Skuespiller Xenia Lach-Nielsen om kærlighed: "Peter og jeg hører sammen"

Den første tid

– Jeg tilbragte de første år i en lejlighed i indre København, men da også min lillesøster kom til, flyttede vi til Bagsværd. Pigerne skulle have græs under fødderne, mente mine forældre. De var begge guldsmede, men var også amatørmusikere på højt plan, så det var en opvækst med masser af kreativitet og musikalitet. På den måde gav det næsten sig selv, at jeg efter folkeskolen søgte ind på et gymnasium med en stærk musiklinje, og der fik jeg en spirende fornemmelse af, at jeg havde et talent, der kunne bygges videre på. Fornemmelsen blev bekræftet, da jeg lige efter 3.g kom med i filmen Drengene fra Skt. Petri. Egentlig var det min lillesøster, der gerne ville det, men casterne syntes, hun var for ung, og så fik jeg tilbuddet i stedet. Det føltes lidt mærkeligt, men også fantastisk for derefter gik det jo slag i slag blandt andet med ungdoms-tv. Alt var ”learning by doing”, og jeg tænkte på at søge ind på filmskolen, men da jeg i 1996 kom med i musicalen Hair på Betty Nansen Teatret, var der noget, der faldt på plads. Kombinationen af sang og skuespil føltes så rigtigt for mig, og det gør det stadig her mere end 20 år senere.  

Tiden lige nu

– Travl! Jeg spiller rollen som Ida i musicaludgaven af Susanne Biers Den skaldede frisør. Først i København og så i Aarhus. Det er et privilegium at være med i så spændende et projekt og med så mange hamrende dygtige mennesker, der nærmest føles som familie. Musicalbranchen er ved at vokse sig stor, selvom den som udgangspunkt ikke rangerer højt hos kultureliten. For mig er det vigtige, at det føles sjovt, udfordrende og tilfredsstillende at gå på job, og alt er absolut indfriet på det her projekt. 

Min bedste tid på dagen

– Mit arbejde gør, at mine dage er ret forskellige, men hvis det passer til dagens program, er rolige formiddage en favorit. Jeg kan lide at sove lidt længe og så starte helt roligt med morgenmad, som altid består af kaffe plus ristet rugbrød. Rugbrødet er så vigtigt for mig, at jeg kan finde på at tage noget med, hvis jeg er ude at rejse. Når jeg er hjemme, spiser jeg det med gedeost og stikkelsbærmarmelade. På en lun dag nyder jeg morgenmaden i haven, og i de kolde måneder sidder jeg i køkkenet på den bænk, jeg selv har bygget, og kigger ud på fuglene. Måske lytter jeg til P8 Jazz, men alt skal helst være ret fredeligt, så sindet kan vågne i eget tempo. Med årene har Peter lært, at det fungerer bedst, hvis jeg lige får en halv til en hel time, inden vi tager fat på praktik og snak om dagens program.  

Min bedste tid på året

– Jeg holder mest af foråret, hvor fuglene pipper alt, de har lært, og hvor det pibler op af jorden med grønne skud og blomster, men før varmen kommer og lægger en tunghed i luften. Overgangen fra sommer til efterår er også så smuk, når løvet skifter farve. Højtiderne; jul, påske og pinse, er jeg til gengæld ikke så begejstret for, og det handler om, at man påduttes traditioner, der kædes sammen med noget religiøst. Jeg er ateist og foretrækker klart at skabe mine egne traditioner sammen med familie og venner. 

Min bedste tid i livet

– Hver fase i livet har sine bedste tider, men størst af alt har det været at blive mor. Jeg havde et brændende ønske om at få et barn, og da Rosa kom til verden, viste hun sig at være præcis, som jeg havde forestillet mig mit barn være: Helt vildt skøn og helt vild besværlig. Noget af sidstnævnte kan nu også tilskrives almindelig logistik i en familie, hvor begge forældre er skuespillere. I flere år kunne vi synge højt med på den der sang: ”Når min far kommer hjem, så er min mor lige gået, og når mor kommer hjem, så sover min far”. Peter arbejder jo med film og tv, mens jeg primært er på teatret, så det krævede planlægning, da Rosa var lille. Men nu, et øjeblik senere, er hun voksen og lige flyttet hjemmefra. Det giver et tomrum, men heldigvis er Peter og jeg en stærk sammentømret konstruktion. Vi har været sammen i 23 år, og der knytter sig også mange, mange ”bedste tider” til vores historie. Uden på nogen måde at male alt op i lyserødt. Vi har skændtes, diskuteret og været sure på hinanden, men det er tosomhedens skarpe kanter, der er blevet slebet ned. Ikke kærligheden. Peter og jeg hører sammen og hænger sammen. Forhåbentlig for altid. 

