Sima Samar: "I Afghanistan er der ligeløn"

Hun ser meget ufarlig ud, som hun sidder der og nipper til sit vandglas. Det mest larmende ved hende er den farvestrålende jakke, som Sima Samar bærer, da ALT for damerne møder hende for at tale om kvindefrigørelse i forbindelse med hendes nylige besøg i Danmark.

Men man skal ikke tage fejl af det undselige udseende. Sima Samar er aktivist med krop og sjæl. Lige siden barndommen, hvor hun, uden succes, kæmpede for at opnå samme status som sine brødre, har hun været bevidst om den diskrimination, hendes køn bliver udsat for. En diskrimination, der ifølge Sima Samar også eksisterer i Danmark her i 2013.

For at opnå den uddannelse, som hun drømte om, måtte Sima Samar indgå et arrangeret ægteskab, da hendes far havde forbudt hende at studere, hvis hun forblev ugift. Således blev hun den første kvinde fra det etniske mindretal hazaraerne, der fik en lægeuddannelse på Kabuls universitet. Men kort efter blev hendes mand arresteret af soldater fra det daværende kommunistiske regime, og hun måtte flygte med deres lille søn. Hun så aldrig sin mand igen.

I 17 år levede Sima Samar i landflygtighed i Pakistan, hvor hun åbnede flere pigeskoler og hospitaler for kvinder. I 2001, efter Taliban var blevet fordrevet fra magten, vendte hun tilbage til Afghanistan og blev landets første minister for kvinders anliggender. En post, hun dog hurtigt blev fjernet fra, fordi hun satte spørgsmålstegn ved islamiske love, der efter hendes mening var kvindeundertrykkende. De samme konservative kræfter, der fik hende fjernet, har siden da yndet at referere til Sima Samar som "en afghansk Salman Rushdie".

– Afghanske kvinder har mange ting at kæmpe med. Vi har stor mangel på fundamental viden om kvinders rettigheder. På grund af den form for uvidenhed tror kvinder, at det er deres pligt at underkaste sig manden. Derfor er det vigtigt, at kende sine rettigheder. For når man kender dem, så kæmper man også for dem.

Hvad skal der til for at forbedre afghanske kvinders rettigheder?

– Det er vigtigt at uddanne kvinder. Både rent skolemæssigt, men lige så vigtigt er det at uddanne dem i, hvad deres rettigheder er. Og at opfordre dem til at deltage og udnytte deres rettigheder til at stemme, når der er valg. Det er vigtigt at sikre kvinder arbejde og egen indkomst, så de bliver uafhængige af deres mand. Og så er det vigtigt at have adgang til prævention. Hvis man har otte børn, er det svært at få tid til at gå op i politik eller at skabe sig en karriere.

– Der skal en bred vifte af ting til at styrke dem. F.eks. deres adgang til retfærdighed. Det er en basal menneskerettighed at have adgang til hjælp fra et retssystem. Så vil kvinder ikke længere acceptere vold som en daglig del af deres liv.

Hvad tænker du om danske kvinders vilkår?

– Jeg ved, at der er diskrimination imod kvinder overalt i verden. For eksempel har man mange steder stadig ikke ligeløn mellem kønnene. Kvinder bliver ikke betalt det samme for at udføre det samme arbejde, som mænd gør. I Afghanistan er der ligeløn. En kvindelig læge får samme løn som en mandlig. Vi havde ligeløn længe før de europæiske lande.

– Og hvor mange kvinder er med rent toppolitisk? Og hvor mange kvinder leder de store erhvervsselskaber? De rigeste mennesker er stadig mænd. Ikke bare i Afghanistan, men i hele verden.

Så det er vigtigt for danske kvinder at slås for ligeret?

– Jeg synes, det er vigtigt for os alle. Vi skal lære af hinandens oplevelser. Og det er en sag for os alle. For halvdelen af verdens befolkning og ikke bare for kvinder i Afghanistan og kvinder i Danmark. Vi skal være solidariske og støtte hinanden

– Jeg siger altid, at vi er en stor kvindekrop. Hvis den mindste lille del af en finger gør ondt, så mærkes det i resten af kroppen. For at redde os fra det skal vi støtte hinanden. Vores frihed vil være danske kvinders. Og med vores frihed kan vi lære af kvinder i Danmark.

Hvad kan danske kvinder lære af afghanske kvinder?

– Vi har overlevet meget svære situationer. De afghanske kvinder er meget stærke. Vi har oplevet krig, vold og drab. Vi har mistet mennesker, vi elsker. Men vi er her endnu, og vi hæver stadig vores stemme. Kvinder her kan lære at holde fast i deres rettigheder og at fortsætte med at slås for ligeret.

Hvad tænker du om fremtiden for afghanske kvinder?

– Politisk set er der sket en del. Vi har et kvotesystem, der sikrer, at 25 procent af medlemmerne i parlamentet er kvinder. Vi har tre ministre og andre kvinder i høje positioner. Vi har endda opnået, at ligeret mellem mænd og kvinder er skrevet ind i grundloven. Men hvis det skal være en vedvarende og holdbar løsning, skal vi fortsætte vores kamp med hjælp fra det internationale samfund.

– Jeg ønsker, at det afghanske folk vil leve med værdighed og have et værdigt liv. Et liv, man kun kan opnå, hvis man har adgang til basale ting som husly, mad og rent vand og ikke lever med frygt. Hvis man ved, at man har adgang til sundhedsvæsnet hvis man får et hjerteanfald. Hvis man er sikker på, at ens datter kan gå alene til skolen uden at blive kidnappet eller slået ihjel af en selvmordsbomber på vejen. Hvis man kan leve i sikkerhed, så har man et liv med værdighed.

LÆS OGSÅ: "Fuck usikkerheden og flinkheden"