”Jeg er vokset op med en idé om, at arbejde skal være hårdt for, at det er godt”

Som nyuddannet cand.mag. sagde Sigrid Kraglund Adamsson sit faste forlagsjob op – uden at have et andet job på hånden. Hun havde lige oversat arbejdsmarkedsgyseren The New Me (da. Det nye mig) af den amerikanske forfatter Halle Butler, hvor hovedpersonen er ved at miste grebet om sig selv i sit prekære arbejdsliv. Bogen gav Sigrid Kraglund Adamsson et skræmmende nyt perspektiv på fremtiden.

”Jeg er vokset op med en idé om, at arbejde skal være hårdt for, at det er godt. Jeg var god i skolen, og i gymnasiet tog jeg både matematik og fysik på højt niveau, så jeg kunne vælge frit på alle uddannelseshylder,” siger Sigrid Kraglund Adamsson, der regnede med, at hun ville læse medicin på sigt, men startede på litteraturvidenskab for at dyrke sin kærlighed til litteratur.

“Jeg tænkte, at jeg nemt kunne ændre min vej og holdt orlov mellem min bachelor og overbygning, hvor jeg arbejdede på forlag og skrev for et magasin og overvejede, om jeg ville skifte retning,” husker hun. Men så kom uddannelsesloftet og fremdriftsreformen, og pludselig kunne Sigrid Kraglund Adamsson ikke bare skifte studium.

“Nu kunne jeg ikke lige skifte spor, og så opdagede jeg, hvor mange af dem, som var uddannet fra litteraturvidenskab, der havde ret kedelige jobs. Det fik mig til at føle, at jeg var med i en konkurrence om de gode jobs, som jeg skulle vinde.”

Sigrid Kraglund Adamsson blev færdig i 2020, men kunne ikke glæde sig over, at hun allerede havde landet et af de eftertragtede jobs i forlagsbranchen, som så mange af hendes medstuderende ønskede sig.

“Jeg havde forestillet mig, at udbrændthed viser sig ved, at du er slået helt ud, har huller i hukommelsen og ikke kan foretage dig noget. Men udbrændthed er også at mangle motivation og formål med det, du skal. Jeg holdt på et job, fordi andre ville have det, ikke fordi jeg havde lyst,” siger hun.

“Jeg havde virkelig krise over, at jeg, i en alder af 26 år, ikke havde noget at se frem til, men min ven hev heldigvis fat i mig og sagde: “Vi skal arbejde de næste 50 år. Det er alt for tidligt at have det sådan.””

Og så traf hun beslutningen om at sige op, blive freelancer i en periode og overveje sin fremtid.

Generation udbrændt

Sigrid Kraglund Adamsson er ikke den eneste, og det er ikke kun pandemien, der har gjort os bevidste om, at hamsterhjulet er blevet vores mest usunde fitnessrutine. Allerede i 2019 beskrev den amerikanske forfatter og journalist Anne Helen Petersen the millennial burnout i en long read-artikel på BuzzFeed.

Opkomsten af den nye gig-økonomi, hvor flere og flere, uanset om de er akademikere, faglærte eller ufaglærte, arbejder i projektansættelser fremfor fastansættelser samtidig med, at vi har brudt med forestillingen om, at vi skal følge i vores forældres fodspor, har ført til et ekstremt pres på individet. Vores arbejde er ikke bare et arbejde. Det er blevet den ultimative identitetsmarkør, der skal vise, hvem vi er, hvad vi står for og hvilke værdier, vi identificerer os med. Men hvad hvis vi ikke kan følge med og er trætte, før vores karriere overhovedet er begyndt?

I USA har det ekstreme pres ført til en ny bevægelse, The Great Resignation. Ifølge magasinet Fortune sagde hele 4,5 millioner op alene i november 2021, mens New York Post rapporterede om antiwork-gruppen på Reddit, hvor 1.6 millioner amerikanere deler deres erfaringer med, hvordan de siger op, og hvordan de kan leve så frit og billigt som muligt.

