Ea Ørum: Det har jeg lært af mine ekskærester

Nogle venter med at få børn til det rette tidspunkt, andre får børn med en donor, fordi de ikke finder "Mr. Right", og andre igen dropper måske helt ideen om børn.

Sidstnævnte blev resultatet af det spørgeskema, som Ea Ørum sendte til sine syv ekskærester, der siden er blevet til en programrække på Radio 24syv. Her fortæller hun om, hvordan hun gjorde, og hvad hun blev klogere på:

Hvis vi spiser middag, kommer jeg så i radioen? Det var indledningen sidst fraskilt mand på plus 40 år inviterede på middag. Vi spiste på Vesterbro. Optageren var ikke fremme, og jeg har ikke set ham siden. Jeg havde aldrig troet, at spørgeskemaundersøgelsen med syv ekskærester på den måde ville række ind i fremtiden. 

Radio 24syv bringer dokumentaren, hvor du kan høre alle deres svar. Arbejdet med radiodokumentaren var grænseoverskridende. Det var især grænseoverskridende at overlevere mine syv timers optagelser til en redaktør, der klippede programmet ned til en time. Jeg er freelancejournalist og klipper normalt selv mine radioprogrammer. Lige det her program bygger på et andet koncept: De syv timer, som jeg leverede, bliver sendt i syv dele, men der laves også en anden version på en time – en spidsvinklet redaktørudgave.

Her er al kontrol ude af mine hænder. Da jeg hørte redaktørens timelange version, tænkte jeg – og det tænker jeg stadig, at man virkelig skal kunne lide mig i forvejen, hvis man har lyst til at drikke en kop kaffe med mig efter udsendelsen. Jeg har nogle småulidelige sider, og de kommer full blown til udtryk i programmet. Samtidig er jeg glad for, at han valgte at bruge grimheden.

Mit mål med udsendelsen var at blive klogere på mig selv og at få skabt et vindue, hvorigennem vi kan se, hvorfor mennesker, der på et tidspunkt følte og sagde, at de elskede hinanden, skilles. Aldrig har der været så mange singler, og aldrig før har kærligheden set så fri ud. På den måde er vores kærlighedskultur historisk unik. Det har jeg portrætteret, og der skal grimheden ind i ligningen, for den spiller absolut også en rolle, når vi bryder med hinanden. Havde jeg brugt andre kilder, ville min empati have sagt mig, "at du bliver sgu ikke glad for at se så skidt ud i medierne." Det hensyn har jeg kunnet se bort fra.

Han findes ikke, Ea

ALT for damerne bragte for et par måneder siden en artikel om spørgeskemaprojektet. Her skildrede jeg en klichefyldt drøm om børn og rejser. Den er revet itu nu. I drømmen skulle jeg sammen med min journalistagtige mand af sted med vores et til to børn. Roadtrip i USA. Jeg så for mig, at vi portrætterede verden. Jeg må indse, at den drøm aldrig bliver indfriet. Af flere årsager. Manden, der gider det, har jeg absolut ikke set række hånden op. Tværtimod har jeg set mine veninders mænd blive helt trætte ved tanken, og mine mandevenner har grint af mig. Højlydt og kærligt – som i: "Ea for helvede. Din hjerne er fucked på gær. Det sker jo aldrig – for nogen!".

En ekskæreste sagde sågar, at han havde tænkt over, efter vi havde sluttet vores forhold, at han aldrig nogensinde skulle være sammen med en journalist igen. Han er også selv journalist. Got it. Den drøm er utopi, og den fastholder mig børnefri i lyset af drømmens urealiserbare karakter. Helt ærligt. Jeg er bange for at blive mor. Mit liv er rejser, venskaber og en masse, masse arbejde – moderskabet vil være en ny identitet. Den sidste kæreste, jeg havde, var helt skarp på, at jeg skulle tage den største del af tiden med evt. baby, og sådan er det for langt de fleste mødre. Når det er sagt, så har jeg vildt meget lyst til at være far, mor og børn. Til at være en del af familie, men idéen om at man kan stifte familie og lave en blød landing med et arbejdsfællesskab, der drejer sig om at udforske verden sammen, kan jeg godt se virker verdensfjern.

