Det er egentlig ret fantastisk, at man kan lave is ud af frosne bananer – det er nemt, sundt og smager rigtig godt. Jeg kalder denne opskrift for softice, fordi den virkelig minder om det, og har en lækker, tyk konsistens og en dejlig smag.
Banan softice med lakrids og jordnødder, 2 pers.:
Ingredienser:
2 modne bananer
4-5 spsk mandelmælk, andre typer af mælk kan bruges
1 spsk ahornsirup
1 tsk rå lakridspulver
Pynt:
2 spsk usaltede jordnødder
Skær bananerne i skiver, kom dem i en pose, og læg dem i fryseren et par timer, til bananskiverne er helt frosne.
Kom bananerne i en foodprocessor eller minihakker sammen med mælk, sirup og lakridspulver – pas på ikke at komme for meget mælk i, da konsistensen let bliver for tynd. Blend det hele godt sammen, indtil isen har en tyk og cremet konsistens – isen skal være så tyk, at du kan lave kugler af den.
Pynt isen med grofthakkede jordnødder, og server den med det samme.
PRØV OGSÅ: Dittes bedste morgenmuffins uden sukker og hvedemel