Stephanie Caruana om studentertiden: "Jeg føler ikke, at jeg har styr på meget mere, end jeg havde dengang"

De sidste fulde og søde studenter er forlængst kørt hjem, når disse linjer læses. I år er det 25 år siden, jeg stod pinligt ædru i min sorte kjole med min sorte hue på ladet af en rød vogn, og jeg fatter det næsten ikke. Altså, var det ikke meningen, at jeg skulle være blevet voksen og fået styr på tingene nu? Før 3.A. og jeg kunne fejre sølvbryllup? Muligvis. Men sådan er der jo så meget.

Sandheden er jo faktisk den enkle: Det føler jeg ikke, jeg er blevet. Jovist, på papiret har jeg både børn, skilsmisser, lejlighed og et banklån. Jeg kan uden videre tale med om de fleste ting, lave mad og betale min skat og alt det. Men jeg føler ikke, at jeg har styr på meget mere, end jeg havde dengang.

Vi var en lille, broget skare af studiner, der mødtes for at fejre 25-årsjubilæet, og det var både dejligt og sært. Alle lignede sig selv og slet ikke, og jeg var overrasket over, hvor lidt vi havde haft tilfælles dengang. Vi var unge kvinder, vi kyssede (nogle mere end andre) og baskede med vingerne. Jeg ville så frygteligt gerne være punker (men var jo alt for blød), og de var pæne piger. Troede jeg, ihvertfald.

Mit hoved var vist enten i skyerne eller nede i de mange dårlige digte, jeg skrev i timerne dengang. Mentalt var jeg ikke tilstede, dansede ikke til den samme musik til de samme fester og deltog ikke i de samme diskussioner. Lidt ærgerligt. Men måske også udtryk for, at det var en tid, hvor man fik lov til at prøve sig selv af uden for flokken.

Jeg mærkede, at jeg på den ene side gerne ville have kendt de andre bedre dengang, og på den anden følte jeg en dyb taknemmelighed over at kunne føle et fællesskab med dem nu.

Der er længe til, at mine egne børn bliver studenter, hvis de overhovedet skal i gymnasiet. Det vil tiden vise. Men jeg allerede lavet en lille liste i mit hoved over faldgruber og muligheder.

Du skal bryde hul på skallen som ung, det bliver kun sværere, jo ældre man bliver. 

Vær ikke bange for at fejle, for det er sådan, du lærer noget, du ellers ikke ville vide. 

Det er okay at være i tvivl, være vred og være bagefter. 

Andre har det ikke nemmere end dig. 

Du må alt. Men du skal ville noget, for talent forpligter.

Tiden går hurtigere, end du tror – brug den dog i stedet for at lade den glide mellem dine fingre.

Du skal være sød ved dig selv, for du er den nærmeste til at være det.

Kunne jeg rejse tilbage til mit yngre selv, ville jeg både være mere flittig i timerne og mere social, mindre bange for at gå i hvidt tøj og mere bevidst om, at jeg ikke var så dum, som jeg troede. Og i øvrigt forbyde mig selv at flytte sammen med den første, bedste mand.

Alle fra min klasse virkede til at fundet deres hylde i livet, vi var bare nogle, der havde taget et par omveje og et par styrt undervejs. Og klaret det alligevel.

Men en ting er sikkert: Jeg er lykkelig over aldrig at skulle være 18 år igen. Famlende og flagrende. På den anden side er jeg glad for, at de år førte mig lige præcis herhen, med alle de fejl og mangler jeg har i dag. For jeg kan rumme det. Og jeg kender nogle ret seje damer i begyndelsen af fyrrerne, der har det på samme måde.

Tillykke med huen. Det gik da meget godt alligevel?

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Født 12/4, 1980

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Mette Kirstine Goddiksen

Født 7/3, 1976

Pr- og marketing-manager og mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Stephanie Caruana

Født 9/9, 1974

Forfatter og freelanceskribent, single og mor til to, film- og bogelsker/-anmelder.