Da Sofie Stougaard en aften lå på gulvet i garderoben, forstod hun én vigtig livslektie

0-10 år (1966-1976)

Farverigt familieliv

"Jeg er født i Svaneke, men voksede op på en smuk femlænget gård lige op ad Rø Plantage. Der var plads til deres keramikværksted i den ene længe, stort udstillingslokale i den anden og et familieliv med afsyrede gulve og køkkenalrum i den tredje.

Mine forældre gik i anderledes tøj end de andre forældre på øen. De havde svaj i bukserne og tørklæde om hovedet, og vi børn og vores liv og opdragelse var deres vigtigste kapital.

Jeg havde en super privilegeret skøn og kreativ barndom med en mor og far, der arbejdede hjemme og opfordrede os til at udfolde os i alle mulige kreative retninger. Og det gjorde vi så. Jeg spillede violin, gik til showdance og sang i kor. De curlede os ikke. Vi lærte at gøre os umage, og at ting krævede øvelse.

Og så hjalp vi til på gården. Der var heste, der skulle fodres, træer der skulle fældes, og haveaffald der skulle brændes af. Det var bestemt en barndom med disciplin, men det var først og fremmest en barndom med stor frihed og masser af kærlighed." 

10-20 år (1976-1986)

Bandekrig og salsafester

"Der findes altid skår i en barndom også i dem, der som min ellers overordnet har været utrolig lykkelig. Mine keramikerforældre skilte sig ud, og det at være en fremmed fugl er ikke altid en fordel. Det var en hård nyser at være så anderledes i en ellers ret konform kommune, og jeg var desuden meget lille af statur, så jeg blev et nemt offer i skolen. Jeg kedede mig også lidt på landet. Der var ikke noget fjernsyn i mit barndomshjem, og beskeden hjemmefra var, at så måtte jeg jo selv finde på noget at lave.

Jeg har altid villet være skuespiller. Der har aldrig været en plan b, og som 13-årig fik jeg endelig mulighed for at prøve det af med teaterforestillinger på skolen. Jeg havde selv fundet stykket på biblioteket. 'Lasse Langnæse' hed det. Det føltes nøje udvalgt, selvom det nok var det eneste teaterspil, biblioteket rådede over.

Alt blev anderledes, da jeg skiftede til Rønne Privatskole. Jeg kom pludselig i klasse med børn fra hjem, der lignede mit, og som jeg kunne spejle mig i. Det føltes som om, vi talte samme sprog og som om, jeg for første gang blev forstået og kunne bidrage med noget og havde en fælles humor. Og det hele begyndte at åbne sig. Verden åbnede sig.  

Sammen med Lotte Svendsen sneg jeg mig ind på Bornholms Gymnasium for at synge med i deres fantastiske kor, der blev ledet af en helt legendarisk korleder. Og som 18-årig rejste jeg til Colombia og blev voksen overnight. For det bliver man i et land med narkosmuglere og bandekrige og vilde salsafester med skudsalver mod himlen. Det første, jeg lærte at sige, var: ”Ay que miedo”, der betyder: ”Ej hvor føler jeg mig bange!” Men jeg havde det også helt fantastisk sjovt. Og så lærte jeg enormt meget om mig selv og det land, jeg kommer af. Det værft jeg selv er bygget på. Det gør man, når man på alle måder er langt væk hjemmefra."

20-30 år (1986-1996)

Når alting sker på én gang

"Når jeg ser tilbage på mine 20’ere, bliver jeg helt overvældet over, hvor meget der skete i mit liv på et enkelt årti. Jeg blev uddannet, startede karriere, blev gift, skilt, fik ny mand og blev mor. Det føltes næsten, som om alting skete på én gang.

