”Dybest set handlede det om meget mere end en invitation til ’casual’ sex”

For nylig mødte jeg en mand. En pæn, charmerende og overvældende sexet mand, som var den første i meget lang tid, der fik mig til at føle noget som helst fra taljen og ned.

Det var egentlig ironisk, at jeg skulle møde - og ikke mindst blive tiltrukket af - ham. Vores møde fandt nemlig sted i forbindelse med nogle praktiske forberedelser til min kommende bog om at leve som glad og selvvalgt single uden den mindste trang til romantik, og det var derfor lidt af en uventet bombe, som universet smed, da det valgte at lade denne mand dumpe ned på min glade og simple singlevej.

Læs også

Jeg er single på syvende år og GLAD: Hvorfor er det så svært at forstå?

For jeg er nemlig gladest for at være single. Jeg mangler ikke noget. Jeg savner ikke noget. Jeg søger ikke noget – og jeg trives lige nu allerbedst med ikke at være i et parforhold. Så hvad dælen skulle jeg nu stille op med, at der alligevel gik et y-kromosom rundt derude i verden og tiltrak mig så forbandet meget?

Sendte en sms

Jeg gik et døgns tid og lod det bundfælde sig, mens jeg tænkte over, om jeg skulle foretage mig noget. Jeg var reelt i tvivl. Skulle jeg skrive til ham og spørge, om han havde lyst til at mødes? Skulle jeg kort sagt følge min mave- og underlivsfornemmelse, eller skulle jeg lade den pæne mand gå uantastet videre ud i verden og bare fortsætte min fredelige eksistens?

En del af mig hældte mest til det sidste. Jeg kunne fint forblive i mit tilfredsstillende singleliv, og det ville ikke gøre en afgørende forskel i min hverdag, om jeg skrev til ham eller ej. Men så alligevel … når det nu er så sjældent, at jeg møder nogen, der kan tænde en gnist, ville det så ikke være spild at lade ham passere uden i det mindste at forsøge at fange hans opmærksomhed? For selvom jeg lige nu ikke drømmer om at møde den store kærlighed eller at blive elsket inderligt af en mand, kan man godt få trang til andre ting.

Derfor endte jeg med at skrive til den pæne mand og spørge ham, om han havde lyst til at ses til ”en singlecasual øl” (og ja, vi ved alle sammen godt, hvad dét betyder…) – og i dét øjeblik jeg trykkede ’send’, mærkede jeg en styrke, jeg ikke havde mærket længe.

Det gik nemlig op for mig, at netop denne lille handling var en stor personlig sejr på flere forskellige måder.

Ledt efter mit værd

Det var en sejr for mit selvværd, fordi jeg kunne mærke helt fra mit inderste, at et eventuelt afslag ikke ville rykke ved min selvfølelse (jeg siger tak til mange års terapi og arbejde med at finde min urokkelige grundværdi). Jeg troede i så mange år, især som teenager og i tyverne, at jeg fik min værdi tildelt af andre.

Jeg har lagt min værdi i andres - især mænds - hænder, og når de så kastede mig på gulvet, har jeg oversat det til min egen værdiløshed. Jeg har ladet det være op til andre, hvordan min værdi skulle defineres, og jeg har ledt efter mit selvværd alle andre steder end dér, hvor det hele tiden havde været: hos mig selv.

Derfor var det en sejr at mærke, at mit selvværd ikke længere var på spil, og at det ikke var min værdi som menneske - og især som kvinde - der var til forhandling.

Det var også en sejr over både min egen indre og min omverdens slutshamer, der så ofte har fortalt mig, at den slags ikke var passende. Jeg er rundet af 90’erne og 00’ernes populærkultur, hvor Roz Doyle fra tv-serien Frasier blev evigt slutshamet, og hvor Samantha Jones fra Sex and the City ikke kunne fortælle om en ny sexpartner, uden at hun skulle have en kommentar med på vejen om sin løsagtighed.

Jeg er rundet af veninder, der fortalte mig, at jeg burde udstråle lidt mere ”you want me, but you can’t have me”-energi, og af en omverden, der gjorde en dyd ud af altid at minde mig om, at jeg som hunkønsvæsen skulle være den passive part, der blev scoret og erobret – og at det modsatte ikke var værdigt nok, ikke feminint nok, ikke dydigt nok.

Endelig var det en helt generel sejr for den fabulous single woman, jeg er, fordi jeg blev mindet om, at der stadig findes mennesker i verden, der kan få mig til at føle noget som helst – og at det er fuldt ud tilladt for mig at handle på det, når jeg møder det.

Handler om meget mere

Jeg følte mig stærkere, end jeg havde gjort længe: For jeg havde set noget, jeg syntes, var spændende, og jeg var nu i gang med at udtrykke mit ønske om at få lov at se lidt nærmere på det.

Dybest set handlede det hele om så meget mere end blot denne invitation til mulig casual sex – for det kan overføres til så mange andre situationer i mit liv; lønforhandlingen, datinggamet, veninderelationen, ansættelsessamtalen. Det handler om troen på vores egen værdi.

Om at tro på, at vi er værdige nok til at måtte ønske os noget, og have modet til at sende ønsket tydeligt ud i verden. Det kan føles styrkende, helende og helt igennem magtfuldt at udtrykke sine ønsker og handle, som om man gerne må være her, i stedet for at tale sig selv ned på forhånd.

Så hvis du ser noget, du godt kunne tænke dig? Ja, så er det tilladt at sende dit ønske ud i verden (altså med respekt for andres grænser og en god portion situationsfornemmelse, naturligvis).

Han sagde i øvrigt ”ja” til at ses, ham den pæne mand – og han viste sig i øvrigt at være lige så sød og sexet, som førstehåndsindtrykket havde lovet mig – men det var slet ikke det vigtigste. Det vigtigste var nemlig, at jeg overhovedet spurgte.

Så lad os gribe livet, mulighederne og potentialet – og chancen for en date (måske endda flere) med et charmerende menneske. For én ting er sikker: Vi får ikke dét, vi ønsker, hvis vi ikke siger vores ønsker højt. Det kan måske føles lidt farligt, hvis man er ude af træning, men det værste, der kan ske, er, at vi får et nej.

Og med dét sagt vil jeg afslutte med en sætning, jeg engang hørte, og som jeg også selv trængte til at blive mindet om:

Bare fordi man får et nej, betyder det ikke, at man ikke skulle have spurgt.

Eller at vi skal skamme os over vores ønskelister, vil jeg fremover tilføje.