Test dig selv: Er du styret af din barndom?

Test dig selv: Er du styret af din barndom?

Det, vi lærer i barndommen, danner et fundament efterfølgende for vores såkaldte grundmønster. Hvordan påvirker det dig? Tag vores test her.

Sådan som du gør en ting, gør du alting!

Det har jeg altid fået at vide – og gang på gang må jeg erkende, at selv om det er enkelt, så passer det forbløffende godt.

Grunden er selvfølgelig, at det, vi lærer i barndommen, danner et fundament for vores efterfølgende handlinger – det er vores såkaldte grundmønster.

Prøv at finde det – og få måske samtidig en god forklaring på, hvorfor du gør, som du gør i hverdagen.

Test dig selv

Find et dejligt hjørne i dit hjem, sæt noget musik på, gør det hyggeligt med te/kaffe og stearinlys, og sæt en times tid af til at besvare nedenstående spørgsmål. Du må ikke læse „svarene“ til denne øvelse, før du har besvaret spørgsmålene – for det ødelægger spontaniteten og dermed det umiddelbare svar.

Gør følgende i præcis den rækkefølge, som det er beskrevet, og LÆS IKKE FORUD:

  1. Tag seks stykker papir og nummerér dem hver især i det højre hjørne.
  2. Sæt dig godt til rette, luk øjnene og forestil dig, at du besøger dit barndomshjem. Find det rum, hvor du føler dig bedst tilpas. Forestil dig, at der i det rum er en person, som var vigtig for dig i din barndom. Sid lidt og tænk på personen, mærk hende/ham og vedkommendes varme.
  3. Åbn øjnene og skriv følgende på de seks stykker papir (tag dig god tid til hver enkelt spørgsmål, men skriv det, der først kommer til dig, så du ikke tænker al for meget over hvert enkelt spørgsmål).

Papir 1: Hvilke negative kvaliteter havde denne person?

Papir 2: Hvilke positive kvaliteter havde denne person?

Papir 3: Hvilke situationer var virkelig udfordrende, svære, negative for dig i din barndom?

Papir 4: Hvordan reagerede du på denne virkelig svære udfordring?

Papir 5: Hvilke negative følelser havde du i din barndom – en eller flere?

Papir 6: Hvad ønskede du dig i din barndom, som du aldrig fik?

 Eksempel:
Papir 1: Ubeslutsom, firkantet, ufølsom, sort/hvid.
Papir 2: Kærlig, handy, vellidt, hjælpsom.
Papir 3: Mistede et familiemedlem.
Papir 4: Tårer, vrede, drama, indadvendt.
Papir 5: Uro, frygt for andres dom, pleaser-gen.
Papir 6: Anerkendelse.
 

Næste trin:

Tænk nu på dit livs store kærlighed eller det mest intense kærlighedsforhold, du har oplevet. Prøv så at se, om det, der står på dine papirer, passer med følgende udsagn:

Papir 1:

Det er det, du lader dig gå på af, når forelskelsen klinger af efter et stykke tid. (Og er samtidig kvaliteter, du dybest set er fascineret af).

Papir 2:

Er de kvaliteter, du forelsker dig i.

Papir 3:

(Skal ikke bruges direkte – har kun relevans for næste spørgsmål/svar).

Papir 4:

Når du er vred på, eller din partner skuffer dig – så reagerer du som sådan.

Papir 5:

Når dine behov ikke bliver mødt af verden, partneren, jobbet, føler du som det, der står her.

Papir 6:

Når du har de følelser, der står på nr. 5, ville du ønske, at livet, nogen eller noget ville give dig det, som står på nr. 6.

Og det, der står på papir nr. 6, er dit grundmønster!

Næste trin:

Hvor i dit liv og hverdag kan du genkende dette grundmønster? Led efter en reaktion på noget, der er sket, en følelse du efterlyser eller en reaktion, du måske savner fra omverdenen i en specifik situation, f.eks. hjemme, på arbejde eller sammen med vennerne.

Prøv fra nu af også at være opmærksom på, hvad netop dette grundmønster betyder for din hverdag og dit liv. Og husk, der findes ikke gode og dårlige grundmønstre, bare grundmønstre, så du behøver ikke dømme det, der står på dit papir.

Fakta

Lifecoach

Sofia Manning

INDSIGT

(læses efter testen)

Jeg beklager at måtte fortælle dig, at lige meget om du bruger resten af livet på at opnå det, der står på papir nr. 6, så føler du aldrig nogensinde følelsen i det omfang, du ønsker det. Du kan vælge at leve hele dit liv i evig søgen og i håbet om, at nogen vil gi’ dig det. Men uanset hvad de gør, bliver det aldrig nok!

Den gode nyhed er, at der findes en løsning. Du kan vælge at give det! I det sekund, du begynder at give det til andre, kan du mærke, at du selv får det. Når du virkelig mangler følelsen, så stop op, vend om, og begynd at give det!

Jeg har en klient, hvis grundmønster er anerkendelse. Hun er præstationsmenneske og dygtig til det meste, fordi hun har et stort behov for anerkendelse. Men ligegyldigt hvor meget succes hun har/ har haft, så stopper hendes behov for anerkendelse ikke. Jeg udfordrede hende til at give anerkendelsen i stedet for at hige efter den, og i dag oplever hun ikke længere, at behovet for anerkendelse ubevidst styrer hendes valg og handlinger. I stedet løfter hun med sit grundmønster andre menneske til deres fulde potentiale.

Artiklen er opdateret i maj 2022 af redaktionen.