Jeg kom ind på skuespilskolen i København i første hug. 20 år gammel. Nogle gange spekulerer jeg på, om det mon skyldtes, at jeg til 4. prøven sagde, at jeg søreme ikke vidste, om jeg ville søge igen, hvis jeg ikke blev optaget. Det føltes i hvert fald som et enormt privilegie at blive optaget, og jeg kom også ud som skuespiller i en anden tid, hvor der var job at få nonstop i flere år. Jeg så meget ung ud, så jeg blev castet som den unge ofte lidt smådumme, blonde pige. Nogle gange ligefrem som et stort barn.

Kvinderollerne var i det hele taget meget endimensionelle. Det var roller, der skulle hjælpe til at fremkalde den egentlige hovedperson på scenen – nemlig manden. Og du spillede enten den naive unge, luderen eller madonnaen. Det var en del af drivkraften bag at starte satiregruppen Emmas Dillema. Vi ville gerne præge dansk teater og skabe kvinderoller, som rigtige mennesker nu engang er; kloge, viljestærke, sjove og rørende.

I mellemtiden havde jeg giftet mig bare et halvt år før, jeg mødte mit livs store kærlighed, Torbjørn. Det var virkelig dårlig timing, så jeg kæmpede for at blive i mit ægteskab. Torbjørn er også seks år yngre end mig. Han var 19, og jeg var 25, da vi mødtes på Det Danske Teater, så det føltes som noget, der alligevel ikke ville kunne bære.

Men efter nogle års kamp for at skubbe mine følelser væk, gav jeg op og spurgte den mand, jeg havde drømt om i tre år, om han ville være min kæreste. Det ville han. Jeg blev gravid en måned senere, netop som jeg havde sagt ja til en rolle, hvor jeg skulle være gravid, stykket blev dog valgt fra inden premieren og erstattet af et, hvor jeg under ingen omstændigheder skulle se det mindste gravid ud. Vi finder ud af det, tænkte jeg, jeg bliver nok ikke så stor. Men det blev jeg. Så jeg kunne gå hjemme på løn og spise mine flødeskumskager i fred."

30-40 år (1996-2006)

Voldsom kendisfaktor

"Tv-serierne Nikolaj og Julie og 'Langt fra Las Vegas' ændrede ret radikalt mit liv. Og det var ærlig talt chokerende. Der var ingen streaming-tjenester dengang. Danskerne så kun flow-tv – DR og TV2 – og jeg var på begge sendeflader, så eksponeringen og kendisfaktoren blev massiv, og det ændrede fuldstændig min hverdag. Vi boede i indre by i København, men jeg kunne pludselig ikke længere gå ned i bageren i Herluf Trolles Gade med morgenhår og pyjamasbukser, fordi alle vidste, hvem jeg var. Det var virkelig et tab.

Læs også

Michael Falch blev forelsket i sin massør: "Jeg beundrer hende virkelig meget"

Det er selvfølgelig skønt og sjovt, at folk kan lide det, man laver, men det er også meget voldsomt at blive folkeeje og miste sin anonymitet og sin mulighed for at færdes i verden på lige vilkår med alle andre. Jeg husker især en togtur, hvor nogle store teenagedrenge talte højlydt om mig, selvom jeg sad lige der ved siden af dem. De troede de sad hjemme i stuen og så fjernsyn. Det var så bizart og ubehageligt. Jeg blev nødt til at sige: ”Hey, jeg kan altså høre, hvad I siger om mig!”

En anden gang gik Therese Glahn, der også spillede med i Nikolaj og Julie, og jeg sammen en tur ned ad Strøget. Og folk stoppede simpelthen op og talte om os. Det var en stor del af grunden til, at vi flyttede væk fra midtbyen. Der var mere ro på. Det er der også nu, hvor jeg for længst har vænnet mig til det og er langt mindre eksponeret end tidligere.

Mine børn lægger stadig mærke til det. De siger: ”Så du ikke, at de kiggede helt vildt.” Men jeg ser det ikke, for jeg er holdt op med at se folk i øjnene. Det er faktisk et tab som skuespiller, for jeg researcher jo ved at se på mennesker. Jeg har lært at smugkigge lidt på dem i stedet."

