Stinemaria overlevede skyderiet i Field’s: ”Dét billede glemmer jeg aldrig”

Mette og jeg havde ventet tre år på den søndag, hvor Harry Styles skulle spille i Royal Arena.

Koncerten havde været aflyst to gange på grund af corona, så der var virkelig bygget op til en festdag.

Læs også

Naboen glemmer aldrig Thereses hjerteskærende skrig: Nu har Therese vigtigt budskab til dig

Vi havde aftalt at mødes i Field’s for at få noget at spise og tisse af. Jeg havde taget min prikkede yndlingskjole på, og Mette stod og ventede i en pailletsag – og der var fyldt med koncertgæster iført fjerboaer, glimmertøj og store smil.

For en søndag var der overraskende mange mennesker i Field’s. Der var kø overalt, og vi havde lige aftalt at droppe restauranten og købe en hurtig bolle i Lagkagehuset, da jeg hørte et højt brag. Jeg kiggede over mod Burger King, måske var et metalstativ faldet på gulvet? I det samme hørte jeg skrig. Pludselig var der flere, der skreg, folk begyndte at løbe, og der kom to-tre høje lyde lige efter hinanden. Nu forstod jeg: Det var skud.

Styret af instinkter

Mette og jeg sagde ikke et ord, vi greb bare hinandens hænder og løb. Der var meget rumklang, så det var svært at bedømme, hvor skuddene kom fra, og vi lod os føre med menneskemængden, væk fra rulletrappen. I dag ved jeg, at gerningsmanden stod på første sal og skød op mod rulletrappen, så var vi løbet den vej, var vi løbet direkte i skudlinjen.

Normalt er jeg en rigtig føler, men min reptilhjerne tog fuldstændig over. Jeg mærkede hverken angst eller frygt, tænkte kun: Vi skal væk. Vi løb forbi restauranterne, og Mette trak fra, hun ville ind og gemme sig. I det øjeblik så jeg et billede af mig selv liggende under et bord og blive skudt, og jeg tænkte bare: Nej!

Jeg trak hende med videre mod nogle glasdøre ud mod taget. Der opstod flaskehals, og folk faldt over hinanden for at komme ud. Vi slap igennem, og ude på taget tænkte jeg, helt følelseskoldt, at vi skulle ind i menneskemængden – for hvis vi stod i midten, ville vi ikke blive skudt som de første.

Jeg troede, jeg ville være én, der hjalp andre, men i situationen tog mit overlevelsesinstinkt over. Jeg mærkede ingenting, havde ikke engang tanken, at jeg skulle hjem til min mand og mine børn, kunne kun tænke på at komme ud.

Frygten tog over

Vi fulgte med mængden i håb om at finde en trappe, men på et tidspunkt kunne vi ikke komme videre. Vi var fanget. Jeg kiggede ned gennem et ovenlysvindue og så en mand komme løbende med en klapvogn. I det samme hev han sit barn op, smed klapvognen fra sig og spurtede videre. Det billede glemmer jeg aldrig. Det fortalte mig, at det her, det var alvor. Det var først dér, at min hjerne rigtigt forstod det.

Vi hørte igen skud, og pludselig råbte nogen: ”Han kommer, han kommer!” Menneskemængden havde flyttet sig sådan, at jeg nu stod forrest, og jeg tænkte: ”Hvis han kommer nu, er det mig, der bliver skudt”. Jeg blev helt kold; fik bare følelsen af, at hvis det var nu, var det nu – jeg kunne ikke gøre noget ved det.

Men han kom ikke, og vi begyndte at løbe igen. Nogle løb tilbage i Field’s for at komme ud på gaden, men jeg skulle ikke derind igen. En mand fik åbnet en metaldør til en trappeskakt. Inde i skakten kunne vi intet se, og vi anede ikke, hvor trappen førte hen, eller om der stod en gerningsmand for enden, men vi fortsatte.  

Nede i bunden kunne vi komme ind i parkeringskælderen. Jeg kom til at tænke på terrorangreb og selvmordsbomberne til Ariana Grande-koncerten i Manchester og fik tanken: ”Hvis der er bomber, er de herinde.” Samtidig havde jeg følelsen af, at der hvert øjeblik kunne rejse sig et menneske bag en bil og skyde. Jeg blev rigtig bange. Mette tog styringen og førte mig med tværs gennem kælderen over til en sliske, der førte os op på gadeplan.

Flugten fra Field’s

Mette ville have os længere væk, så vi løb op gennem beboelsesområderne bag Field’s. Først der stoppede vi for at få vejret. Jeg ringede min mand op, og han lød glad; han anede ikke, hvad der var sket. Da jeg hørte hans stemme, brød jeg sammen. Men fik sagt, at jeg var kommet ud. Jeg sendte også sms’er til min mor og mine børn. De har senere fortalt, at det, jeg skrev, var rent volapyk. 

