Redaktionen mener: Din liderlighed giver dig aldrig ret til at kræve noget af andre

Dette debatindlæg er skrevet som modsvar til forfatter Sofie Jamas kronik i Politiken "Tør danske kvinder ikke stå ved deres liderlighed" og hendes Facebook-opslag fra den 7. juni.

-----

Lad os slå fast med det samme: Vi elsker den kvindelige seksualitet med alt, hvad det indebærer af lyster, begær og liderlighed.

Og derfor er vi (naturligvis) også helt enige med forfatter Sofie Jama i, at den kvindelige liderlighed og sexlyst skal aftabuiseres, så dem, der måtte skamme sig over den, kan omfavne den i stedet.

Det burde sige sig selv i Danmark anno 2019.

Det burde også sige sig selv, at liderlighed ikke giver dig ret til at kræve noget som helst af andre. Den gør dig ikke til et offer, som andre skal indordne sig under.

Og det er her, kæden hopper af for Sofie Jama, der i et Facebookopslag den 7. juni beskriver, hvordan hendes liderlighed bliver til rendyrket frustration i de københavnske sommergader, når halvnøgne mænd ses overalt i gadebilledet.

Hun føler nærmest, at deres nøgne, muskuløse kroppe er decideret chikane af hendes begær, når de sætter gang i en sexlyst, som hun ikke kan få afløb for.

Hun skriver, at hun er med på, at den nordiske kultur er kropsfrigjort, men at nøgenhed for hende ”som regel er forbundet med sex og lyst”, og at det går ud over hendes citat ”velvære”, når hun ikke kan få afløb for drifterne hos alle de halv-afklædte mænd. Som løsning kunne man jo ”indføre ubegrænset ret til at røre og prøve og smage på mandemenuen”, opfordrer hun til slut med en (afvæbnende?) smiley.

Opslaget er ifølge forfatteren en blanding af "ærlig selvudstillelse, ironi og oprigtighed", så forhåbentlig er der tyk ironi at spore ved særligt den sidste opfordring og den indledende sætning ("Tildæk dig, mand!"). Men Sofie Jama slår selv fast under opslaget - og efterfølgende også i en kronik i Politiken - at problematikken skam er seriøs, og at hun håber på flere reaktioner fra særligt kvinder, så vi blandt andet kan diskutere "seksuel objektivisering af mænd, pornoficering af det offentlige rum og kvinders liderlighed".

Reaktionerne i kommentarsporet på Facebook kommer nemlig primært fra hendes mandlige følgere, der hylder forfatterens liderlighed med "det er præcis sådan, jeg har det med kvinder"-agtige opmuntringer eller sjofle wink-wink-bemærkninger a la: ”Du skal bare gå op og røre, skal du!” og ”Rør du bare…. Du bliver næppe irettesat”.

De kvindelige røster er der ikke mange af, og det har fået Sofie Jama til tasterne i Politiken. For hvad sker der lige for de danske kvinder? Er deres tavshed i hendes kommentarspor et udtryk for, at de ikke tør stå ved deres liderlighed? Hvor er medsøstrene henne i kampen om at aftabuisere kvinders sexlyst?

Når vi kvinder ikke interesserer os for hendes frustrationer i denne anledning, må det være fordi, at den danske frigjorthed og feminisme ”skjuler et eller andet”: Bornerthed, frigiditet, skam eller tabuer, foreslår hun.

Men hey, medsøster, hør lige her: Vi er totalt på team liderlighed, og vi kan sagtens genkende seksuelle gnister i sommerluften. Og selvom det ikke er breaking news i vores verden, vil vi meget gerne snakke om (uforløst) begær.

Vi køber til gengæld slet ikke præmissen om, at en sex-objektiviserende retorik om det modsatte køn er vejen frem til større seksuel frigørelse. Tværtimod. Og måske er det netop det, der har afholdt flere kvinder fra at kommentere på indlægget, som i vores øjne blander accept af kvindelig liderlighed (ja tak!) sammen med kontrollerende og seksuel objektificerende retorik (nej tak!)

For hvorfor skal din liderlighed - uanset dit køn - være de andres problem? Hvorfor skal andre klæde sig på en bestemt måde, så du kan blive mindre seksuelt frustreret og ikke får lyst til at røre og smage?

Vi kan forstå, at Sofie Jama primært forbinder en afklædt krop med sex – men det er her, vores syn på sagen adskiller sig grundlæggende fra hinanden. Den nordiske kropsfrigørelse argumenterer netop for, at en afklædt krop ikke altid skal forbindes med noget seksuelt. Og hvis man føler et begær, når man ser på en delvist afklædt krop, så må man selv deale med den følelse, det begær. Eventuelt omfavne og nyde, at den er der - eller fjerne sig fra situationen - fremfor at føle sig som et offer, som andre skal indordne sig. 

