Paw Henriksen: "Det har ændret mit liv fundamentalt at blive far"

Hvornår har du nydt dit arbejde mest?

– Det er sikkert røvkedeligt, men jeg nyder det mest, når det lykkes. Jeg er tilfreds, hvis jeg føler, at jeg er kommet i mål med det, jeg har øvet mig på, og jeg kan mærke, at publikum også er tilfreds. Hvis der derimod har været for kort tid til at øve, eller processen har været dårlig, er jeg ikke tilfreds. Men det ved publikum ikke, og det kan de også roligt være ligeglade med. Billetten har de købt og hængt på køleskabsdøren, så hvis jeg synes, at manuskriptet og skuespillet ikke er godt, er det mit problem. Selvom det er publikum, der betaler og skal have oplevelsen, er det alligevel rarest, når jeg også selv kan stå inde for det, jeg laver.

Hvilken begivenhed har ændret din måde at tænke på?

– Jeg blev far i august, og det har ændret mit liv fundamentalt. Der er pludselig en anden, der er en del af mig. Jeg er ikke bare mig selv. Man kan ikke forberede sig på at blive far, det er først, når man står i det, at man kan mærke, hvad det gør ved én. Der er en lang liste af ting, jeg ikke ønsker, at han skal gå igennem, men samtidig skal han også lære at slå sig. Der er ikke nogen, der gør det for én – og heller ikke mig. Jeg havde selv en lang, bumlet vej gennem skolesystemet, havde ingen retning, og det behøver ikke at være negativt, man skal bare finde ud af, hvad man gerne vil med tiden. Det vigtigste er, at der er kærlighed og opbakning hjemmefra, og det vil jeg altid give ham.

Hvad vil overraske folk at vide om dig?

– Jeg har ikke nogen lugtesans, og det gør, at jeg også er ligeglad med mad. Det værste, jeg ved, er at være på en gourmetrestaurant, hvor der er opstillet et slags teaterstykke, når tjeneren kommer ind og fortæller, hvad der serveres. Det betyder ikke noget særligt for mig, når jeg alligevel ikke kan smage maden. Jeg vil hellere have en gryderet med noget spark i. De sidste 20 år har jeg haft nedsat lugtesans, men det er også den sans, jeg mener, er mest overvurderet. I perioder kommer lugtesansen dog tilbage, men jeg har erfaret, at der er flere ting, der lugter dårligt end godt.

Hvad er din største last?

– Det er min samlermani. Jeg samler på solbriller, cykelsko, cykeltøj, støvler, boksehandsker... alt muligt. Jeg smider det aldrig ud, men jeg bruger til gengæld det hele. Hvis man tæller alt med, har jeg flere skabe til mine ting. Nogen gange må jeg sortere lidt i det, men det er jeg ikke begejstret for.

Hvad har været dit livs længste minutter?

– I foråret skulle jeg lave en monolog i teaterstykket "Mig og Tyson" på Teater Grob. Jeg sad på scenen, publikum havde sat sig, mens der spillede noget intromusik. Det var så meningen, at der skulle komme et nyt musik-stikord, så jeg kunne komme i gang. Men det gjorde der ikke. Overhovedet ikke. Dørene blev ikke lukket, og jeg tænkte: hvad fanden sker der. Når man sidder på scenen, kan man jo ikke bare smutte igen, for så bryder man illusionen fuldstændig. Der var efterhånden gået så lang tid, at jeg hørte publikum begynde at tale om, at det var underligt, at der ikke skete noget. Det var nærmest blevet et teaterstykke i sig selv. Da dørene endelig blev lukket, så jeg en mand komme gående stille og roligt ind med en kaffe i hånden. Han havde både nået at købe kaffe og gå på toilettet...

Hvad skulle der stå i din nekrolog?

– Det betyder ikke så meget for mig, hvad der står i avisen, når jeg er død. For mig handler det om, hvad man gør, mens man er i live. Det lyder hult at synge Sinatras "My Way" i kirken, hvis man aldrig har stået op for noget eller gjort noget for andre. Det er sgu patetisk.