Thomas Hwan: "Jeg er sindssygt inspireret af min datter"

Du medvirker i serien 'Killjoy', der i bund og grund handler om at slippe kontrollen og turde at tage plads i verden. Hvor god er du selv til det? 

"Jeg elsker den slags pseudobegreber, for man kan altid dække sig ind under en programerklæring af, at nu vil jeg blive bedre til det her ved at tage plads og være mig selv. Vi får hele tiden at vide, at vi skal være i konstant udvikling, og du skal følge op på de der fucking pseudo-buzzwords hele tiden.

Læs også

Marie Hald: ”Da jeg var ung, følte jeg mig meget forkert på grund af min OCD”

Jeg fandt bare ret hurtigt ud af, at hvis du kan tale med på det sprog, så behøver du faktisk ikke at hoppe på toget. Så kan du bare sige: ”Jeg er virkelig ked af, at jeg fik det her udbrud, men det er faktisk, fordi jeg øver mig i at slippe kontrollen for at blive bedre til det her”. Og så vil folk være sådan: ”Godt gået, mand. Det er virkelig sejt”. Men du kan bare sige det uden at gøre noget.

Så i virkeligheden er det et skalkeskjul for bare at være dig selv endnu mere. Og det er jo lidt kontroversielt, det ved jeg godt. Jeg har bare altid været sådan lidt en lone wolf, og jeg har aldrig nogensinde syntes, det var sjovt at gøre alle de store fællesskabsting."

Hvad mener du med, at du er en lone wolf?

"Jeg har altid været sådan en outsider-fyr. Og du kan ikke bare være en outsider, for hvis du bare er det, vil du altid være det, og så bliver du taget mindre seriøst. Du er nødt til at være sådan ”jamen, jeg har da truffet en beslutning om at være sådan her. Det er jo bare mig”. Også selvom man godt ved, at det er løgn, fordi jeg er bare en outsider. Jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg kommer aldrig nogensinde til at blive ligesom alle andre. Men man er nødt til at lade lidt, som om man er det. Jeg har brug for virkelig nære relationer.

Jeg har brug for kærlighed fra dem, som jeg elsker. Jeg har brug for nærhed og at sove tæt sammen med en. Men det er også det. Hvis det bliver opfyldt, har jeg ikke så meget brug for resten. Jeg elsker at være sammen med folk. Jeg elsker det virkelig. Men jeg tror ikke, det giver mig det samme, som det giver mange andre mennesker. Men uanset hvor cool jeg gerne vil fremstå, så har jeg endnu mere brug for nærhed og ømhed, end jeg vil indrømme."

Læs også

Sanger Katinka: ”Kvinder er ikke mere forfængelige end mænd”

Hvorfor vil du ikke indrømme det?

"Fordi det er ikke så cool. Det er mere cool at sige, at jeg elsker min datter og min kæreste, og jeg elsker at se alt det, jeg kan gøre for dem. Men i virkeligheden handler det jo om alt, hvad de gør for mig. Jeg lever virkelig af alt det, jeg får fra dem.

Nogle gange kan det faktisk være svært at sige som en fyr. Man skal stadig helst være en provider og have en ambition med det, man kan. Og det skal helst også være brændstof nok til, at du udkommer med det. Men fuck, hvis jeg ikke fik det, som jeg får fra min kæreste og min datter, så ville jeg ikke være så meget værd. Det tror jeg virkelig ikke. Jeg kunne nemt blive til sådan en rigtig skovulv, der løber rundt i stedet. Uden at have brug for at kontakte mennesker. Det går jo ikke."

I hvilke sammenhænge har du haft sværest ved at passe ind?

– Det har jeg på daglig basis. Bare sæt hak i alle boksene. Jeg føler, at jeg er sindssygt god til at lade som om, at jeg passer ind, og jeg omgås virkelig mange forskellige mennesker. Jeg er god til at sætte mig ind i, hvordan folk har det, og hvilken sag man kæmper i en bestemt gruppe. Så føler man jo lige pludselig, at hold kæft, han ser mig ham her.

Og det er ikke, fordi det er fake. For jeg føler virkelig en stor social indignation over de ting. Men jeg føler altid lidt, at det er noget, jeg spiller. Jeg kan godt længes efter det større fællesskab, hvor jeg bare passer ind, men jeg er ikke sikker på, at jeg gør det nogen steder. Men jeg kan selvfølgelig slappe helt af med mine nære venner og min familie."

Hvad inspirerer dig?

"Jeg er sindssygt inspireret af min datter. Den der lille hemmelighed, jeg har med hende, er livsnødvendig for mig. Inden man får børn, handler alt om ens egen ambition og alt det, man kan og vil. Og selv i et fag som mit, hvor det handler om at lege og være fri, kommer det lige så langsomt mest til at dreje sig om at performe og være cool. Min nysgerrighed stoppede med at være reel for mange år siden. Hvis jeg interesserede mig for noget, så gjorde jeg det kun, fordi jeg skulle have et eller andet ud af det.

Men når man så får børn, bliver man pludselig mindet om, at der faktisk stadigvæk gror ting ud af mig uden nogen bagtanke. Det får du ikke ret mange andre steder end fra et barn, der ikke har andre bagtanker, end hvordan kan jeg lokke ham til at lade mig se 20 minutter mere 'Rosa fra Rouladegade', mens jeg kværner en masse sukker. Med hende er der en samhørighed, en tilstedeværelse, der ikke bare handler om mig, og hvor jeg bagefter altid tænker, nå ja, det der var egentlig effortless."