"Efter Zambia var det svært at finde mening i Roskilde"

Solvejg er folkeskolelærer på en lille skole i det nordlige Thy, og i sin fritid er hun skoleleder i Zambia. Her hjælper hun zambiske børn med at få en uddannelse, og dermed hjælper hun også samfundet med at begrænse den eksplosive befolkningstilvækst, der er med til at holde zambierne fast i fattigdom og truer jordens bæredygtighed. Men hvordan kommer en helt almindelig dansk folkeskolelærer til at gøre en helt håndgribelig forskel i verden?

Det startede for 25 år siden, hvor Mellemfolkeligt Samvirke havde slået to stillinger op som lærer og agronom, som passede perfekt til Solveig og hendes daværende mand, Gunnar. Så de solgte huset i Roskilde og bandt sig til to år i Zambia, hvor de boede i bushen 60 km fra nærmeste butik og uden telefon, strøm og vand. Hvor de oplevede chokerende fattigdom, men hvor livet og arbejdet gav en mening, de ikke havde prøvet før.

– Det var svært at tage af sted, men det var forfærdeligt at komme hjem. Når man arbejder sådan et sted, er ens arbejde nødvendigt. Det betyder noget. Man gør en forskel. Og det føler man faktisk ikke, man gør, når man står i den danske folkeskole. Da jeg kom tilbage til skolen i Roskilde, var det så svært at falde til. Det var svært at finde mening. Jeg gik med en evig længsel efter at komme afsted igen.

Efter hjemkomsten til Danmark fik Solvejg og Gunnar sønnen Lauge og rejste snart afsted igen til det samme projekt i Zambia. Denne gang adopterede de en zambisk pige, Thea, som havde mistet sin mor. I løbet af de i alt 3,5 år, de var udsendt med Mellemfolkeligt Samvirke, blev deres forhold til lokalbefolkningen så godt, at de pludselig kunne se en mulighed for at hjælpe på egen hånd. 

– Vi boede jo langt ude i bushen og fik mange lokale kontakter og havde en god kontakt med den lokale høvding – det var også det, der gjorde, at vi kunne få stillet et landområde til rådighed. Det hænger nok også sammen med, at vi adopterede Thea og ønskede at have tilknytning til det område, hvor hun kom fra, og give hende muligheden for at besøge sin familie, og så havde vi en utrolig god oplevelse. 

– Jeg havde skrevet til høvdingen i 2006, om vi kunne få et stykke land til at gøre noget godt for området, og så hørte jeg ikke fra ham. Men da vi var der i fem måneder i 2008, mødte jeg ham og spurgte ind til det, og så kunne det sagtens lade sig gøre. Jeg rådførte mig selvfølgelig dernede for at finde ud af, hvad der var mest brug for i området, og de sagde, at de gerne ville have en pre-school, så det gik vi i gang med. Skolen stod færdig i januar 2016, og lige siden har der været mellem 50 og 60 elever indskrevet.

– Jeg har altid haft en tro på, at uddannelse virker. Herhjemme skal vi ikke bekymre os om at kunne sende vores børn i gymnasiet, fordi staten betaler. Dernede er det anderledes. Hvis der ikke er penge til det, så kommer børnene ikke videre fra syvende klasse, uanset hvor intelligente de er – og det, synes jeg, er uretfærdigt. 

Penge fra Thy til Zambia

Zambias økonomi er forbedret siden 90’erne, men befolkningens uddannelsesniveau er stadig lavt, og gruppen af 0-14-årige udgør 45% af den samlede befolkning. Det betyder, at uddannelse er en meget dyr omgang for den zambiske stat, da den arbejdsdygtige andel af de zambiske borgere, som skulle betale uddannelsen gennem skatten, er markant mindre end den andel, der skal i skole. 

Uddannelsessystemet er skruet anderledes sammen end det danske. En pre-school er for de 3-6-årige. Det er ikke obligatorisk at have gået på en pre-school for at starte i primary school, som er den gratis statsbetalte skole for de 7-13-årige, men det kan have en stor indflydelse på, hvordan børnene klarer sig i primary school. Og dermed stor betydning for, om børnene kan klare sig i secondary school, der er en femårig betalt uddannelse og svarer til 8.-9. klasse og gymnasiet i Danmark. Så en pre-school er med til at få flere til at klare primary school, men herefter skal der findes penge til resten af uddannelsessystemet for børn af fattige forældre, og det problem forsøger Solvejg også at komme til livs med sponsorater. 

I alt har hun indtil videre hjulpet cirka 50 zambiske børn med at komme i secondary school. Hun finder sponsorer til børnene i sin omgangskreds, og hver tredje måned sender hun fra adressen i Thy 27.600 kr. ned til sin betroede ven Geoffrey i Zambia. Han hjælper hende med at betale lønninger, holde øje med skolen og administrere sponsorpengene. 

Hvert sponsorbarn får 4.200 kr. pr. år til sin uddannelse. Beløbet dækker kost, logi og undervisning, og Solvejg har fundet en meget simpel måde at organisere det hele på. Sponsorbørnene skriver breve til deres sponsorer herhjemme, om hvordan det går, og medsender et billede af kvitteringen som bevis på, at de har betalt pengene til deres uddannelse. 

