømmen og de My Little Pony-farvede visioner om fremtiden og befandt mig i en seng omgivet af sammenkrøllede Kleenex og mere omsiggribende voksenproblemer udenfor influenzaboblen.

Lå jeg i virkeligheden bare og var misundelig på hendes i endnu højere grad I-lands-potente-problemer end mine egne? Nok manglede Carrie realitetssans, men ikke refleksion over sig selv.

– Hun reflekterer over sine valg og over sit selvbillede på et tidspunkt, hvor det at skabe sit eget selvbillede giver kvinder en ny magt. Det at fremstille sig selv er siden blevet en stor magtfaktor, og Carrie italesætter det at erobre social magt og indflydelse gennem sin fremstilling af sig selv. Det er en kæmpe kvalitet. Men når hun blander det med sko til 3.000 kroner og designertøj, trækker hun diskussionen og de menneskelige dilemmaer ned på et irriterende lavt niveau, siger Iben Albinus.

Kvinder i hovedrollen

Nu står vi her. 20 år senere. Ikke længere i stiletter med fjer og frynser, men i vores jordbundne sneakers, som krisen tre-fire år efter Sex and the Citys sidste afsnit fik os til at træde ned i. Lidt ældre, lidt klogere – også på den benhårde virkelighed. Men tag ikke fejl. Selv om Sex and the City virker lidt småstøvet i dag, har den revolutioneret ikke bare tv-serien som genre, men også vores måde at anskue kvinder på.

Nedtur. Stiletter kunne ikke bære Carrie alene. Foto: HBO Nordic.

– Serien fortæller en ret tankevækkende historie om, hvor tilbagestående vores syn på kvinder har været i Vesten indtil for nylig. I første afsnit diskuterer de, om kvinder kan dyrke sex som mænd – altså bare for fornøjelsens skyld. Tænk, at vi ikke var længere i 1998! Serien viser, at man indtil for meget nylig så kvinders want i tilværelsen som at få en mand. Punktum. Og hvis de ikke havde en mand, var de sociale tabere, siger Iben Albinus.

Carrie – og Miranda, Charlotte og Samantha har banet vejen for en lang række af tv-serier, hvor kvinder har hovedrollen. Følgende anbefales kraftigt; Issa Dee, spillet af Issa Rae i Insecure, Sam spillet af Pamela Adlon i Better Things, Madeline og Celeste spillet af Reese Witherspoon og Nicole Kidman i Big Little Lies og Offred spillet af Elisabeth Moss i The Handmaid’s Tale. Og der er flere.

– Carrie eksisterer stadig i tv-serier i dag, og hun har udviklet sig – til en lang række af de kvindefigurer, vi har set siden, og som ikke havde eksisteret uden Carrie. Som Hannah fra Girls, der både deler Carries neurotiske natur, skrivetalent og glæde ved mavebluser, og den begavede, men bitre Frances i Divorce, spillet af Sarah Jessica Parker, siger Marie Carsten Pedersen.

Iben Albinus har også et bud på en stærk kvindekarakter i dag.

– Som jeg ser det, er Carries og de andres arvtagere i dag kvinder som CIA-agent Carrie Mathison i Homeland. Hun er den nye Carrie. Vi er kommet lang vejs fra Sex and the Citys kvinder, der skulle navigere i en tid, hvor en kvindes naturlige mål i livet var at blive gift. Den lækre blondine er ikke længere drevet af at få en mand. Hun vil hellere redde verden.