Og hvor mener Sofie Jama så i øvrigt, at grænsen skal gå? Hvad med dem, der måtte blive seksuelt opstemte over frodige kroppe, skaldede isser eller regnfrakker? Skal de tre ting også forbydes fra det offentlige rum? Selvfølgelig ikke.

Kan en krop ikke ”bare” være en krop, der har det varmt, hvorfor man tager strømpebukserne af eller smider T-shirten til en svedig basketball-kamp, uden at det skal opfattes som en slags seksuel akt, der krænker nogen, fordi de føler det som en form for chikane, der går ud over deres velvære, fordi de vil knalde? 

Selvfølgelig kan den det. Det kan ikke være en andens ansvar, hvad du personligt tænder på. Og det virker langt ude overhovedet at skulle skrive det. Men Sofie Jama synes at mene, at danske mænd er mere seksuelt frigjorte end danske kvinder, fordi de fleste mænd i hendes kommentarspor ”hujer og fejrer" hendes begær og har intet problem med at blive "italesat som pornoficerede sex-objekter" eller "reducerede til tilfældig eye candy, seksuelle objekter og kneppepotentiale.”

Modsat kvinderne - forstår man på hendes kronik - som gemmer sig væk i deres passive, ikke-dyriske seksualitet som små sky violer, der ”ikke vil stå ved deres brunst.” Men nej, Sofie Jama, i vores tilfælde handler det hverken om blufærdighed eller skam. Det handler om at være dybt imod at reducere kroppen til et seksuelt objekt i den grad, som du gør her – glimt i øjet eller ej!

Vi kan selvfølgelig kun tale for os selv, men vi forstår godt kvindernes manglende opbakning i kommentarsporet. For det virker som et kæmpe tilbageskridt i vores bog at skulle anerkende en retorik, der blåstempler, at den liderlige er et slags offer, og at det derfor er de andres ansvar at indordne sig.

Det føles som en (ekstra) farlig glidebane i en tid, hvor seksuelle overgreb på fx Roskilde Festival trækker overskrifter, hvor diskussionen om at dele nøgenbilleder uden samtykke er mere aktuel end nogensinde før, og hvor unge mænd står anonymt frem for at fortælle til DRs Tværs om seksuelle overgreb, som kvinder har begået mod dem – for derefter at blive latterliggjort i kommentarsporet til artiklen.

Det er eksempler på alt for mange kroppe, der er blevet opfattet som seksuelle objekter mod deres vilje.

Og derfor er det da også interessant, at de fleste af Sofie Jamas mandlige Facebook-følgere ikke tager indlægget mere alvorligt, men i stedet kvitterer med sjofle kommentarer og opildner til, at forfatteren da endelig bare skal tage sig den ønskede ret til at røre løs, næste gang hun mærker lysten komme snigende.

Måske fordi de aldrig selv har mærket konsekvenserne af, hvad den ”ret” ville føre til?

Vi vil i hvert fald gerne kunne gå i stramt træningstøj i Netto eller spille beach volley i bikini uden overhovedet at skulle overveje, hvad det sætter gang i af seksuelle drifter hos vores medborgere.

Og det synes vi også, at mændene skal have lov til.

Dét projekt bliver ekstra vigtigt, synes vi, hvis man læser Sofie Jamas Facebook-indlæg med omvendt kønsfortegn – som var det en mand, der havde skrevet det. For så er det sjovt nok som om, at man kan høre alarmklokkerne lidt tydeligere.

Det har vi gjort for dig her:

”Tildæk dig, kvinde!

(…)

En halv time efter har jeg afleveret min datter og befinder mig alene, forventningsfuld og stadig efter-opstemt på boulevarden. Selv om jeg ikke rigtig skal den vej er min krop søgt tilbage mod buret med de halvnøgne kvinder. Pludselig bliver jeg irriteret over hele situationen. Det føles nærmest som chikane af mig som en mand med begær, konstant at skulle blive mødt af halvnøgne kvinder i det offentlige rum. Jeg får lyst til en masse, får lyst til at røre og mærke dem, ofte flere gange i løbet af en uskyldig tur på gaden. Men det kan jeg ikke og det bliver i stedet til frustration.

Er det for meget at bede kvinder om at overveje hvad deres nøgne, muskuløse kroppe gør ved mange mænd i det offentlige rum? Stramt træningstøj, der hører hjemme i centret og som afslører alle kroppens former og ædlere dele?

Er jeg den eneste mand, der føler at det er blevet for meget, og at jeg ufrivilligt bliver indlemmet i en seksuel stemning når jeg bevæger mig gennem byen?

Jeg er med på at nordisk kultur er kropsfrigjort og det er fint nok. Men for mig (og måske andre) er nøgenhed som regel forbundet med sex og lyst, og når jeg præsenteres for unge, smukke halvnøgne kvinder konstant i gadebilledet går det faktisk ud over mit velvære.

Alternativt kan vi også indføre ubegrænset ret til at røre og prøve og smage på kvindemenuen.”

---

Dette modsvar er skrevet af ALT.dk-skribenter Sara Wilkins og Susanne Baden Jensen.