"Alle syntes, vi var det perfekte par. Men vi blev skilt efter blot to år"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var vejen Frem i Lyngby. Det hed den sgu. Frem nummer 12. Mine forældre var sportsdansere, og jeg begyndte tidligt til jazzballet, disko og hiphop. Jeg gik også til standarddans i to år, men min dansepartner, Michael, prøvede hele tiden at lyne min kjole ned, og det var Jeanette på 11 år ikke tilfreds med, så jeg stoppede til dans. Mine forældre ville ikke have, at man bare sad derhjemme og hang i sofaen efter skole, så jeg skulle gå til noget andet. Det blev så riffelskydning. Ha-ha! Hold nu kæft, hvad er det for noget at sætte sin 11-årige datter til? Min søster gik til svømning, og hun overtalte mig til at gå med. Det blev til mere og mere, og til sidst var det endda slut med riffelskydningen.

Din levevej?

– Halvandet år efter jeg var startet til svømning, blev jeg udtaget til ungdoms-OL. Jeg skulle svømme 100 meter crawl, og jeg græd før, under og efter. Før af nervøsitet, under på grund af smerter og efter, fordi jeg var så lettet. Jeg blev nummer fire, og så græd jeg også lidt over det. Der gik det op for mig, hvad det her handlede om. Konkurrencesport handler om følelser, og det har altid interesseret mig, hvordan man håndterer følelser i sport. Det fede ved sporten er at kunne håndtere presset og holde hovedet koldt uden at spekulere over, hvad der sker i banen ved siden af. Jeg gik i gymnasiet, og mens de andre tog på studieture og til fester, kom jeg halvanden måned for sent i 2.g, fordi jeg var til OL. Da jeg kom hjem fra det OL, kunne jeg mærke, at det her ville jeg gerne have mere af. Jeg var månedens gæst i gymnasiet og til sidst nærmest selvstuderende.

– Jeg har holdt pauser fra svømningen undervejs og tænkt, at nu var det nok. Jeg holdt blandt andet to-tre måneders pause i 3.g efter i en periode at være kommet tudende hjem hver dag. Jeg var ofte så træt, at jeg ikke selv kunne tage mit tøj af. Træneren var den ondeste, jeg nogensinde har mødt. Vi blev kørt hårdt, og det er ikke sådan, jeg svømmer godt. Faktisk forbedrede jeg mig ikke i de tre år, jeg svømmede hos ham. Efter et par måneder ringede der en anden træner til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at begynde at "plaske lidt rundt" hos ham. Det ville jeg gerne, for endelig var der noget, der ikke var seriøst.

LÆS OGSÅ: ”Nu er hun ikke længere kun min Pernille”

Hvad er dit livs omvej?

– Efter gymnasiet ville jeg tage et sabbatår. Jeg fik job i en børnehave og elskede at arbejde med børn. Der var jeg i tre år, men så kom min træner og spurgte, hvorfor jeg ikke blev professionel svømmer. I januar 2011 lagde jeg alt andet fra mig, og et halvt år senere var jeg verdensmester. Jeg tror på, at alt sker af en grund, og det tog jeg som et tegn på, at jeg skulle være svømmer og leve af det. Det er der ikke ret mange andre i Danmark, der har gjort, og jeg føler det som et kald.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Ved højlys dag er det intet problem for mig. Det kan være sværere en fredag aften, hvor jeg er ude med veninderne, og folk kigger mig over skulderen og tager billeder. Jeg er kendt som professionel svømmer, men nogle kan ikke tackle, at jeg indimellem holder fri. Jeg er begyndt at gå en del i byen på det seneste, og nogen kan ikke acceptere det. Så skal de lige over og spørge mig, om det nu er godt for mig at stå med en øl i hånden. Men det er altså ikke ulovligt, og jeg er ikke allemandseje. Det er mit liv, og ingen har ret til at dømme mig, bare fordi de har set mig i tv.

LÆS OGSÅ: Ditte Haue: ”Jeg ved, at selv om jeg kan fejle, gøre dumme ting og være irriterende, er jeg okay”

