sirène tryghedssalarm

Som 13-årig blev Kristine udsat for et overgreb – så fik hun en ide, der skal hjælpe andre i samme situation

Fire danske kvinder har fået en idé, der skal gøre dig tryggere i både hverdagen og nattelivet. Sammen har de nemlig skabt en lille, diskret tryghedsalarm, der på kort tid vil kunne alarmere nærområdet og tilkalde hjælp. Bliv klogere på Sirène-alarmen her.

Som 13-årig blev Kristine Skovgaard udsat for et voldsomt overgreb.

På en tankstation stak en mand pludseligt og uprovokeret en hånd op i hendes underliv. Butikken var fuld af kunder, og hendes mor sad blot 15 meter væk i bilen uden for, men ingen kunne Kristine og overgrebsmaden, fra hvor de stod.

Selvom Kristine altid havde været sikker på, at hun hurtigt og bestemt ville kunne sige fra, så frøs hun. Hun kunne ingenting. Hun kunne ikke så meget som at sige et ord.

2 ud af 3 danske kvinder siger sig helt eller overvejende enige i, at de frygter at blive overfaldet, når de færdes alene – især om aftenen. Det viste en Megafonmåling fortaget for TV 2 og Politiken i 2021.

Samme år kunne en undersøgelse fra Trygfonden vise, at hver femte dansker føler sig utryg, når de færdes i deres nærområde efter mørkets frembrud

Den frygt vil fire danske kvinder til livs med deres tryghedsalarm Sirène, som netop er kommet på gaden.

Sirène

I Kristine Skovgaards tilfælde var der et overvågningskamera, der stod helt rigtigt til at fange overgrebet og overgrebsmanden, så han kunne identificeres. Men sådan er det langt fra i alle tilfælde.

Kristine er én af de fire kvinder bag Sirène-alarmen, som alle har været udsat for hver sin meget ubehagelige oplevelse, men hvor gerningsmændene ikke nødvendigvis har stået til ansvar for deres gerninger.

Derfor besluttede de fire kvinder Kristine Skovgaard, Caroline Lilleør, Camilla Sonne og Camilla Højberg sig for, at de ville gøre det trygt for alle at færdes overalt – også alene, som deres slogan lyder.

alt.dk stiftede første gang bekendtskab med projektet tilbage i 2021. Dengang var Sirène stadig blot en ide og en prototype, som kvinderne ønskede at føre ud i livet.

Interviewet kom dengang i kølevandet på, at britiske Sarah Everard blev bortført og dræbt, da hun var på vej hjem fra en veninde. Hashtagget #TextMeWhenYouGetHome gik viralt og en massiv debat om kvinders sikkerhed blev sat i gang. Det gav kun kvinderne bag Sirène endnu mere incitament til at producere alarmen, som nu efter flere prototyper og testperioder er landet.

Den diskrete Sirène-alarm kan nemt sidde i nøgleringen eller holdes i hånden, hvis man føler sig ekstra utryg. Konceptet fungerer som Trygfondens Hjerteløbere, og når alarmen med et enkelt klik bliver aktiveret, tilkalder den såkaldte Sirène Runners, som består af frivillige og egne kontaktpersoner, der, når alarmen bliver aktiveret, bliver kaldt ud til overfaldsstedet, så de både har mulighed for at stoppe overfaldet, men også agere vidner.

Stor opbakning

Hos den frivillige organisation Offerrådgivningen, som rådgiver både ofre, vidner og pårørende, er de meget positive over for den lille alarm. Camilla Bellinger, som gennem flere år har været rådgiver i Offerrådgivningen i Østjylland, ser frem til, at alarmen nu kommer på gaden og kan komme i brug i særligt nattelivet.

”Vi oplever ofte, at folk føler sig utrygge, når de færdes alene, især om aftenen, og vi er sikre på, at Sirène er et værktøj, som vil kunne skabe en ny form for tryghed. Bare det, at den er der, og at du rent faktisk har muligheden for at bruge den, hvis du skulle være i nød, kan skabe en tryghed. Når det så er sagt, så er det, som vi reagerede på, og det, som jeg synes, er det fantastiske ved konceptet, er Sirène Runners og at involvere frivillige, som kan være med til at hjælpe personen i nød og agere vidne i og efter hændelsen,” fortæller hun.  

”Det er så vigtigt, at vi får snakket om at passe på hinanden og får gjort opmærksom på, at jo flere vi er om at holde øje med hinanden, jo bedre. Ikke, fordi det er farligt at gå ude om aftenen, men simpelthen fordi det skaber nogle mere trygge rammer.”

Alarmen sælges på Sirènes egen hjemmeside, wearesirene.dk.

To gode råd, til når du færdes ude efter mørkets frembrud

Camilla Bellinger, rådgiver i Offerrådgivningen, giver her sine bedste råd, til hvordan du passer bedst på dig selv.  

  • Skriv til dem derhjemme, hvor du er

”Hvad end det er din familie, kæreste, roomie eller venner, så sørg altid for at der er nogen, der ved hvor du er, og hvornår du går fra A til B. Så kan de se, om du når hjem på et rettidigt tidspunkt, og slå alarm, hvis du ikke gør det.”

  • Vær altid flere, der følges hjem

”Sørg for altid at være flere, der følges rundt og så langt hjem, som I overhovedet kan. Så er der altid nogen, der kan råbe om hjælp, og nogen, der kan vidne, hvis der skulle ske noget. Det er klart det bedste, at der går flere, for det virker også præventivt.”