Sigrid Kraglund Adamsson er en af de first movers herhjemme, der har slået op med det traditionelle arbejdsliv, men den store strøm af opsigelser lader vente på sig. Faktisk har vi aldrig været mere beskæftigede i Danmark end nu. Fra november til december 2021 faldt ledigheden med 9.400 til 70.900 personer. Det svarer til et fald fra 2,8 til 2,5 pct. af arbejdsstyrken, og det er det laveste niveau siden september 2008.

Og ifølge Danmarks Statistik steg antallet af lønmodtagere med 17.000 personer i november sidste år, og dermed kunne 2.915.000 danskere bryste sig af titlen. Samtidig er der noget, der tyder på, at hjemmekontoret og det fleksible arbejdsliv er på retræte, for i december 2021 var vi næsten tilbage på samme niveau af hjemmearbejde som inden corona. Så er det snart business as usual?

“Arbejdsmarkedet har været udsat for et systemisk chok under corona, hvor nogle brancher har været hårdt ramt. Særligt kulturlivet og servicesektoren. De mindre hårdt ramte var hjemsendte. Men begge grupper opdagede, at tingene kan gøres på en anden måde – og at arbejdslivet ikke er en statisk størrelse,” siger Vincent Hendricks, der er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet. Han mener, at der er et paradigmeskifte på vej.

“Siden internettets opkomst, og særligt efter smartphonen kom til i 2007, har vi principielt kunnet være online og dermed potentielt på arbejde hele tiden. Pandemien fik os til at bremse op – og de erkendelser, vi gjorde os der, vil ikke blive glemt med det samme. For dem, der kunne arbejde hjemme, blev det en øjenåbner, hvor vi kunne organisere vores arbejdsliv på en måde, der gav os mere tid med familien, i naturen og til at arbejde i et andet tidsrum end 8-16. Det gav os lyst til at reorganisere vores liv.”

Det har ifølge professoren også ændret vores blik på, hvad der er status i.

“Der er ikke længere nødvendigvis status i at have meget travlt, men der er status i at have meget selvbestemmelse. Det aktive ejerskab på arbejdslivet, hvor du arbejder med netop det, du synes, er interessant, og hvor du selv strukturerer, hvor og hvornår du arbejder, er det nye ideal.”

Ligesom de brølende 1920’ere var en modreaktion på 1. Verdenskrigs traumer og den spanske syge, forudser han også, at der er en modreaktion på vej nu – omend en mere afdæmpet af slagsen:

“Efter to årtier, hvor alt har handlet om hastighed og vækst, tror jeg, at fordybelsen bliver vigtig, og vi får lyst til at leve langsommere. Det ville være et kærkomment skifte.”

Work bitch

Det håb for fremtiden deler Niels Erling, der er sceneinstruktør og aktuel med teaterkoncerten Work Bitch. Den totalt udsolgte forestilling tematiserer det moderne arbejdsliv med udgangspunkt i Britney Spears’ skæbnefortælling.

“Lige nu oplever vi resultatet af en lang periode, hvor vores arbejde også udgjorde vores identitet. Det eneste, vi spørger om i mødet med andre mennesker, er, hvad de arbejder med. Jeg har siddet og grinet af en gammel klassekammerat, der på Instagram definerede sig selv som husejer og mor til to. Men nu ville jeg jo elske, at det var noget andet end mit arbejde, der definerede mig,” fortæller instruktøren.

“Mine forældre var fastansatte 40 år det samme sted, mens jeg arbejder med kunst og er løst ansat. Jeg kan ikke tage barsel, pension eller løn under sygdom for givet. Da jeg gik på teaterskole, lærte jeg at iscenesætte et stykke og fortolke en tekst, men jeg lærte ikke at navigere i et liv som selvstændig. Alle mine venner og kolleger er også indirekte mine konkurrenter, og jeg er selv en vare, jeg hele tiden skal sælge.”

