Søs Fenger: ”Jeg synes sgu, det er svært som 60-årig at finde en ny kæreste”
Sangerinde Søs Fenger vil gerne kærligheden. Men den kan godt være drilsk, når man er et kendt ansigt og i øvrigt er en kvinde, som er rundet 60 somre.
Søs Fenger vil gerne have en kæreste. Faktisk er det det eneste, hun mangler, før hun er helt tilfreds.
Desværre er det bare ikke en synderligt simpel sag, når hele Danmark ved, hvem man er, og billeder på diverse datingsites kun gør situationen mere kompliceret.
Det fortæller den populære sangerinde.
”Det er lidt underligt at fylde 60 år, når man er så forholdsvist barnlig, som jeg er, men ellers har jeg haft det fint med det. Det eneste, der er lidt kedeligt, er, at jeg ikke har en kæreste. Jeg synes sgu, det er svært som 60-årig at finde en ny kæreste. Jeg har prøvet at være på et datingsite, men det var helt til grin for mig. Jeg kunne jo ikke skrive, hvem jeg var, og så blev det hele så mærkeligt kunstigt. Jeg har ikke prøvet det der med at swipe til den ene eller den anden side på billeder af forskellige mænd. Det er så definitivt, og jeg er sådan en vægelsindet type, der ville få det sådan: Åh nej, ham for tre gange siden … ham kunne jeg godt lide alligevel. Det går jo ikke.”
”Jeg har dejlige venner, mine dejlige søskende, min mor, som lige har rundet 90, og ikke mindst min fantastiske søn, som jeg elsker overalt på jorden. Jeg er taknemmelig for alle de mennesker, der er i mit liv, men nogle gange har man brug for en, der er der, når man kommer hjem, og som siger: ”Hvor var du bare fed, da du gjorde det og det”. Eller: ”Hvor ser du godt ud”. Og som giver en laaang krammer. Så det skal jeg have.”
Hun griner.
Og så er der alderen. Den kan også godt spænde ben for kærligheden, har Søs Fenger erfaret. Især når man er kvinde - hvor uretfærdigt det end måtte være.
”Nu har jeg sendt det ud i universet som en slags kontaktannonce, så må vi se. Men det er bare slet ikke moderne at være 60, når man er kvinde. Mange jævnaldrende mænd er begyndt deres liv nummer to. De er blevet skilt fra deres første kone, og så er de startet forfra med en yngre. Sådan er det i mange, mange tilfælde. Og det er uretfærdigt, men der er INTET at stille op. Det er bare sådan, det er."
"Forleden dag hørte jeg en kvinde sige, at ældre mænd bliver distingverede. De får gråsprængt hår, lidt tyngde og lidt alvor, de hviler godt i sig selv, og der er respekt om dem. Kvinder … De er bare lige til at smide i skraldespanden. De bliver forladt. Det er jo også derfor, at der er mange kvinder, der er så bange for at miste deres udseende, og som gerne vil have, at deres bryster stadig skal sidde oppe på skuldrene. Jeg synes, det er ret tarveligt, at det er sådan, men det er jungleloven.”
Læs hele interviewet med Søs Fenger her