Sofie Gråbøl: "Jeg var slet ikke interesseret i at blive skuespiller"

“Du har virkelig grønne øjne!” udbryder Sofie Gråbøl. Vi er ved at afslutte interviewet, der har taget det meste af formiddagen.

“Jeg mener VIRKELIG grønne øjne! Jeg tror aldrig, jeg har set SÅ grønne øjne i hele mit liv!” fortsætter hun og læner sig frem mod mig.

“Jeg tager lige et billede, ok?” siger hun, og jeg er for perpleks til at nå at sige fra, før hun fisker sin mobil op af tasken og tager et closeup-billede af mig, inden jeg når at børste krummerne fra croissanten af overlæben. Hun forsikrer mig hurtigt om, at det ikke ender på en insta-story eller lignende, for hun er ikke på sociale medier. Det kommer egentlig ikke bag på mig. Tilbage i november havde jeg kontaktet et pr-bureau, som havde lovet at sende min forespørgsel på interview videre til Sofie Gråbøl. Jeg forventede at blive kontaktet af en agent, men i stedet ringede hun mig op. For Sofie Gråbøl har ingen agent. Sender jeg hende en mail, ringer hun mig op. Det skal være personligt. 

Hun minder ikke om nogen anden skuespiller i den kaliber, som jeg har interviewet før eller læst interviews med for den sags skyld. Sofie Gråbøl, som er blevet kaldt den mest talentfulde skuespiller i sin generation af selveste Ghita Nørby, virker ikke mærket af sin succes. Hun er klar over den, men bærer den ikke uden på tøjet eller forventer særbehandling. Da tjeneren er forsinket med min croissant, tilbyder hun mig halvdelen af sin ostemad. 

“Og hvad med lidt scrambled eggs?”

Måske er det dét, der gør hende særlig. I en tid, hvor du kan købe dig til følgere og dermed berømmelse på Instagram, og hvor du kan være uendelig kendt uden egentlig at kunne noget, har vi brug for én som Sofie Gråbøl. Den autodidakte skuespiller, der blev verdenskendt for sit rendyrkede talent som Sarah Lund i Forbrydelsen, iført ikonisk striktrøje fra islandske Gudrun og Gudrun, som alle gik rundt med eller gav sig til at strikke, og samtidig, nærmest egenhændigt, fik etableret genren nordic noir internationalt. Og som både før og efter DR’s seriehit har lavet prisbelønnede film, serier og teaterforestillinger i tre årtier og alligevel deler sin morgenmad med mig som det mest naturlige i verden.

Monolog med teknobeat

Sofie Gråbøl sidder på kanten af stolen og har svært ved at skjule sin begejstring. Det havde hun også første gang, vi talte i telefon sammen. 

“Jeg har sådan GLÆDET mig!” siger den 51-årige skuespiller, som taler i versaler og med udråbstegn, når hun bliver ivrig. Sofie Gråbøl, har set frem til at til at fortælle om den nye HBO-serie The Undoing, som hun er aktuel i. Den er instrueret af Susanne Bier og har bl.a. Nicole Kidman og Hugh Grant på rollelisten. Jeg har insisteret på, at vi også skal tale om andre emner, men stod det til hende, kunne vi få mange timer til at gå med den. 

“Jeg bliver ofte spurgt af journalister, hvad min drømmerolle er, og jeg har aldrig haft noget svar. Men jeg har længe håbet på at få lov til at spille med i et retsdrama, for det har jeg aldrig prøvet før. Hele formen er så afsindig appetitlig dramatisk set. Vi er vokset op med film og tv-serier med amerikansk retsdrama, som er virkelig teatralske, og det var vildt at opleve, at det faktisk er sådan, det er,” siger hun.

The Undoing er en miniserie i seks afsnit, som handler om en succesfuld terapeut og debuterende forfatter, Grace Fraser, spillet af Nicole Kidmann, som bor i New York med sin mand og søn. Et bestialsk mord og hendes mands forsvinden sender hendes perfekte liv ud af kurs, og Sofie Gråbøl spiller statsanklageren i retssagen. Da hun entrerede optagelserne sidste år, havde holdet allerede været i gang i flere måneder, og på den første optagedag skulle hun fremføre en lang monolog foran det omkring 50 personer store filmhold og 100 statister.

Hvordan var det at komme ind fra højre på den måde?

“Jeg vil faktisk hellere have et skub i ryggen og bare falde ud fra vippen. Kaste mig ud i det og forsøge at finde mine ben og arme på vej ned. Hvis jeg står for længe på vippen, dør jeg af skræk og risikerer at gå i baglås. Det er bedre bare at falde ind ad døren i stedet for at stå længe og planlægge den perfekte entré.”

