Da Szhirley fyldte 40, opdagede hun en meget trist side af musikbranchen

Hvilken vej var den første du gik på?

"Jeg kan ikke huske, hvad vejen hed, men mine første vigtige oplevelser af, hvad det ville sige at være mig, fandt sted i et fattigt og ret broget kvarter i Mexico City. Jeg var fem år gammel, da mine forældre flyttede derned i et sidste forsøg på at redde deres forhold.

Min far var israeler og fandt sig aldrig rigtigt godt til rette i Danmark. Han havde en kæmpe udlængsel og drift mod at leve et sted, hvor han følte, at han hørte mere til.

Læs også

Skuespiller Julie Agnete Vang: ”Jeg blev hurtigt stormfuldt forelsket – og ofte i de forkerte”

Vi boede kun i Mexico lidt under et år, men det kom alligevel til at forme mig. Jeg havde en øjeblikkelig oplevelse af at passe meget bedre ind i alle farverne, lydene og duftene i den her store, varme, vilde og pulserende by, end jeg nogensinde havde haft i Danmark. Min mor syntes, det var enormt utrygt. Der var ingen gadelygter i kvarteret og folk råbte efter hende og hendes blonde hår på gaden.

Jeg mærkede intet til den følelse af fremmedhed. Jeg mærkede kun solen, viben og alle mine nye og spændende venner i skolen, og så den her følelse af virkelig at høre til. Mexico er stadig et forjættet land for mig. Det er her mine søskende bor, og hvor jeg føler mig sært hjemme, selvom det aldrig blev mit hjemland.

Ni måneder efter vi var ankommet, meddelte min mor, at hun og jeg skulle til Danmark for at pakke vores liv der endeligt ned. Men da vi stod i lufthavnen, sagde hun, at vi ikke kom tilbage. Og at min far skulle sige farvel. Jeg husker kun chokket, en høj hyletone for mit indre øre og så min far – den her store, stærke mand – som pludselig gik helt i opløsning.

Jeg holdt fast i ham med øjnene så længe jeg kunne, da vi kørte op ad rulletrappen. Og så var han væk. Jeg så ham først igen syv år senere. Oplevelsen plantede et mørke i mig. Og selvom jeg gennem hele mit liv har valgt lyset og det at være i verden på en let og positiv måde – ikke mindst udadtil – så et det mørke stadig en del af den, jeg er."

Hvornår fandt du din levevej?

"Jeg kunne synge, før jeg kunne tale. Små melodier og bidder fra sange, som min mor sang for mig, når hun puttede mig. Sangen var simpelthen mit første sprog. Den har altid fandtes i mig. Og da den her lille, lillaklædte mand med sorte lokker tonede frem på skærmen – vi så MTV for fuld udblæsning i Mexico – fik sangen også et udtryk.

Prince havde en inderlighed og i virkeligheden også en sensualitet i sin performance, som ramte mig som et stød. Jeg var fem år gammel og har været helt ubevidst om, hvad jeg mærkede, men jeg mærkede det. Og jeg er stadig fuldstændig vild med Prince og hans lyd og look. Jeg elsker stadig lilla!

Alligevel kæmpede jeg lidt med at finde min egen lyd, da jeg som ung begyndte at drømme om musikken. Jeg var ikke en popprins eller en rockpige, som de andre vidunderlige ladies og mandlige artister, der dominerede den danske musikscene i 1990’erne.

På et udvekslingsophold i USA blev jeg blæst helt bagover af den R&B-bølge, der skyllede ind over staterne i det årti. Og så tænkte jeg: ”Der er den sgu, det er sgu da den lyd, der er min!” Det var en total åbenbaring for mig, og det føltes så rigtig og naturligt at være med til at sætte R&B på landkortet herhjemme.

Selvom jeg i dag også arbejder som skuespiller og driver min egen smykkevirksomhed, så er det at synge – at stå på en scene og mærke, hvordan det er at bevæge og røre et publikum – fortsat en kæmpestor kilde til lykke og tilfredsstillelse i mit liv."

Den vigtigste vejviser i dit liv?

"Min mor. Hun er min modsætning. Vi er så vidt forskellige. Hun er rationel, fornuftsdrevet og tilbageholdende. Mens jeg er fuld af følelser, temperament og helt utroligt udadvendt. Hun hader at stille sig frem og holder sig helst i baggrunden, men hun har altid ladet mig gøre det modsatte og støttet mig fuldt ud i det.

Hun forstod, hvad det var for et barn, hun havde født. Og selvom hun ikke genkendte sig selv, så satte hun mig fuldstændig fri til at være den, jeg var. Til at være skør, og larmende og farverig. Til at tage de største sommerfuglevinger på og folde dem ud!

Hun har lært mig at knokle, gøre mig umage og ikke give op, når noget er svært, ubehageligt eller bare kedeligt, men hun har altid troet på mig og opfordret mig til at tro på mig selv og folde mig ud på mine egne præmisser."

