"Jeg har strikket mig igennem tre børns opvækst"

Den stærkt hullede grusvej antyder, at man nu er kommet væk fra alfarvej, og klyngerne af vindskæve fyrretræer taler deres eget tydelige formsprog om, at her i det barske klithedelandskab på Fanø er det den salte vesterhavsvind, der har magten.

– Det er så her, jeg plejer at stå og bare nyde at være til, siger 60-årige Christel Seyfarth, imens hun fra toppen af sin yndlingsklit lader blikket glide ud over den enorme sandbanke og det utæmmelige hav i horisonten.

Hun fortæller, at hun så vidt muligt er herude på nordspidsen af øen hver eneste dag. Det samme øde sted hver gang og helst om morgenen sammen med hundene. Også når det blæser en halv pelikan. For Fanøs farverige strikkedronning er det den suverænt bedste måde at samle energi til alt det, hun skal nå i løbet af en arbejdsdag – og med årets strikkefestival lige rundt om hjørnet er det ikke så lidt.

– Jeg falder ofte hen over, at man kan bo så fantastisk et sted. Tænk hvilken gave, det er, siger hun og forklarer, at den kraftfulde natur herude i klitterne også er hendes primære inspiration.

– Jeg kigger efter farver, former og stemninger. Se for eksempel dernede. Der står en ordentlig klynge klitroser, som har inspireret mig til mit „klitrosesjal", siger Christel, der elsker naturen på sin fødeø endnu mere, end hun elsker sit arbejde, der i bund og grund består i at skabe glæde. Strikkeglæde. Farveglæde. Livsglæde.

For Christel var det i hvert fald en verden af fornøjelse, der åbnede sig, da hun selv lærte at strikke som femårig af sin mormor. Først små tæpper, kjoler og tørklæder til dukken, alt sammen strikket i et hav af farver af de garnrester, som mormoren indsamlede fra sine veninder på Fanø.

– Jeg fattede kærlighed til det lige med det samme, og siden har jeg jo bare strikket derudad. Jeg fik min første bestilling som 13-årig. Det var fra en veninde, der gerne ville have en lang, strikket vest med gimpet kant, ligesom den jeg selv havde, fortæller hun.

Da Christel nogle år senere blev præsenteret for hønsestrik, var hun for alvor solgt. Den frie tilgang til arbejdet var lige hende, og siden har hun aldrig arbejdet efter opskrift.

– Som 16-17-årig var jeg indbegrebet af en hønsestrikker. Jeg så virkelig aparte ud dengang med mine egne hjemmestrikkede kjoler i en million farver, siger hun og mener selv, at det var i perioden med hønsestrik, hun lagde endnu en vigtig brik til den stil, hun er kendt for i dag. Nemlig den legende, farveglade stil, hvor alt er tilladt.

LÆS OGSÅ: Katrine Foged Thomsen: Mød den nye dommer i den store bagedyst

Fandt sit DNA

Christel fortæller, at hun sågar har dristet sig til at låne elementer fra de historiske Fanødragter og kombinere dem på nye måder.

– Jeg har skilt Fanødragten ad i enkeltdele. Det er der aldrig før nogen, der har tænkt over, at man kunne, siger hun og viser et par eksempler fra sin kollektion. Designs med navne som „Sømandskonens livstykke", „Ormegraverpigens nattrøje" og „Brudepigens plisséjakke", der oser af originalitet.

– Jeg hader alt for meget regelrethed, og jeg blæser på moden ud fra den holdning, at er det anderledes og spændende, så er det også mode, siger hun og noterer, at det ellers ikke lå i kortene, at hun skulle blive eksponent for noget som helst kreativt.

– Jeg kommer fra en sømandsfamilie, der på ingen måde udfoldede sig kreativt. Min mormor kunne kun strikke ligeud, siger Christel, der først foldede sig ud som fuldtids strikdesigner, efter hun var fyldt 50 år.

Indtil da havde hun bl.a. arbejdet i den danske og den canadiske rejsebranche, hvor hun mødte sin mand, Jørgen Seyfarth, og som konsulent for Time Manager International. Men i 2007 slap hun bremsen helt og gav den gas, som hun siger.

– Alle forbinder mig med strik nu, men sådan var det slet ikke oprindeligt. Jeg gik først all in, da jeg følte, jeg havde fundet min egen strikkestil. Mit eget DNA, forklarer hun.

LÆS OGSÅ: De forelskede sig på åben skærm. Her er “Landmand søger kærlighed”-parret i dag

Festival og familiefirma

At det skulle blive så stor en succes, havde hverken Christel eller hendes mand dog drømt om.

Lige nu arbejder de begge på højtryk for at få alt til at klappe ved den 12. internationale strikkefestival på Fanø i slutningen af denne uge. Efter at Christel selv havde stået for hele arrangementet ved de første fire strikkefestivaller, sagde hendes mand nemlig sit job op og blev fuldtidspartner i 2009.

– Så nu sidder vi her og arbejder side om side med alt det administrative, siger Christel og fremviser et hjemmekontor med den mest fantastiske udsigt ud over havet.

– Men jeg strikker stadig mindst to timer hver aften, og jeg forsvinder helt væk i det, siger hun og smiler.

For Christel er den kreative proces en tidslomme af ro og uforudsigelighed.

– Jeg har strikket mig igennem tre børns opvækst, og jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden, siger hun og fortæller, at hun i dag også er så heldig at have tre børnebørn – som hun dog ikke har tid til at strikke til!

Hun vedkender sig, at hun stadig læner sig op ad den simple strikketeknik, hun lærte af sin mormor i sin tid.

– Livet er for kort til vrangpinde og til at hæfte ender, plejer jeg at sige. Og det efterlever jeg, siger Christel, der fra på fredag og tre dage frem endnu engang byder cirka 10.000 strikkeentusiaster velkommen til Fanø.