Signe Molde: ”Forhåbentlig er det om 20 år en helt naturlig fordeling, at man kan have sig en hjemmegående husfyr”
Tv-vært Signe Molde-Amelung arbejder som en tosse, mens hendes mand vasker sure underbukser og smører madpakker til parrets to døtre. En rollefordeling, hun godt gad se mere af i fremtiden, fortæller hun i den nyeste udgave af Eurowoman, som er på gaden nu.
Signe Molde kunne vælge at ønske sig fred i verden eller færre gyldne håndtryk til ledere, der ikke fortjener dem.
Men det gør hun ikke. Ikke lige nu i hvert fald.
I stedet ønsker hun, at vi alle sammen kender Dallas København – pigen, som er hovedperson i den bog, hendes mand, Peter Molde-Amelung, netop har udgivet, og som er resultatet af en hverdag, der på ingen måde følger de traditionelle kønsroller.
- Hjemme hos os er det nemlig sådan, at jeg arbejder som en tosse, mens Peter går hjemme og smører pigernes madpakker, vasker vores klamme underbukser, hjælper til med manuskriptet til quizzen og skriver sine bøger – den første er Dallas København. Forhåbentlig er det om 20 år en helt naturlig fordeling, at man kan have sig en hjemmegående husfyr, siger hun i jubilæumsudgaven af Eurowoman, som er på gaden nu.
Selvom Signe hver uge får danskerne til at grine i DR2-programmet ”Quizzen med Signe Molde”, er det også Peter, der på femtende år står for få at trænet lattermusklerne i hjemmet, konstaterer hun.
Når altså ikke den rutinerede tv-vært selv bliver for distræt og kaster sig ud i de ulideligt pinlige situationer, hun efterhånden er ekspert i.
Både i arbejdslivet – og på hjemmefronten.
- For nylig var vi til et stort arrangement med børn og forældre fra min store datters fodboldhold. Jeg var helt smadret efter arbejde, så mens alle sludrede løs, lænede jeg mig op ad Peter, min mand, og lukkede øjnene et øjeblik. Da jeg åbnede dem igen, så jeg Peter komme gående lidt væk med to kopper kaffe … Jeg løftede forvirret hovedet, og gloede på min datters fodboldtræner, Andreas, der gloede lige så forvirret tilbage. Han syntes klart, det var temmelig mærkeligt og lidt intimt på den kiksede måde. Folk omkring os grinede. Det var pænt akavet. Og nu spiller min datter ikke fodbold længere, fortæller hun til magasinet.
Sådan er det med Signe Molde. Hun er rap i replikken, tåkrummende pinlig og har ikke ret mange hæmninger. Til gengæld er hun charmerende og hamrende dygtig til at grine af sig selv.
Læs hele interviewet med den humoristiske tv-vært her, hvor hun også fortæller, at man skal lade være med at pille for meget i egne navler, og at hun i virkeligheden er en kontrolfreak, som har gjort en af de mest hårdkogte politikere nervøs. Læs også, hvilket råd hun allerhelst vil give til sine døtre.