Sofie og Daniel efter ’Bachelorette': ”Pludselig ramlede det hele”
Sofie og Daniel giver status på, hvad der skete efter hjemkomsten fra Sri Lanka.
Denne artikel blev først bragt på HER&NU/Realityportalen. Dette er en redigeret udgave.
24-årige Daniel Vadsholts hjerte galoperende, da Sofie Martinusen, 27, skulle give sin sidste rose væk i ’Bachelorette’. Dog kunne tatovøren ånde lettet op, da hun rakte ham rosen.
Det er fire måneder siden, optagelserne til 'Bachelorette' sluttede, og der er sket meget hos ’Bachelorette’-parret siden da.
Allerede da de to turtelduer sagde farvel til hinanden i Københavns Lufthavn, aftalte de nemlig at ses igen.
"Jeg skulle flyve videre hjem til Aalborg, men inden vi sagde farvel, aftalte vi, at jeg skulle købe flybilletter til København ugen efter for at besøge Daniel," fortæller Sofie.
Som sagt så gjort. Ugen efter besøgte Sofie Daniel i København, og det blev ikke sidste gang.
Efter hjemkomst til Danmark, kunne de begyndte at date uden mikrofoner, kamerafolk og tilrettelæggere, og de har set hinanden 3-4 dage hver uge siden optagelserne. Og her blev det Sofies tur til at føle sig presset.
”Jeg ville gerne være kærester med Daniel, men Daniel blev ved med at sige, at han gerne ville finde den rigtige dag. Han ville gerne have, at det skulle være specielt,” forklarer Sofie, som kort troede, at Daniel var blevet i tvivl.
Heldigvis gik der ikke længe, før den rigtige dag kom.
”Jeg spurgte Sofie, om hun ville være kærester, da vores sæson af ’Bachelorette’ havde premiere. Det er en hyggelig dato, synes jeg,” fortæller Daniel.
Svært at skjule
I dag har parret været kærester i lidt over to måneder. De har set hinanden tre til fire dage hver uge siden optagelserne, selvom de bor i hver deres ende af landet, og alt mellem dem spiller. Dog har parret været nødsaget til at holde deres besøg skjult for offentligheden, og det har ikke været nemt.
”Det forhold, som vi har haft indtil nu, er jo egentligt ikke sådan et forhold, som vi ønsker. Vi er ikke sådan nogle sofakartofler. Vi vil gerne ud og lave ting, og vi gider ikke sidde og se serier eller film hele dagen lang, hvilket vi jo har været lidt tvunget til,” fortæller Sofie, som indrømmer, at det har været hårdt.
”Jeg var virkelig presset på et tidspunkt. Det hele ramlede. Derfor endte vi også med at tage ud og spise brunch, og der blev vi enige om, at det ikke måtte ødelægge os - det med at holde forholdet skjult,” fortæller Sofie, som dog i dag endelig kan fejre, at 5 måneder med hemmelighedskræmmeri er fortid. Det sidste afsnit af 'Bachelorette' er nemlig netop blevet offentliggjort på TV 2 PLAY, og der er derfor sat et punktum for sæsonen.
Det vil sige, at parret nu kan vise sig offentligt sammen.
”Jeg glæder mig til at holde i hånd, handle ind, ses med venner og drikke en øl sammen,” slår Sofie fast og afslører, at parret også har helt specielle planer for dagen.
”Jeg har skrevet i min kalender "ud og holde i hånd med Danny, Lissa og H". Vi skal ud og spise alle fire,” fortæller Sofie.
Til oktober bytter Sofie også Alborg ud med hovedstaden, så mon ikke hun og Daniel kommer til at ses endnu mere fremadrettet.