Steffen mødte sin livs kærlighed på en anderledes måde på sit arbejde: ”I dag har vi to børn sammen”
Som ung kæmpede Steffen hårdt for at få en livredderpost. Nu har han siddet 31 år på posten i Hundested, hvor alle kender ham, og han kender stranden så godt, at en ulykke ikke får lov at ske.
Det er det grønne signalflag, der skal på flagstangen i dag ved Hundested Strand.
Kattegat ligger fuldstændig fladt og klart med en svag fralandsvind til de få badegæster, der våger sig ud på en af sommerens første badedage.
Oppe i en popup-livredderpost sidder Steffen Mattrup Lund-Hansen og er ved at slå sit campingbord op, så han kan indtage sin kanelstang og kaffe, inden dagen rigtigt går i gang i det, som er hans 32. sæson i Hundested.
Ja, det var nemlig i 1993, at Steffen blev livredder, men det var faktisk et job, han ønskede sig længe før.
"Da jeg var i starten af 20’erne, læste jeg en artikel i Politiken om livreddere. Der stod, at de var aflønnede, og at de altså var professionelle. Man blev ansat med ansøgning og samtale og det hele," husker Steffen, som straks gik i gang med at undersøge det.
Det gik dog ikke helt efter planen.
"Jeg fik så mange afslag, for alle de gamle livredderkonger sad og tronede hele vejen ned langs kysten heroppe i Nordsjælland."
"Jeg søgte tre år i træk, inden jeg overhovedet kom til en samtale. Der kom jeg igennem og blev ansat som afløser," fortæller Steffen.
"Den sommer fik jeg faktisk en fuld sæson, og jeg kom rundt på alle strandene heroppe i Nordsjælland," husker den i dag 57-årige livredder.
Det kommer ikke helt ud af det blå, at Steffen skulle være livredder, for hans far var svømmelærer, og Steffen har ofte gået med ham på badebassinets kant som barn og set, hvordan det gik til, ligesom han også selv blev en habil svømmer.
"Som livredder skulle jeg til den årlige svømmeprøve, og allerede året efter jeg var blevet ansat, slog jeg chefen. Det var noget, der gav respekt. Så blev jeg placeret her i Hundested."
Dengang var der et ret klart hierarki inden for livredderposter, og bystrandene som Hundested var ikke attraktive steder at være på, for der var meget at lave, og en livredder kan godt lide en rolig dag med ikke alt for mange badegæster.
Annonse
"Men nu har jeg siddet her i 31 år," smiler Steffen og spejder ud over havet, hvor der i dag både dykkes, sejles kajak, svømmes og plaskes på lavt vand for de yngste badegæsters vedkommende.
Kærlighed på stranden
De 31 år er blevet brugt godt, for ikke nok med, at Steffen altid ved, hvad han skal lave fem uger hver sommer, hvor han har ferie fra sit job som maskiningeniør i DSB, så har Steffen også mødt sit livs kærlighed her. Det var faktisk snarere på Hornbæk Strand, hvor han kom meget som ung og havde fået øje på Anne.
"Da vi en dag skulle lave en træningsredning på stranden, var det Anne, der skulle spille ”offeret”, og da jeg havde reddet hende i land, havde mine kolleger for sjov fjernet iltapparatet og råbte: ”Hvad vil du så gøre, Steffen”? Så måtte jeg jo give hende mund-til mund," siger han med et smil.
Anne var en flittig badegæst i Hornbæk, men det var jo ikke til meget hjælp, når Steffen sad hver dag i Hundested, så han fik sine kolleger til at puffe hende i den rigtige retning, og da hun en dag dukkede op ved livreddertårnet i Hundested, slog han til.
"Jeg havde et par andre aftaler den dag, men dem fik jeg aflyst, og så havnede vi på Hundested Kro. I dag har vi to børn sammen," siger Steffen glad.
Hvis man spørger Steffens chef, så siger han, at grunden til, at Steffen aldrig har været med i en redningsaktion er, at Steffen ser ulykkerne, inden de sker. Steffen nikker. Det er ikke helt ved siden af.
"Det er en farlig strand, fordi der er meget vand, der bliver presset ind her og ud igen. Der er hestehuller, og der er molen derover, hvor det er forbudt at bade, fordi det er så farligt," siger Steffen og peger over på molen og den lille lystbådehavn i Hundested.
Alligevel har området været hjemsted for tre drukneulykker de senere år.
"Det er skæbnens ironi, at jeg ikke har været på arbejde lige de tre gange, men alle ulykker er sket, når der har været en afløser på, og det har været dygtige livreddere hver gang. Men min arbejdsfilosofi er, at jeg tager tingene i opløbet. Hvis jeg ser nogen, der bader ved molen, så går jeg derover og taler med dem. For som vi siger: En god livredder er en tør livredder, altså en der tager tingene i opløbet."
En enkelt gang har det dog været tæt på at blive farligt, mens Steffen var på arbejde.
"Det var en tætpakket dag, så jeg så det ikke ske, men en multihandicappet dreng var blevet sendt ud på et kæmpe badedyr og forældrene mistede ham af syne. Da de kom og adviserede mig, måtte jeg af sted på jetski for at få ham på land. Da jeg kom tilbage, måtte jeg pænt bede forældrene om at pakke badedyret væk," siger Steffen.
Mon han har en sjette sans for ulykker?
"Jeg er i hvert fald en erfaren rotte. I starten var jeg så grøn, at jeg sad og talte hoveder på stranden hele tiden. Det skal man ikke, men man skal være skarp hele tiden, og jeg er mit ansvar bevidst."
Annonse
Annonse
Hugorme i vandet
Steffen indrømmer blankt, at der er meget lidt action i hans job på stranden. Faktisk går det meste af dagen med at hjælpe fok, der er blevet brændt af brandmænd eller dehydrerede. Og så var der lige en særlig historie, som ramte de nyhedsfattige medier for et par somre siden, og som Steffen også var en del af.
"Det var en dreng, som kom op fra vandet og var blevet bidt. Han sagde selv, at det var en slange, han havde set i vandet, men ingen troede rigtigt på ham. Det viste sig, at det var en hugorm, han havde troet var et stykke legetøj, men det troede vi ikke, fordi hugorme er så sjældne i saltvand. Man han kom da af sted med ambulance til nærmeste sygehus."
Der er også dage, som er decideret kedelige. Det er når det regner en hel dag, og livredderen alligevel ikke må sidde og læse en bog eller kigge på sin telefon.
"De dage bruger jeg på at træne ude i vandet og holde mine færdigheder ved lige eller reparere lidt på huset," siger han om de lille skur, som er hans livreddertårn.
"Men der kommer altid nogen over og siger hej. Det er dejligt at få bekræftet, at jeg er deres livredder," siger Steffen, som ikke har nogen planer om at lade sig pensionere.
Til gengæld håber han, at livredderposten i Hundested bliver i familien, for han er allerede godt i gang med at lære sin 12-årige datter, Gry, op i faget.
"Jeg håber, hun tager over en dag," smiler han.