Niels Erling mener, at vi er blevet snydt til at tro på en løgn om evig vækst og fremgang, som vi nu er ved at blive kvalt i.

“Men udviklingen er interessant, for nu er der en samtale om det. Der er en bold, der ruller. #MeToo startede også som et enkelt tweet, og pludselig var det en bølge, der ikke kunne stoppes,” siger Niels Erling.

“I Work Bitch valgte vi at bruge Britney-sagen som et prisme til at kigge på os selv. Den fortælling er über-freudiansk med en far, der holder sin datter fanget. For os andre gælder det paradoksalt, at vi selv er både offer og bøddel. Det er ikke en ond ydre fjende, der holder os fanget. Det er vores eget arbejdsliv. Hvis jeg stoppede med at være instruktør, ville jeg blive ulykkelig og få abstinenser. Alle opgør er smertefulde. Selv om du er i et dårligt kærlighedsforhold, gør det jo stadig ondt at forlade kæresten. På samme måde fylder opgøret med vores arbejdsidentitet os også med konflikterende følelser. For hvis vi ikke er vores titel, hvem er vi så?”

Fremtidens superhelt

Erhvervssociolog, coach og forfatter Rikke Østergaard genkender abstinenserne og det konfliktfyldte forhold, vi har fået til vores arbejdsliv, fra de ansatte og ledere, hun coachede under pandemien.

“Fra et sociologisk perspektiv har opgøret været undervejs, siden kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Det var naturligvis godt for ligestillingen og frigørelsen, men familielivet lider, når det forventes, at alle arbejder fuldtid eller mere,” forklarer hun.

“Nu er vi blevet modige nok til at sige det højt: “Det fungerer ikke.” Det betyder ikke, at idealet er at være hjemmegående, men at vi vil have nogle mere fleksible rammer for vores arbejdsliv. I fremtiden vil der komme en kæmpe ny gruppe af selvstændige, der vil have mulighed for at arbejde hjemme, arbejde mindre, arbejde klogere og mere effektivt.”

Rikke Østergaard har coachet mange, der omtalte deres hverdag som ren overlevelse og derfor var så pressede, at de ikke havde overskud til at ændre på deres situation.

“Frøet til opgøret var plantet inden pandemien. Men ingen havde tid til at vande det. Da alting lukkede ned, oplevede mange i starten abstinenser efter den hverdag, der var en evig flugt fra det nære. Men så opdagede vi, at det var rart ikke at have så travlt, og at vores arbejde måske ikke var så vigtigt. Følelser er smitsomme: Når du stresser, bliver alle omkring dig stressede, men når alle omkring dig slapper af, gør du det også.”

Hun sammenligner tiden under nedlukningen med yogaturen til Indien. Det svære er ikke at være zen, dyrke solhilsener og spise ayurvedisk, når du er omgivet af andre, der gør det samme. Det er at fastholde rutinerne, når du vender hjem.

“Nu er pandemien afblæst, og vi skal aflære vores gamle mønstre for at fastholde de sunde indsigter. Den yngre generation har opdaget det. Deres superhelt er ikke erhvervslederen, der arbejder 60 timer om ugen, dyrker ironman, har fire børn, han aldrig ser, og en au pair som hjemmets varmeste hånd,” fastslår Rikke Østergaard.

“Den nye superhelt har tid til spontanitet og kreativitet. Det er overskudsmennesket, der har prioriteterne i orden. Den gamle helt var frygtstyret: Han var bange for ikke at blive sund, gammel og succesfuld nok. Den nye superhelt er modig. Det er den selvstændige, der ikke drømmer om at blive millionær, men om at kunne leve det frie liv,” forklarer Rikke Østergaard.

“Frihed og tid er de ny luksusgoder. Vi vil hellere være det frie menneske på cyklen end den fortravlede sjæl i en ny Maserati.”

Den analyse genkender Niels Erling.