40-50 år (2006-2016)

Regulært kollaps

"Jeg ramlede ind i en form for krise i slutningen af mine 40’ere. Jeg var blevet mor til tre piger. Og selvom Torbjørn og jeg altid har været virkelig gode til at deles om forældreansvar og opdragelse og taget fra for hinanden, så er det jo en stor opgave at være mor til tre. Samtidig havde jeg sindssygt travlt. Jeg sagde ja til alt for meget. Stod på scenen og foran kameraet, skrev tekster til forestillinger og revyer og havde samtidig sat gang i en spillefilm, Kærlighed og andre katastrofer, som jeg selv havde sat mig for at instruere, og som af alle mulige grunde kom til at trække ud i flere år.

Da jeg mistede min onkel, blev det meget tydeligt, at jeg havde spændt buen alt, alt for hårdt. Han døde efter mange års sygdom, men tabet var enormt, da han kun blev 61 år gammel. Han var en stor personlighed i vores familie. Det hele – arbejdspresset og tabet – kulminerede i et regulært kollaps. Jeg har altid arbejdet efter devisen: En skuespiller, der ikke går på scenen, er en død skuespiller, men en aften lige inden en forestilling lå jeg på gulvet i min garderobe og kunne ingenting høre, så forestillingslederen aflyste, da jeg ikke selv kunne.

Jeg kom ikke på scenen den aften, selvom jeg ikke var død. Og jeg lærte på den hårde måde, at jeg ikke kan det hele. At jeg bliver nødt til at være mere selektiv med, hvad jeg siger ja til og påtager mig. Alligevel fik jeg min spillefilm i mål. Jeg var alt for stædig og pligtopfyldende til at give op, da jeg havde inddraget en del skuespillere, jeg ikke kunne svigte. Jeg var meget overvældet over, den gode modtagelse den fik efter en så hård men også smuk skabelsesproces."

Læs også

Elses karriere tog fart halvvejs i livet: "Jeg er 54 og det er min mest prestigefyldte booking"

50- år (2016-)

Om at få lov at spille en lille, rasende gammel mand

"For tre år siden blev jeg kunstnerisk leder for Hamlet Studio en treårig skuespil-grunduddannelse under Hamlet Scenen, der har til huse her i Helsingør, hvor vi også bor. Jeg havde en kæmpe lyst til at give noget tilbage og give mine erfaringer videre til en ny generation.

Det har vist sig at være helt fantastisk. At se de her unge, lysende talenter starte usikkert og prøvende ud og så folde sig ud for fuld kraft. Det er rørende og kæmpestort. Min datter har også lidt tørt bemærket, at det er de unge fra Hamlet Studio, der pryder min computerskærm lige nu og ikke hende og hendes søstre, som de plejer.

De to ældste er flyttet hjemmefra, og den yngste er på vej på efterskole. Jeg kommer helt sikkert til at knække sammen af gråd, når den sidste flyttekasse kører væk, men jeg er ikke for alvor bekymret. For de kommer jo lykkeligvis stadig hjem på besøg og vi laver rigtig mange sjove ting sammen. Og så glæder jeg mig faktisk til at få kærestetid med Torbjørn.

Jeg blev gravid en måned efter, vi fandt sammen, og det føles som om, vi altid har haft børn. Enten inde i maven eller udenpå. Så jeg ser frem til livets næste kapitel. Også fagligt. For jeg spiller jo ikke længere de unge, lidt kedelige piger, jeg blev castet som, da jeg var ung. Jeg instruerer, skriver, leder og spiller roller, der er alt andet end endimensionelle kvindeklichéer.

I 2022 fik jeg ligefrem lov til at spille en lille, rasende gammel mand, da jeg fik rollen som onkel Scrooge i 'Et juleeventyr' på Nørrebro Teater. Det føltes som en rund saftig appelsin, der faldt direkte ned i min turban, og det siger alt om, hvor meget tingene har forandret sig bare i den korte tid, jeg har været en del af den verden. Det er jeg helt utrolig taknemmelig for, at jeg har været – og stadig er – en del af."