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Jeg mistede troen på mig selv efter OL i London i 2012. Jeg var blevet verdensmester i 2011 og var favorit. Alle – inklusive mig selv – forventede medaljer. Det var så gejlet op. Alle, der er til OL, ved, at intet er sikkert. Det kan godt være, du er nummer et på papiret, men alt kan ske. Det er ikke altid den bedste atlet, der vinder. Min dragt sprak 10 minutter inden, jeg skulle ind og svømme finale. Jeg kom ud bagved og stod splitter-Hans-Jørgen foran hundredevis af mennesker og skulle ud af den gamle dragt og have en anden på, og de er lige så stramme som korsetter. Da jeg gik ind i hallen til mit livs finale, rystede jeg. Jeg kunne ikke engang få fat om skamlen med hænderne, fordi jeg rystede så meget. Da startskuddet gik, svømmede jeg alt, hvad jeg kunne. Efter 50 meter føltes det som om, jeg fik en mavepuster. Jeg endte næstsidst. Jeg gik totalt nedenom og hjem. Jeg tog direkte hjem og var med i Vild med Dans og kørte det hele på facaden. Men det hjalp mig også fra at synke ned i et dybt sort hul. Jeg lærte så meget af det OL. Om mig selv og at det jo bare er en sport. Selvom alle talte om medaljer, skulle jeg have sagt: Slap lige af. Men jeg lod mig påvirke, hver gang jeg så mig selv i tv, og folk sagde, at jeg ville vinde.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Jeg blev skilt, efter jeg kun havde været gift i to år. Vi var vokset op sammen og havde været sammen i ti år, da vi blev gift. Men jeg vidste efter kort tid, at det ikke gik. Alle forventede altid, at vi ville blive gift en dag, og de syntes, vi var det perfekte par. Men dybt i min mave kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne være bundet på hænder og fødder resten af mit liv. Jeg var 25 år og kunne ikke acceptere, at jeg var gift med min roommate. Jeg kommer fra en familie, hvor alle har været sammen i 100 år. Det sværeste, jeg har prøvet i mit liv, var, at sige til mine bedsteforældre, som havde fejret diamantbryllup, at jeg skulle skilles. Jeg var dybt splittet mellem at gøre det, som alle troede var rigtigt, og det, som jeg selv vidste, var rigtigt. Jeg var også bange for at være alene. Skulle jeg så aldrig finde kærligheden igen? Hvem skulle nu "have min ryg"? Det hjalp på svømningen, da jeg blev skilt. Jeg er en humørsvømmer, og jeg præsterer bedst, når jeg er glad. Men jeg er også et parforholdsmenneske, og jeg elsker at holde i hånden og kysse. Jeg elsker romantik.

LÆS OGSÅ: Ibi Makienok: "Jeg føler mig pissesnydt af universet"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Marco, som er tidligere svømmer. Vi har kendt hinanden i mange år. Vi begyndte at tale sammen for et par år siden. Egentlig syntes jeg, han var lidt for meget en rapkæftet se-mig-type, men nu er jeg alligevel endt med ham. Han er en 100 procent engelsk gentleman på en måde, som kun engelske gentlemen kan være. Det er måden, han holder om mig, når vi går på gaden. Han har altid et øje på mig, og jeg føler mig som et trofæ. Jeg har aldrig prøvet at gå sidst ind ad en dør i hans selskab.

Jeanette med kæresten Marco Loughran.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Tre uger før VM i 2015 år blev jeg overfaldet sammen med min kæreste af en fremmed mand. Marco blev smadret sønder og sammen lige ved siden af mig, og fordi vi sad i bilen, havde vi begge to sikkerhedsseler på og kunne intet gøre. Han sad bare der og spyttede sine tænder ud. Og så på Østerbrogade! Jeg hare haft en meget beskyttet og ubekymret barndom, og så sidder jeg på Østerbrogade og ser min kæreste blive smadret af en ukendt person. Jeg brækkede to fingre og vidste derfor ikke, om jeg kunne komme med til VM. Jeg kom med, og jeg kom hjem med to sølvmedaljer. Men jeg er ret sikker på, at jeg kunne have vundet mere, hvis de fingre ikke var brækket. Hver gang jeg ser en pickuptruck, der minder om den, overfaldsmanden kørte i, får jeg ondt i maven, og i lang tid efter havde jeg mareridt om natten.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg har ikke nogen plan for fremtiden. Der findes ikke en medalje, jeg ikke har vundet, og hvad gør man så? Mange atleter har det sådan, at de bare vil vinde og vinde igen, men jeg kan godt få nok. Jeg elsker sport, men jeg elsker også livet. Jeg er begyndt at glæde mig til noget andet end svømning. Jeg ved ikke, om jeg skal bo i London eller København. Om jeg skal arbejde med sport eller begynde at lave tv, som jeg elsker. Jeg kunne sagtens blive personlig coach et eller andet eksklusivt sted, jeg er dog ikke sikker på, at jeg vil blive ved med at stå i en svømmehal. Men hvis jeg skal lave tv, må jeg hellere blive i Danmark i stedet for at flytte til London, hvor min kæreste bor.

LÆS OGSÅ: Line Baun Danielsen: “Kærligheden skal jo ikke bare være der for at fylde et tomrum ud”

LÆS OGSÅ: TV-kok Anne Hjernøe: ”Jeg går stadigvæk i Kvickly i natbukser”

LÆS OGSÅ: Julie Steincke fik et barn med sin bedste ven: ”Jeg var nødt til at give slip på min naive forestilling om den perfekte familie”