Efter dagens optagelse kom lydmanden hen og fortalte hende, at hendes hjerte hamrede så hårdt gennem hele scenen, at det gik i microporten, den lille mikrofon på brystet.

“Der var sådan et teknobeat på optagelsen gennem hele monologen. Det havde han aldrig prøvet før. Men jeg kender efterhånden mig selv så godt i den fysiske reaktion, jeg kan have under stort pres, at jeg kan være i den uden at identificere mig totalt med den. Det er en nervøsitet, men det er også adrenalin. Jeg kunne rent faktisk arbejde imens.”

Det lykkedes Susanne Bier at overbevise producenten om, at det var Sofie Gråbøl, der skulle spille rollen som statsanklager. En profession, der ifølge Sofie Gråbøl burde spilles af en indfødt amerikaner eller af en, som minimum har boet i New York City i et par årtier.

Derfor fik hun i månederne inden optagelserne tildelt en såkaldt dialect coach. En “motherfucker dame,” som skuespilleren arbejdede sammen med over Skype, og som bl.a. fik hende til at gå rundt med høretelefoner på og gentage lyde. Som s’et i husband, der skulle udtales huzzzband.

“Jeg opfatter ikke mig selv som særlig kunstnerisk, så jeg elsker at arbejde virkelig teknisk og dykke ned i detaljen i udtalen af replikkerne og lydene,” siger skuespilleren, der inden optagelserne blev installeret på et hotel lige ved Central Park i New York i fem uger, som hun brugte på at følge lokale retssager og ikke mindst aflure statsanklagerens rolle.

Ung og uimponeret

Det var ikke kun genforeningen med Susanne Bier, som hun sidst har arbejdet sammen med på Den eneste ene for 20 år siden, og muligheden for at spille retsdrama, der gjorde oplevelsen til noget særligt for Sofie Gråbøl. Det var i høj grad også mødet med en mand, som trækker tråde helt tilbage til, hun første gang optrådte som skuespiller som 17-årig. Nemlig den 84-årige canadiske skuespiller Donald Sutherland, der de senere år bl.a. har spillet den tyranniske præsident Snow i The Hunger Games-filmene. I 1986 spillede de to nemlig sammen i Sofie Gråbøls debutfilm Oviri om den franske maler Paul Gauguin, spillet af Donald Sutherland. Den purunge Sofie Gråbøl fik rollen som hans unge muse, Judith Molard, efter hun havde set en annonce i avisen, hvor instruktøren Henning Carlsen søgte skuespillere til filmen.

“Det berørte mig meget at møde ham (Sutherland, red.) igen. Jeg var især fuld af taknemmelighed over at møde ham med den bevidsthed jeg i dag har om, hvad han har betydet i mit liv. Jeg er nået en alder, hvor jeg bliver mere og mere fascineret og optaget af de her store linjer i livet. Det var som at sætte sig ind i en tidsmaskine og blive telepateret tilbage. Jeg kom til at huske, hvem jeg var,” siger hun.

Hvem var du?

“Jeg var en ung pige, der kom ind fra gaden. Jeg havde kun min 10. klasse og havde ingen ambitioner om noget som helst. Jeg var slet ikke interesseret i at blive skuespiller. Jeg havde aldrig været i teatret, og min familie var ikke specielt kulturelt orienteret.”

Men hun syntes, det lød sjovt at skulle spille med i en film.

“Jeg var dybt betaget af denne nye verden, men også mærkelig uimponeret. Jeg havde jo ikke noget at sammenligne med. Da dronningen kom til premieren, tænkte jeg, at det sikkert var helt normalt. Og da jeg fik en Bodil for rollen, tænkte jeg: “Nå, sådan en får man vel bare,”” siger hun.

LÆS OGSÅ: Lina Rafn: "Jeg stoler ikke på søde piger"

Sofie Gråbøl blev ikke prøvefilmet, men fik rollen efter to møder med instruktøren, som bød hende til te sammen med sin kone i hans hjem.

“Jeg har siden tænkt, hvor vildt det egentlig var, at en casting af en helt uprøvet amatør udelukkende var baseret på tillid og kemi. Jeg havde aldrig følelsen af at blive målt og testet. Der sker noget i det øjeblik, et kamera peger mod dig. For mig kan det lige så godt være et geværløb. Det er meget få mennesker, der slapper af foran et kamera. Især ikke skuespillere faktisk.”