For ikke så længe siden vågnede jeg op en morgen hos en mand, hvis børn jeg i glimtvis har forestillet mig, det ville være en alletiders idé at føde. Samtidig har jeg haft lyst til at kaste to flybilletter på bordet og sige, at nu skal vi lave en bog, og vi bliver nødt til at rejse herhen og være der, indtil vi er færdige. Vi så kun hinanden et par måneder, så ingen af delene kom desværre så vidt, men lige denne morgen kastede han "nå, men hvad tænker du så om børn"-samtalen på bordet. Endelig havde jeg et svar. Nogle forhold er til børn, andre er ikke. Nogle forhold er f.eks. til eventyr og rejser. Drømmen om den helt store sammensmeltning er en utopi.

Men det er også en utopi, at parforholdet kan leve uden fælles projekter, hvad end de så drejer sig om børn, arbejde, at sætte et hus i stand – eller hvad folk nu har lyst til. I mine tidligere forhold har fælles mål og drømme over længere tid glimret ved deres fravær. Til gengæld har der været en enorm frihed. Frihed skaber ikke argumenter for at blive sammen. Jeg fylder i morgen 34 år, og – hvis vi skal se på det helt hardcore statisk, så er der en ret stor sandsynlighed for, at familien på min mors side, hvor jeg er enebarn, ikke får en efterkommer. Og måske er det helt, helt ok.

Virkede usikker på Dan Rachlin

Jeg har fået en del henvendelser fra folk, som også har haft lyst til at lave spørgeskemaer til deres ekskærester. Og selvfølgelig har folk det. Håbet, om at den næste forelskelse kunne arte sig bedre, er da besnærende. Og hvem er ikke bare lidt nysgerrig på, hvad ham eller hende, som engang stod allernærmest, egentlig tænker? Gør det. Spørg dem. Det allerværste ville - i min verden - være, hvis ingen havde lyst til at svare. Det ville fortælle mig, at jeg havde en række elendige relationer bag mig. Det ville jeg være ked af.

Der har også været en hel del mindre positiv opmærksomhed fra folk, som jeg ikke kender. Og har jeg været overrasket over dens karakter? Ja! Der skal ikke meget til at træde folk over tæerne. Man behøver slet ikke være i nærheden af deres fødder. Jeg fik at vide, at jeg var egocentrisk og stalkende, og at det virkede ureflekteret, at jeg først tænkte over, hvad der var gået galt efter det syvende brud. Til det sidste må jeg sige, at jeg ligesom de fleste andre, der er gået fra eller har mistet en kæreste, har vendt og drejet sms'er, knalderier, diskussioner, fravær, jalousi, magtkampe og alt mulig andet. Jeg har grædt, og jeg har været vred. Selvfølgelig har jeg da det. Bare at vade videre ville være ukærligt både over for den tidligere kæreste og mig selv – synes jeg.

Af dj'en Dan Rachlin, der delte sine holdninger til sine mange Facebook-følgere lærte jeg, at jeg skulle tænke noget mindre. Så hvor nogle mente, at jeg burde have tænkt noget mere, mente han det modsatte. Han skrev også, at jeg skulle knalde noget mere, og at jeg var for usikker. Jeg havde end ikke i min vådeste fantasi forestillet mig, at det ville blive en del af en offentlig debat, hvorvidt jeg knalder nok. Jeg lavede en spørgeskemaundersøgelse med syv vidunderlige ekskærester om, hvorfor vi gik fra hinanden, og det siger i min verden ikke ret meget om mit aktuelle sexliv. Det giver nærmest sig selv. Tværtimod havde jeg tænkt mere over, at de udsagn fra spørgeskemaerne, der var brugt i artiklen, handlede om sexglæde.

Så jeg var mere ramt af, "åh nej, bare folk ikke tror, at jeg ikke kan finde ud af forhold, fordi jeg reducerer dem til sex." Det er nu ikke det, som jeg har tænkt over mest siden Dan Rachlins Facebook-opdatering. Det var, at han skrev, at jeg var for usikker. I radiodokumentaren lyder jeg røvirriterende. Jeg kan givetvis være over the top, men jeg lyder også ked og glad. Klog og sårbar. Jeg afbryder, taler for længe, griner for højt. Jeg kan sagtens høre det. Dækker det over usikkerheder – sikkert. Men er usikkerhed egentlig skidt? Jeg tror det ikke. Er man sikker nok på sin usikkerhed giver den plads til at skifte synspunkt. Er man for usikker, lægger man sin usikkerhed over i hænderne på eksperter. Usikkerhed kan både rumme en nysgerrighed og en frygt. Vi bevæger os i en fundamentalistisk tid. Vi er blevet oplysningsfundamentalister. Også når det kommer til kærlighed.

