Spis billig gourmetmad og støt kræftramte børn og unge
58 restauranter rundt om i landet deltager i festivalen Spis & Støt, der i år løber af stablen for femte gang.
Hvis du er til en festival lidt udover det sædvanlige, er der god grund til at udforske Spis & Støt-festivalen, og billetsalget skydes i gang allerede i dag. Denne særlige restaurantfestival byder nemlig ikke kun på gastronomiske oplevelser til rimelige priser – den samler også penge ind til et godt formål ved at støtte kampagnen ”Kræft er ikke for børn”, som Kræftens Bekæmpelse står bag.
Kampagnen ønsker at sætte fokus på de 450 danske børn og unge under 25 år, der årligt rammes af kræft. Formålet er at kunne rejse flere penge til forebyggelse, forskning og patientstøtte til fordel for børn og unge med kræft.
Det betyder, at du fra d. 30. maj til 8. juni kan spise en treretters menu på 58 af landets bedste restauranter, hvor overskuddet går til kampagnen.
Det er femte år i træk, at festivalen løber af stablen, og én af de restauranter, der er på deltagerlisten i år, er Restaurant Huset Blom i Sønderborg. Ejerne bag har selv haft kræft tæt inde på livet, og vil gerne være med til at gøre en forskel for børn, unge og deres familier, der er ramt af kræft.
– Vi deltager i Spis & Støt, fordi vi har mistet flere familiemedlemmer til kræft gennem årene, og henover det sidste år har vores søn været igennem en udredning for kræft. Det gør ondt, når nogen man står nær rammes af kræft, og vi vil gerne gøre, hvad vi kan, for at få samlet penge ind til den gode sag, fortæller Pia Bartholin, der driver restauranten sammen med sin mand Klaus Bartholin, i en pressemeddelelse.
De deltagende restauranter udbyder billetter i tre forskellige prisklasser, så der er garanti for unikke madoplevelser for forskellige budgetter. Du kan vælge gourmet-billetter til f.eks. Madklubben Bistro De Luxe i København eller ARO i Odense til 250 kr. og 500 kr., hvor henholdsvis 40 kr. og 80 kr. går direkte til kampagnen ”Kræft er ikke for børn”. Er du til selvforkælelse i den lidt dyrere ende, som f.eks. Kokkeriet i København, kan du få billetter til 750 kr., og dermed støtte med 120 kr.