52 aktiviteter, der giver dig den perfekte sommer i København
Hvad skal du få sommeren i København til at gå med? Vi har samlet de bedste bud på, hvordan du kan få noget nær en perfekt sommer i hovedstaden. Selv tak!
København er ganske særlig om sommeren.
Alle kommer vi ud af vores vinterhi og er klar på at tage revanche for de mange måneder indendørs. Ethvert gadehjørne besættes af glade og øldrikkende folk, alt imens aften bliver til morgen.
Her på ALT.dk har vi samlet nogle af vores yndlings-sommeraktiviteter, der (forhåbentlig) vil gøre din sommer i hovedstaden en smule sjovere.
- Lej en GoBoat eller book en tur hos Hello Captain og oplev København fra vandsiden
- Drik naturvin, og tag en dukkert på La Banchina
- Tag ud og klatre på en af Københavns mange klatrevægge, prøv bl.a. BaNana Park på Nørrebro
- Spis en saftig Gasolin Burger, eller få en græsk gyros på Broens Gadekøkken
- Tag en ven under armen til årlig sommerdans i Fælledparken
- Har du drømt at være linedanser? Så prøv verdens højeste Urban High Roping bane på en gråvejsdag
- Oplev de smukke og underjordiske cisterner på Frederiksberg
- Tag på Den Blå Planet i Kastrup, hvis solen forsvinder for en stund
- Tag til Sammenkunst på Statens Museum for Kunst, hvor du med museets kunstværter kan tale og dele tanker om museets kunst
- Savner du sommerens musikfestivaler? Hør klassisk musik på Ofelia Beach med Klassisk på Kyssetrappen, eller tag på mini-Roskilde Festival under Summer Days fra slutningen af juni
- Drik sammen med resten af København naturvin på Nørrebros hyggeligste vinbar, Pompette
- Spis middag på den kendis-hypede restaurant Babylon med udsigt over Søerne
- Aftenbadning ved en af Københavns mange havnebade og strande er et must!
- Drik kolde øl, spil volleyball og oplev ægte beachvibes på Halvandet på Refshaleøen
- Nyd film under åben himmel, når Tivoli i samarbejde med CPH PIX inviterer til Film på Plænen hver søndag i juli
- Øl på Brus – behøver vi at sige mere?
- Spis en lækker middag omringet af planter og afgrøder på toppen af Østerbro hos ØsterGro
- Ro kajak i Københavns Kanal, eller lej en kajak ved Kajak Bar eller Kajakhotellet
- Hop på cyklen og kør gennem farverige Christiania og langs voldene
- Tag til fællesspisning og banko i Folkehuset Absalon på Vesterbro
- Besøg Den Grønne Kødby, hvor grønne madiværksættere fra torsdag til lørdag inspirerer til en mere klimavenlig hverdag
- Vær kulturel og besøg en af sommerens mange, fine udstillinger – eksempelvis på Gl. Strand, der bandt andet præsenterer en udstilling om insekter og menneskets forhold til de små kryb
- Tag på en klassisk kanalrundfart – den fejler aldrig
- Besøg dyrene i Zoologisk Have
- Spil kongespil eller petanque i en af Københavns mange haver
- Tag på bodega-crawl på Nørrebro
- Pak en picnickurv og nyd roen ved bibliotekshaven tæt ved Christiansborg
- Stå på SUP-board i Københavns Kanal
- Er du single, kan du prøve en af de mange fællesspisninger, som SingleMadKlub står for over sommeren i København
- Sov i shelter på Amager Fælled
- Lej en fuglekikkert til 25 kroner i Friluftshuset under Naturcenter Amager og tag ud og kig på sjældne (eller helt almindelige) fugle
- Cykl rundt i byen og se street art i verdensklasse – der er to gratis kort her med en rute på henholdsvis Vesterbro og Nørrebro
- Spis lækkert surdejsbrød hos Hart Brødbar på Christianshavn eller Lille Bakery på Refshaleøen
- Gør et kup på de lokale udendørs loppemarkeder – tjek Facebook over sommeren
- Besøg det lækre grøntmarked Farmers Market på Refshaleøen, der afholdes over sommeren
- Tag på Glyptoteket og udvid din historiske horisont
- Se den fantastiske Nick Cave-udstilling på Diamanten
- Sæt dig bagefter ud på molen ved Diamanten, nyd udsigten, og læs en god bog
- Lej en kæmpe svane og sejl rundt på søerne
- Få en førstehåndsberetning fra livet på gaden med Gadens Stemmer – det gør dig både klogere og støtter et godt formål
- Gå en tur blandt de gamle, røde træhuse i Ballonparken ude på Islands Brygge, og oplev den særlige stemning
- Kom hørebøfferne i ørerne og tag på byvandring, mens du får fortællinger om de forskellige steder via denne gratis app
- Aftal en grill-aften med (få) gode venner i en park – du kan se, hvor I må grille her
- Køb et Hus Forbi og gør dagen (lidt) bedre for en hjemløs
- Pluk den smukkeste buket af vilde blomster i byskoven på Selinevej på Amager
- Brug et af byens udendørs – og gratis! – fitness-anlæg
- Tag et festligt slag øl-kroket med gode venner i en park – kender du ikke reglerne? Se dem her
- Få en vild udsigt og oplev byen fra oven i en af Københavns grønne taghaver – se mere her
- Hop op på cyklen, og nyd byen fra De Grønne Cykelruter – se et kort her
- Se den smukke fotoudstilling Red Min Søster, hvor både ukendte og kendte kvinder er blevet portrætteret med blomster over det hele med det formål at sætte fokus på vold mod kvinder
- 20 minutter uden for København ligger Holmevang Frugtplantage, hvor du kan finde selvpluk jordbær, æbler, blommer og kartofler
- Tag til gratis open air-fredagskoncerter på Islands Brygge, når Geyser by the Sea byder på sommerstemning ved havnekanten