Et tv-program som 'Gift ved første blik' er et eksempel på, hvordan vi også i vores følelsesliv tyer til videnskab og rationaler for at være mere sikre i vores kærlighedsvalg. Jeg bliver først bekymret, når vi bliver bange for vores usikkerhed. Jeg synes, det er fint, at vi spørger eksperter til råds, og jeg mener ikke, at selvudvikling kun er bygget af fup og fidus, slet ikke. Man kan kritisere min undersøgelse for at tage brug af selvhjælpskulturen: Først laver jeg en undersøgelse, og så spørger jeg eksperterne, om de kan se noget i ekskæresternes besvarelse, som jeg ikke selv kan få øje på.

Man kan således vælge at anskue projektet som et symptom på en formentlig usund usikkerhedskultur, hvor ansvar for egen lykke lægges over på den enkelte, og svarene findes hos eksperterne. Den konklusion, ser jeg, bygger på en halv sandhed. Jeg mener, at usikkerheden først bliver til et problem, hvis vi vælger at reducere os selv til glansbilleder med eksperters hjælp. Der er forskel på at få belyst de sider, der kan stå i vejen for ens drømme og måske sågar blive opmærksom på, at de drømme, som umiddelbart føles stærke, slet ikke er ens egne, men opstår i spejlinger af andres forventninger og i andres oplevelse af lykke.

Eks-kritik er korrekt

Langt det meste af den kritik, som ekskæresterne kom med i deres besvarelser, kan jeg nikke genkendende til. Alligevel er jeg ikke nødvendigvis enig i den, men deres forklaringer har gjort det tydeligt for mig, hvorfor vi ikke er sammen længere. Vi har oplevet perioder og situationer vidt forskelligt. En skrev eksempelvis, "Du forpuppede dig og skrev løs på historien om den anden aktør, skjorten og de hængte mennesker. Jeg syntes, det var en frygtelig historie. Super depri oplevede jeg den som." For et par måneder siden rev jeg historien op fra skuffen igen og skrev den færdig.

Jeg er stolt af den novelle. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at mit humør ikke ligefrem sprængte loftet i den periode, som han henviser til, men at skrive er for mig en måde, hvorpå verden kan komme på plads, når den skrider. Han så mine skriverier som en måde, hvorpå jeg trak mig tilbage – og væk fra ham. Jeg husker, hvordan jeg prøvede at dele alle mulige tekster og bøger med ham. Jeg prøvede at inddrage ham. Han så bare underlige fortællinger. Jeg siger ikke, at min næste kæreste skal dele min kærlighed til litteratur, men det vil være en fordel, hvis han trives ved, at jeg ser det som et livsvilkår, at humøret dykker og peaker – at det er uundgåeligt og ligefrem interessant. Helt ærligt: Isbjerge smelter, et eller andet vi kalder effektivisering hersker over nydelse, den 3. verden udbyttes. Der er krig og terror, og børn sulter. Der løgn og bedrag blandt venner og nære – hvor man troede, der var kærlighed.

I det store og i det små er det fint, at vi stopper op og dykker lidt en gang imellem. På den anden side er der perioder, hvor jeg har brug for at rejse og producere alt muligt, som slet ikke kan falde i kategorien depri. Jeg lærte, at han slet ikke fangede de facetter, og at vi ingenlunde skuede ud på verden på samme måde. Og endnu værre: vi var ikke glade for den andens måde at være i verden på. Hvor jeg synes, at opture og nedture er spændende og steder, der skal udforskes, havde han helt andre behov. Han foretrak hende, der bare holdt fri. For ham var parforholdet et sted, hvor to mennesker holdt fri sammen. Folk har spurgt, "men talte I ikke om den slags, mens I var sammen?" Jov sgu da. Gør alle ikke det?