Hvilken vejviser vil du gerne selv være?

"Jeg ved godt, at børn gør, hvad man gør og ikke, hvad man siger. Men jeg bilder mig alligevel ind at man godt kan lede ved et dårligt eksempel, hvis bare man meget tydeligt gør opmærksom på, at det er det, man gør.

Når jeg flipper ud og min indre drage går i oprør, og jeg råber og skriger, så stopper jeg ofte op og ser mine to drenge lige i øjnene og siger: ”Sådan her skal I ikke gøre! Jeg er alt for hysterisk, og det kommer der aldrig noget godt ud af!”

Jeg håber, at lidt af det siver ind, og at de ikke bliver helt så overladt i deres følelsers vold, som jeg selv er. Ellers vil jeg allerhelst lære dem at mærke sig selv og blive bevidst om deres egne grænser og ønsker. Det betyder, at man som forælder ikke bare skal vise sine børn vejen, men også lade dem vise dig, hvad vej de gerne selv vil gå. Der er selvfølgelig ting de skal.

Hjælpe til derhjemme, gå i skole, opføre sig ordentligt. Men de skal først og fremmest lære sig selv at kende for at blive gode og rummelige mennesker. Og det vil jeg gerne have, at de bliver. Man lever et rigere liv, hvis man forholder sig nysgerrigt til  andre måder at leve og tænke på og kan blive ved med at lære. I stedet for at være skråsikker og lukke ned."

Læs også

Anne Stampe: ”Jeg er jo så heldig, at jeg har min 'Pussy Club'”

Har du nogensinde stået ved en skillevej?

"Jeg udgav min sidste plade i 2016, og det var en stor beslutning at sige farvel til en musikkarriere, som har betydet så meget for mig. Men det var tydeligt for mig, at jeg måtte tage et valg. Jeg havde lagt en enorm energi i den plade. Det var en intens og meningsfuld, men også hård arbejdsproces, der strakte sig over år. Men da den kom ud opdagede jeg, at branchen ikke var interesseret.

Jeg er helt overbevist om, at det er et køns- og aldersspørgsmål. At jeg selv – og den musik jeg nu lavede – ikke harmonerede med det billede branchen havde af mig. Jeg kunne have valgt at kæmpe videre. At lægge blod og sjæl i en musik, som ingen alligevel ville spille i radioen. Men det ville jeg simpelthen ikke. Jeg kunne ikke holde tanken om, at jeg på den måde var prisgivet af andre, ud. Jeg havde brug for at tage magten tilbage. I dag laver jeg måske to musicals om året.

Resten af mit arbejdsliv er fyldt med alle mulige andre projekter, der er mine, og hvor det er mig, der sætter retningen og tempoet. Og de optrædener er nok. Jeg bliver lyttet til og klappet ad i lige præcis det omfang, der fylder mig op. Jeg savner det ikke. Det var det helt rigtige valg for mig."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Jeg var færdig med mænd, da jeg mødte min mand, Mads. De forhold, jeg havde været i før, var så komplicerede og svære, at de havde drænet mig fuldstændig og efterladt mig i den tro, at jeg faktisk helst bare ville være single. Jeg var i start 30’erne, da jeg gav slip på tanken om at finde den rigtige og i stedet begyndte at tænke på, hvordan jeg kunne blive mor alene. Min mor havde jo gjort det. Så kunne jeg vel også. Og så var han der.

Det er mærkeligt, for vi havde kendt hinanden og arbejdet sammen i flere år, da jeg pludselig så ham på en anden måde, og han lavede alle mine solo-mor-planer om, på hvad der føltes som en enkelt aften. Jeg fik bare blik for den her mumlende nordjyde af en musikproducer i hjørnet af studiet på en helt anden måde end før. Og så ændrede det sig alt sammen. Nogle gange ved man det bare. Og jeg vidste helt ind i mine knogler, at ham ville jeg have. Sådan har jeg det stadig."

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

"Vi har begge to arbejdsliv, hvor vi i perioder er længe væk fra vores hjem og familie. Det betyder, at vores drenge er helt med på, at det både er mor og far, der kan regere derhjemme. Og at den ene måde ikke er mere rigtig end den anden, selvom vi har ret forskellige energier og måder at gøre tingene på. Det har skabt et meget ligestillet familieliv.

Det kan godt være, der er noget, jeg gør mest og omvendt, men opgaverne er lige fordelt og vigtigst af alt, så er der ikke en af os, der føler, at vi har mere at skulle sagt eller ikke har tillid til, at den anden gør det ordentligt. Mads er en totalt god far, ligesom jeg er en totalt god mor. Og det er vi både, når vi er sammen, og når vi er hver for sig. Og det er det vigtigste, når man har sat to små mennesker i verden."