Vi vidste ikke, om angrebet var overstået, så vi løb videre og kom frem til en Irma. Mette ville have en cigaret, og jeg fik akut trang til chokolade. Folk gik rundt og handlede, som om ingenting var sket, og det føltes absurd; vi havde været tæt på en skudepisode, og nu stod vi i kø med vores chokoladebarer sammen med folk, der købte ind til aftensmad.

Ude på gaden nåede Mette at tænde en smøg, inden en betjent kom løbende med sit våben fremme, som i en amerikansk film. Han råbte, at vi skulle væk, nu! Vi løb ind i Irma, hvor lederen fik os ind i et personalerum sammen med 20-25 mennesker. Han kom med sodavand og forsikrede os om, at vi var i sikkerhed.

Bogen

En dag ad gangen – livet efter skyderiet i Field’s af Stinemaria Mollie Jensen, Books on Demand, 210 kr. 

Tryg i bilen

Der sad flere, som var flygtet fra Field’s. En gravid kvinde, som havde plukkeveer af at løbe, med sit lille barn på armen. En familie, der var blevet væk fra sønnens kammerat. Folk søgte nyheder på deres telefoner, andre krammede eller så ud til at være i chok.

Efter halvanden time besluttede Mette og jeg at søge videre, så vi sagde tak til Irma-lederen og gik. En større gruppe gik mod Royal Arena, vi sluttede os til dem, men blev stoppet af politiafspærringer og en motorcykelbetjent, som sagde, at vi skulle væk fra gaden. Men hvorhen? Til sidst fik han os ind på et hotel.

Lobbyen blev en slags venteområde, og personalet kom med vand og chips. Udenfor var der fyldt med betjente, som gennemsøgte området med bombehunde. Vi var stadig rædselsslagne, ingen fortalte os, hvad der foregik. Først klokken 22.30 fik vi lov at forlade hotellet under forudsætning af, at vi gik direkte ud af det afspærrede område.

På den anden side af afspærringen var der fyldt med mennesker – nyhedshold, politi og pårørende, som ledte efter deres kære. Min mand kom og hentede os, og først da vi kom ind i bilen, begyndte vi at føle os trygge. Jeg tog ham i hånden og lod tårerne få frit løb. Vi kørte Mette hjem, og ved midnatstid var jeg endelig hjemme. Jeg så pressemødet klokken 00.30 med min mand og søn, og først da hørte jeg, at gerningsmanden var blevet anholdt. Bagefter gik de i seng, men jeg kunne ikke sove. Lå bare og lyttede til min familie trække vejret og sms’ede med Mette.

En vej ud af traumet

Efter episoden var jeg så fysisk og psykisk udmattet, at jeg måtte sygemelde mig og bagefter arbejde på stærkt nedsat tid. Jeg kom til krisepsykolog og siden en almindelig psykolog. Jeg har brugt meget tid på at bearbejde følelsen af at være et dårligt menneske, fordi mit instinkt sagde mig, at jeg skulle løbe ind i menneskemængden ude på taget.

Jeg har efterhånden lært at acceptere, at det var en naturlig reaktion. Jeg har fået bekræftet, at det var en voldsom oplevelse.Det lyder måske fjollet, men for andre gik verden jo bare videre. De handlede og tog på arbejde, mens jeg ikke kunne tage offentlig transport eller opholde mig steder med mange mennesker tæt på og var jeg fanatisk med at tjekke nødudgange.

Mette og jeg har brugt hinanden til at bearbejde episoden og har også været tilbage og gå vores flugtrute i Field’s. Jeg var inde og overvære retssagen, den dag der var øjenvidneberetninger. Ikke fordi jeg havde behov for at se gerningsmanden, men fordi jeg havde brug for at mærke, at retssystemet tog episoden alvorligt.

Hvem er jeg?

Jeg har lært nogle strategier til at takle flashbacks og angst. I en lang periode havde jeg svært ved at finde ud af, hvem var jeg nu. Skulle jeg flytte til Langeland og se gulerødderne gro? Der er jeg ikke mere. Jeg skal blive, hvor jeg er, og passe på mig selv og min familie. Jeg er blevet ekstremt god til at sætte grænser og sige nej til ting, jeg ikke har energi til, fordi min krop simpelthen siger stop.

Jeg startede arbejde på fuld tid igen efter påske. Og 13. maj tog Mette og jeg til Harry Styles-koncert. Den blev afholdt i Horsens, og det var en festdag med fjerboaer, glitter og glimmer. Bagefter havde jeg en følelse af at have fået en slags afslutning. Vi overlevede. Og nu lever vi.