Da jeg læste besvarelserne stod det såmænd bare endnu mere klart end almindeligvis, at det ikke er alt, som man kan tale om – og som man sammen kan finde en løsning på. Den bedste løsning kan være et brud. Jeg spurgte f.eks. i spørgeskemaet, hvorfor forholdet, som de så det, endte? En svarede, "Vi snakkede, og jeg kan huske, at jeg sagde noget i retning af, 'det gør ikke noget, alt er OK' og den slags. Men inden i mig selv tænkte jeg, 'det går sgu ikke det her – hun er for uberegnelig til mig – jeg forstår slet ikke, hvad der lige skete'." Jeg kan fuldt ud forstå ham, og jeg husker tydeligt situationen, hvor han sagde, at alt var ok. Jeg mærkede også, at det var det slet ikke. Nogle ting kan man ikke tale sig til rette om. Vi havde mødt vores forskelligheder. Han svarede også i spørgeskemaet, at sammen med mig ville han opleve de vildeste peaks og de dybeste huller. Han ville hellere have noget, som var mere stabilt og gråt.

Jeg har lært, at jeg tiltrækkes af, hvad nogle nok vil opfatte som en form for kaos. Det pegede en andens svar også på: "Du har været mere af det hele. Du er bare lidt mere. Din glæde og ked af det-hed såvel som din nysgerrighed og livsappetit – det hele fylder mere. Du føler verden stærkere." Med kaos mener jeg en trang til at tage verdenssyn og vaner op til genovervejelse temmelig notorisk. Jeg trives skidt ved at cykle den samme vej til og hjem fra arbejde hver dag, ved at lave aftensmad i det samme køkken, se fjernsyn, sove og så stå op og gøre det hele forfra. Hvis jeg lever sådan i mere end et par dage, begynder jeg at opleve, at jeg ikke tager livet alvorligt. En anden ekskæreste skitserede det også fint, da han svarede på spørgsmålet, hvad det mest irriterende ved mig var: "At du aldrig rigtig kunne slappe af. At alting altid skulle være meningsfuldt." Jeg ved, at han har det godt med en anden form for hverdag. Om jeg savner ham? Jov, jeg savner ham tit og meget, men jeg ved også, at han er gladere, hvor han er nu.

Kedelig se godt ud-præmie

Dan Rachlin fik også kastet min opmærksom i en anden overraskende retning. Han gjorde det helt klart under en snak mellem ham og mig til en tv-debat, at jeg nok ikke skulle regne med at være sammen ham, "hvis jeg mødte ham i byen," når jeg lavede underlige spørgeskemaundersøgelser. Hans konklusion ville muligvis have været sårende, hvis jeg ikke i arbejdet med radiodokumentaren var kommet frem til, at jeg er absurd træt af, at vi i offentligheden helst skal optræde indbydende. Jeg får lyst til at gro verdens længste og grimmeste løg midt på Rådhuspladsen. Hår på ryggen tænder mig. Jeg kan godt lide, at mine bryster ikke kunne sidde på 18-årig. Jeg elsker, når folk er for meget, eller når de siger noget forkert. De må gerne komme til min fødselsdag uden at tage deres gode humør med. De må meget gerne skifte holdninger og have rejsningsproblemer. Jeg kan lide skæve tænder og tætsiddende øjne. Bliver det hele for Facebook-lækkert, står der en fortælling tilbage, som muligvis er smuk for nogle, men den er også uden al den spænding, som et travlt arbejdsliv og et omskifteligt kærlighedsliv tilbyder.

Jeg har før lavet et eksperiment, hvor jeg skulle være gammel på et plejehjem i en uge. Det resulterede i et par billeder til aviser, som nu ligger på nettet. Jeg er alt andet end lækker på de billeder: Jeg har ikke været i bad i en uge, jeg sidder i kørestol, og jeg er bumset og hævet i ansigtet. "Du scorer ikke på de billeder," sagde en veninde, og hun har ret. Hvis præmien for at se godt ud på både den ene og den anden måde er Dan Rachlin, så går det hele nok alligevel. Hans øjne er slet ikke tætsiddende nok til mig. Han har sikkert ikke hår på ryggen, og så vidt jeg kunne se, var hans bisser også fine. Han har simpelthen slet ikke fejl nok til mig. (Dan Rachlin, du er sgu god nok alligvel. Alt godt, Ea)