– Først og fremmest er det vigtigt at have en dernede, som jeg kan stole 110% på, og det kan jeg med Geoffrey. Ellers ville det slet ikke kunne lade sig gøre. Det er vigtigt, at jeg kan garantere mine sponsorer, at deres penge ikke bliver ædt op af korruption. Mange af de større organisationer bruger en masse penge på kontorer, organisering og administration, og det er klart, at de har brug for det, men jeg har faktisk nærmest ingen administrationsomkostninger. Det koster ca. 55 kr. at sende pengene til Geoffrey, og så printer jeg brevene og billederne ud og sender dem ud til sponsorerne herhjemme. Selvfølgelig bruger jeg tid på det, men det er nemt og simpelt.

Det er kun et par dage siden, at Solvejg fik breve fra Zambia. Sponsorbørnene indscanner brevene, så Solvejg blot kan åbne dem på sin iPad. Hun viser et uddrag fra en zambisk piges brev til hendes danske sponsorer:

"Dear Leif and Sus

I believe and trust that you are  fine despite this pandemic of corona virus, CoVID- 19. As for me I’m

fine and I pray to God that he should continue protecting us. 

Thank you for the fees for last term. I received them on time. Next term will be opening at 13th

of September. During this term we were restricted from certain things and we were provided to wear masks and was our hands always for prevention. We believe that prevention is always better than cure. Thank you for your support. I’m grateful and God bless you because without you I was going to be nobody in life."

– De her børn ved godt, at hvis det ikke var for sponsorerne, så var de ikke i skole. Det er jo en kæmpe forskel for en ung, og de sponsorer her har betalt til hende, siden hun startede i ottende klasse og til nu, hvor hun går i 12. klasse, forklarer Solvejg, efter hun har læst brevet højt.  

Kvinderne er afgørende

De første to år i Zambia arbejdede Solvejg med at organisere grupper for analfabetiske kvinder i bushen. 

– Dengang var 75% af kvinderne i bushen analfabeter, og det er jo en af de store årsager til, at de får så mange børn, forklarer hun og henviser til de utallige undersøgelser, der beviser sammenhæng mellem uddannelses-niveau og et lands fertilitetsrate. 

Et studie fra Mali, som UNESCO står bag, viser, at kvinder med primary-school som den længste uddannelse i gennemsnit får syv børn. Til sammenligning får kvinder, der har gennemført secondary school eller en højere uddannelse, i gennemsnit tre børn. Andre undersøgelser viser, at jo bedre en kvinde er uddannet, jo bedre kan hun bidrage til økonomien. Det gør, at hun får mere medbestemmelse, både fordi hun bidrager økonomisk og har viden. En uddannet kvinde får altså indflydelse på familieplanlægning, hendes kendskab til prævention er bedre, og der er råd til at benytte sig af den. Derudover er hun sundere og er derfor bedre i stand til at komme igennem graviditet og fødsel. Og så er uddannede kvinder bedre til at tage sig af deres børn, så de behøver ikke få så mange, hvilket også gør, at der bedre råd til give de børn, hun har, en uddannelse. 

– Jeg udarbejdede i samarbejde med to andre kvinder undervisningsmateriale, der blev oversat til lokalsproget tonga. Undervisningsmaterialet kom omkring bl.a. sundhed og ernæring, hygiejne og prævention. 

I dag får en zambisk kvinde i gennemsnit 5,5 børn, og landet oplever store udfordringer med den høje fertilitetsrate, for selvom landets økonomi er i bedring, kan den ikke følge med den hurtige befolkningstilvækst. 

– Der er så mange mennesker, som slet ikke har muligheden for at uddanne sig, for deres system fungerer ikke, og det er de fanget i. De er for mange mennesker, og det er jo en ond spiral, for ressourcerne er der ikke. 

For Solvejg handler det først og fremmest om at gøre verden til et mindre uretfærdigt sted for de mennesker, hun kan hjælpe. Og hun må leve med, at hun ikke kan redde enhver uuddannet sjæl. 

– Når jeg er dernede, er der måske 30, der spørger mig, om jeg ikke kan finde en sponsor til dem, men det kan jeg jo ikke. Jeg er nødt til at prioritere, og det er hulens svært. Derfor er det godt, jeg har Geoffrey dernede, for han har et helt andet indblik i, hvem der både har det bedste potentiale, men også mest brug for en sponsor i forhold til deres personlige situation. Kort sagt: på hvem pengene er bedst givet ud.  

Netop nu er Solvejg ved at få bygget et hus ved siden af sin skole, hvor frivillige og hun selv kan bo. Hun vil gerne bo i Zambia igen, men denne gang skal det være under ordentlige forhold med indlagt strøm og vand.  

Solvejg Jensen, 62 år

• Folkeskolelærer i Thy og skoleleder i Zambia.
• Har bygget skole i Mapanza for ca. 35.000 kr. og bruger ca. 4.000 kr. om måneden på løn til skolens to lærere og sponsorater til to piger.
• Gift med Bo og mor til Thea på 23 og Lauge på 21.