“Pandemien gav os tid til at kigge op og revurdere, hvad det var, vi ville have ud af vores liv. Mange af os fik jo hjertebanken, da vi skulle tilbage til ‘normalen’, og det var det, der gjorde, at antiwork-bevægelsen blev så stor,” siger han.

“Jeg tror stadig, at den arketypiske arbejdsnarkoman i skjorteærmer lever i bedste velgående i visse sfærer, men pandemien og den parallelle klimakrise har givet grobund for en reel modbevægelse. Vi tør gå op imod det tåbelige konkurrencesamfund, der skaber angst, stress og psykisk ubehag. Klimakrisen hænger også sammen med hele vækstideen, og vi ved jo godt, at vi ikke har råd til at fortsætte på denne her måde. Det er grotesk, at vi allerede i februar har opbrugt det, klodens beboere må forbruge af ressourcer på et år.”

Niels Erling definerer sig selv som optimist – og romantiker. Og set fra hans stol tegner fremtiden lovende.

“Når vi befrier os selv fra konkurrencen, befrier vi også os selv fra skammen over, at vi selv har drevet den mentalitet frem,” siger Niels Erling, der mener, at det meningsfulde fælleskab ikke længere skabes i det åbne kontorlandskab eller over kantinens onsdagssnegl. Vi vil igen søge kulturen:

“Det er nemt at sige, at teateret vil samle os, men det tror jeg, at det vil. Min egen forestilling, og det som How to Kill a Dog og Jeanette Albeck laver, har så kæmpe en appel og har været totalt udsolgt. Vores forestillinger er på sin vis også et opgør med traditionelt teater. De er mere udsigelser, dramatiske essays eller brandtaler. Det har vi manglet. Men jeg tror også, at vi vil dyrke bøger, udstillinger og foredrag. Det bliver statusgivende at tænke selv. Det er det, kunsten kan.

Religionen gav os en indgang, et sted at gå hen og tænke sammen, men der var et indlejret svar. Kunsten kan tilbyde os en masse spørgsmål helt uden at give svar. Vi, der er de yngre og nyere på kulturscenen, gør op med 90’er-ironien og distancen, som vi er opflasket med, og 00’ernes nihilisme, hvor alt var ligegyldigt, bare man tjente penge til forbrug. Nu tror vi faktisk på, at vi godt kan ændre verden – og vi tør vise det frem i kunsten, gøre os sårbare, tage de svære samtaler og træffe de svære valg. Også hvis det betyder, at vi må sige vores jobs op.”

Sigrid Kraglund Adamsson har ikke fortrudt, at hun sagde op.

“Jeg har ikke fjernet arbejdspresset, men jeg har fjernet følelsen af, at der er en afgrund foran mig, som jeg falder ned i, hvis jeg ikke lykkes hele tiden. Mit liv defineres ikke af en karriereopstigning. Der må gerne være pauser. Jeg er mindre fastlåst i min oplevelse af lykke, og min identitet defineres ikke af min titel. Mine skuldre er faldet ned,” siger hun.

“Jeg vil stadig gerne have en stemme. Men jeg vil ikke defineres ud fra lønarbejde, men ud fra alt, hvad mit liv er.”

I sidste ende handler beslutningen også om solidaritet, mener Sigrid Kraglund Adamsson.

“Jeg vil ikke konkurrere med alle dem, jeg holder af. Jeg vil hellere samarbejde om, at vi alle får bedre forhold. Mine venner er nærmest min fagforening lige nu, fordi den reelle fagbevægelse svigter freelancere som mig. Vi holder hinanden oppe på ikke at være skruebrækkere og løntrykkere,” siger hun.

“Jeg er godt etableret som freelancer, har valgt at leve billigt, så jeg ikke er så afhængig af løn, og er ikke bange for ufaglært arbejde. Men for mig er det vanvittigt at arbejde 40 timer om ugen og prioritere arbejdet over mit liv.”