Sofie Gråbøl husker, at det var noget med at læse nogle replikker, mens hun og Donald Sutherland sad sammen i en sofa. Kort tid efter fik hun besked om, at hun havde fået rollen.

“Det var virkelig en Narnia-følelse. Jeg åbnede en skabslåge ind til en magisk verden. Jeg havde intet sprog og ingen redskaber. Når Donald Sutherland spurgte, om vi lige skulle øve replikkerne til dagen efter, tænkte jeg: “Hvorfor dog det? Dem kan jeg da godt.” Det faldt mig slet ikke ind, at man kunne arbejde med dem.”

Var du god til det, hvis du selv skal sige det?

“Nej, slet ikke. Hvis jeg så den film i dag, vil jeg kunne se, at jeg slet ikke spillede. Jeg var der bare. Men jeg var god til at give mig hen. Jeg stillede mig fuldstændig til rådighed. Jeg var genert, men jeg var ikke blufærdig,” siger hun. 

Sofie Gråbøl husker særligt én scene, hvor hun skulle gå ind på malerens tomme atelier, og hvor instruktøren bad hende gøre præcis, hvad der faldt hende ind. 

“Hvis nogen sagde det til mig i dag, ville jeg have meget svært ved ikke at snyde. Jeg ville tænkte: “Hvordan kan jeg bedst fortælle det her?” og med det samme lave en form for konstruktion over, hvad jeg ville lave i den scene. Mit apparat er svært at slukke.”

Men dengang havde Sofie Gråbøl ikke noget apparat. Intet i hende fortalte hende, hvad hun skulle foretage sig i det atelier. Så hun gik ind i rummet, fandt et klaver og klimtede lidt på det. Så gik hun over til den tomme seng og lagde sig ned på den.

“Jeg lå der i 100 år. Jeg tænkte slet ikke over, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde, men i dag kan jeg jo godt se, at når den unge pige lægger sig på sengen, læser vi alt muligt ind i det. Jeg fortalte, uden at vide det, hvad scenen skulle fortælle.”

Hvad var det, du lærte? 

“Donald Sutherland kom efterfølgende hen til mig og sagde: “Du må aldrig nogensinde glemme det, du kan nu.” Jeg forstod det ikke, for jeg gjorde jo ingenting. Og han sagde: “Nej, men du tog dig tid.” Jeg tænkte: “Hvordan kan det være en bedrift?” Men i dag forstår jeg, at det som skuespiller er en kunst at turde afstå fra at føle, at du skal underholde og præstere.”

LÆS OGSÅ: Signe Egholm Olsen: "Jeg blev bange for at miste alt det, jeg lige havde fået"

Når Sofie Gråbøl i dag står foran et filmkamera, kan ikke 10 vilde heste holde hende fra at styrte afsted og føle, at hun skal fortælle en hel masse om, hvad karakteren føler og tænker.

“Det allersværeste er faktisk bare at være tilstede i scenen og tro på, at det er nok. Det banale er, at det jo også er det, jeg helst vil se på hos andre skuespillere. Der er ikke noget bedre, end når du får lyst til at kravle helt ind i filmlærredet til skuespilleren. Hvis de maser sig selv ud af lærredet eller scenekanten, bliver du overfodret,” siger hun og tilføjer, nærmest undskyldende, da det går op for hende, at hun har lænet sig helt frem mod mig undervejs i talestrømmen: 

“Lidt ligesom jeg gør nu.” 

Ny baggrundsmusik 

Selverkendelsen af, hvad hun var, hvad hun er, og hvordan hun formidler begge dele, fylder en del. Sofie Gråbøl har brugt mange år på at finde frem til en fortælling om sig selv, som ikke er endimentionel. Ofte føler hun, at hun lyder som en repeat-knap. Nemlig ved at gentage historien om, at hun kæmper med stor usikkerhed, at angst er hendes tro følgesvend, og at hun stadig får koldsved ved prisoverrækkelser. 

Hvad er der galt med at tale om din usikkerhed?

“Jeg fik en besked fra min ven Lars Ranthe (skuespiller, red.) for ikke så længe siden, efter jeg endnu engang havde lavet et interview, der handlede om min usikkerhed og tvivl. Han skrev, helt tørt, om jeg ikke snart kunne sætte en anden plade på. Og der gik det op for mig, at jeg har givet det samme interview i 20 år. Ja, jeg er da nervøs og usikker, men jeg er også alt mulig andet.”