Min værste tid i livet

– Jeg har desværre en tendens til diskusprolaps i min ryg. Fire gange har jeg været ramt, og i to tilfælde måtte der operation til. Jeg har været så dårlig, at jeg ikke kunne gå, og når man har det sådan, påvirker det alt. Også ens pårørende, der afmægtige må se på, at man lider. Puh, det var en slem tid i 2008, og jeg fik en stressreaktion oveni, men lærte også af det. Som man gør med store kriser. Det lyder så banalt at omsætte det til ord, men det gjorde mig stærkere at stå modgangen og smerterne i gennem og komme ud på den anden side med mig selv og min familie i behold. Jeg klarede det sgu, og når jeg kan det, kan jeg meget mere, end jeg troede, før det med ryggen skete. Bring it on! Den holdning fik jeg brug for sidste år, hvor jeg igen fik en diskusprolaps, men gennemførte at spille tre forskellige forestillinger i den periode, hvor ryggen var dårlig. Jeg fik medicin, der kunne kombineres med arbejdet, og nogle scener blev tilpasset. I en af rollerne blev der f.eks. tilført en stok, jeg kunne støtte mig til. Det var hamrende hårdt, men en stor tilfredsstillelse at ryggen ikke fik lagt mig ned igen. 

Hvis jeg havde en tidsmaskine

– Der findes et hav af store historiske øjeblikke, det kunne være fantastisk at opleve, men hvis jeg kun har en enkelt billet til maskinen, vælger jeg en tur til Tyskland i 30’erne. Det var en barsk tid, og jeg vil gerne undgå Hitler, men jeg vælger destinationen ene og alene for at møde forfatteren Bertolt Brecht og komponisten Kurt Weill. De skrev flere stykker sammen med en helt enestående tyngde og dygtighed. Tænk, om jeg kunne få lov at være med i et af deres værker!  

Om biddet fra tidens tand

– Her er der tale om en vis dobbeltsidighed. Det, der er udenpå, kan godt afføde et suk eller to. Jeg har ikke noget imod at få linjer og rynker i ansigtet, men jeg gider ikke have dobbelthage. Det er irriterende, at min vægt er blevet noget, jeg skal holde øje med. Som ung måtte jeg drikke fløde for ikke at blive for tynd, men sådan er det virkelig ikke i dag. Og jeg kan ellers så godt lide lidt hyggeligt til kaffen og god mad i det hele taget, men det harmonerer ikke med, at jeg hader at træne. Jeg redder en del dage med tøj, der præsenterer kroppen venligt, og så har jeg heldigvis også en helt anden selvtillid, end jeg havde som ung. Det er her, dobbeltsidigheden kommer ind i billedet, for tidens tand gør jo også noget godt. Sindet er blevet mere roligt og mindre søgende. Jeg hviler i mig selv, jeg ved, hvad jeg kan, hvad jeg vil gå med til, og hvad der er vigtigt. Man kan vel sige, at man bytter livsklogskab for ungdom, glat hud og sprødhed, og det er langt de fleste dage et udmærket bytte. Når man nu ikke kan få alt fra alle hylder …       

Den sidste tid

– Det er først og fremmest et svært begreb, fordi du ikke aner, hvornår det er. Jeg kan blive kørt over af en bil i morgen og skulle det ske, er det en trøstende tanke, at jeg på godt og ondt har haft et rigt liv. Når det er sagt, vil jeg da forfærdeligt gerne blive her mange år endnu. Jeg ønsker inderligt at blive mormor og også gerne oldemor. Fagligt tænker jeg ikke nødvendigvis, at jeg skal dø med støvlerne på, som der ellers er en vis tradition for i skuespillerfaget. Et rigtigt otium blandt andet med tid til at strikke og hækle til børnebørnene, lyder rart. I særdeleshed hvis det kan gå hånd i hånd med økonomisk tryghed og godt helbred. Og sammen med Peter selvfølgelig.