Vores fortællinger om os selv har tendens til at køre i ring, og det er Sofie Gråbøl træt af. Fordi de blokerer for de nye.

“Jeg vil meget hellere fokusere på den optur, det har været at medvirke i The Undoing. For ja, jeg følte faktisk, at mit hjerte var ved at springe ud af brystet ved den monolog. Det var totalt forståeligt at være nervøs i den situation, men det var en parentes i forhold til, hvor meget jeg nød at stå der og tage livtag med den fantastiske udfordring, jeg havde fået. Hvor inspirerende det var.”

Det var særligt inspirerende for hende at arbejde med Susanne Bier.

“Hendes drivkraft er appetit, lyst og ideer. Jeg har brugt utrolig meget af mit liv på at bevæge mig med frygt og angst som baggrundsmusik og drivkraft. Uanset hvor hårdt, jeg arbejder, er jeg bange for, at det ikke er ikke godt nok. Det kan sagtens være en stærk drivkraft, for du arbejder jo hårdt, når du er din egen dommer. Så bliver du dygtig og erfaren. Men du får aldrig belønningen i form af glæde. På det her projekt har jeg, bortset fra den første dags nerver, været drevet af rendyrket lyst og glæde, og jeg har været helt beruset af den energi, det har givet mig.”

Hvorfor er den fortælling om dig selv vigtig?

“Jeg har det sådan, at alt jeg er og definerer mig selv som, er jeg også det modsatte af. Jeg er ekstrem privat på mange punkter, men jeg opfatter også mig selv som et menneske, der er nemt at lære at kende. På nogle punkter er jeg ekstremt stædig, og på andre områder kan du føre mig hvor som helst hen. Men nogle gange har jeg følt, at jeg nærmest er blevet defineret af journalisten under et interview. “Gud, var du ikke nervøs?” – “Jo! Helt vildt!”

LÆS OGSÅ: Ulrikke Falch kunne ikke mærke sig selv. Nu har hun slettet sin Instagram og er begyndt i terapi

Sofie Gråbøl lyder oprigtigt overrasket, da jeg fortæller, at jeg slet ikke havde den opfattelse af hende, før jeg læste de nævnte interviews, da jeg researchede. På papiret var der derimod en autoditakt skuespiller med adskillige film, tv-serier og teaterstykker i bagagen, et væld af priser og en international karriere. En skuespiller, som har præsteret og imponeret professionelt, som er kommet gennem kriser i privatlivet som skilsmisse og kræftsygdom, og som ikke får færre roller, fordi hun har rundet de 50 år. 

“Jeg ved godt selv, at jeg også er alt muligt andet, men vi tager jo roller på hele tiden. Jeg synes da, at jeg har været frygtløs, når jeg fx har stået på Londons nationalscene foran 1.200 mennesker og holdt en monolog på et kvarter.”

Sofie Gråbøl vender tilbage til genforeningen med Donald Sutherland, og hvordan han mindede hende om de store linjer i den udvikling, hun har været igennem. 

“Jeg var et utrolig genert barn, og jeg var også et angstfuldt barn. Jeg var bange for verden, og jeg var bange for forandring. Jeg var ikke en fisk i vandet, når jeg var i centrum. Så det har kostet mig meget at blive skuespiller. Det har ikke været ubesværet for mig,” siger hun og afbryder så sig selv.

“Ej, nu skal jeg ikke ind i den der klynkehistorie igen. Den plade sætter vi tilbage i reolen.”

Efterskrift. Eurowoman interviewede Sofie Gråbøl i februar, før vi befandt os i en global krise pga. coronavirussen. Da vi talte med hende en måned senere om de praktiske detaljer, var den travle skuespiller for en gangs skyld ikke svær at få fat på. Eneste udfordring var, at hun skulle færdiggøre en ossobuco, som hun havde kastet sig over at lave for første gang i syv år. Sofie Gråbøl var tydelig berørt. Flere nære venner var blandt de smittede. Hun luftede sin tvivl om, hvorvidt dele af interviewet overhovedet var relevante i den krise, vi står i. Jeg argumenterede for den gamle, men ikke desto mindre vigtige, sang om, at vi netop har brug for kunsten og kulturen i store kriser. Den var hun med på. For selvfølgelig skal vi se gode film og serier, tale om livet og døden og ikke mindst blive klogere og lade os inspirere af mennesker som Sofie Gråbøl. Også selv om “The Times They Are A-Changin’,” som Bob Dylan synger i en af skuespillerindens yndlingssange.

Premieren på The Undoing er udskudt til efteråret.