Thomas Korsgaard: "Jeg har kun meget få venner. En af dem er 60 år og både alkoholiker, ludoman og pusher"

Hvilken begivenhed har ændret din måde at tænke på?

– Da jeg flyttede til København fra en lille jysk flække som 17-årig, begyndte jeg at tænke på en ny måde. Det kan være en ret voldsom ting at flytte fra by til land.

Det tror jeg tit, vi glemmer i disse "tvangsudflytning af offentlige arbejdspladser"-tider. Jeg gik fra et anonymt liv i en flække, hvor jeg kendte alle, til et anonymt liv i en by, hvor jeg var omgivet af forskellige mennesker og blev tvunget til at tænke mig selv ind i nye sammenhænge. Det var overvældende for en dreng på 17.

Hvordan skal man være for at være din ven?

– Det ved jeg ikke. Jeg har kun meget få venner. En af dem er 60 år og både alkoholiker, ludoman og pusher. Men hun er til at stole på og fortæller fantastiske historier. Måske er det kriterierne.

Hvilket karaktertræk kan du bedst lide ved dig selv?

– At jeg er ydmyg. Det bliver man efter mange års ydmygelse, og efter at have levet et meget stigmatiseret liv ude på landet.

Hvilken beslutning har du fortrudt?

– At jeg valgte at sige undskyld til én, der blev fuldstændig rasende på mig, fordi jeg spildte en sjat kaffe på hans sandfarvede designersofa. Det havde han ikke fortjent, at jeg gjorde. Jeg burde have tømt hele koppen.

Hvilken mand har gjort størst indtryk på dig?

– Det må være min ekskæreste, siden jeg valgte at tilbringe så lang tid sammen med ham. Han var en dejlig dreng, men nu aner jeg ikke længere, hvorfor vi var sammen.

Hvornår blev du voksen?

– Det gjorde jeg, da jeg var 12 år. Min mor fik en depression, og jeg tog ansvaret for familien på mig, samtidig med at jeg begyndte at lave en flugtplan for, hvordan jeg kunne slippe væk derfra.

Hvilken bog betyder mest for dig?

– Indtil videre må det være "Jadekatten" af Suzanne Brøgger. Det er en fuldstændig fantastisk bog om slægten Løvin, der holder til i Gammel Mønt i København. De er glade for fest og farver, men ender med at udslette sig selv. Hun skriver grumt, sjovt, bidsk og nøgternt. Det er så velfortalt, at jeg kun kan bøje mig i støvet.

Hvad er den største ros, du har fået?

– Den kom fra en kvinde, som jeg ikke kan huske navnet på, men hendes mand var rocker, og hun sagde på et tidspunkt, at jeg bevægede mig på en flot, nærmest svævende måde. Den slags varmer, når man føler sig som et stort skrummel.

Hvornår græd du sidst?

– Det gjorde jeg til min bogreception den 4. maj i år under talerne. Jeg har meget let til tårer, hvis jeg er et sted, hvor jeg er modtagelig og åben. Særligt under en tale af Tine Høeg græd jeg. Hun refererede til en del beskeder og oplevelser, vi har haft sammen, og der var både bid og humor i den, og så er hun en mester med sproget. Hun er fuldstændig blændende, humoristisk, charmerende.

Hvad er du mest stolt af?

– Mine brune øjne og min indboforsikring.

Hvad er den vigtigste lektie, livet har lært dig?

– At tjekke efter, om man har toiletpapir siddende på skoen, før man går ud fra toilettet.

Hvis du skulle skrive din egen nekrolog, hvad skulle der så stå?

– Thomas Korsgaard er død og nåede netop at skrive sin sidste bog færdig. Et romanprojekt, som krævede ufatteligt meget af ham. Han levede et hastigt liv, drak og røg for meget, men kunne altid stå op og være noget for andre. Selvom han ikke blev 100 år, satte han små indtryk ikke mindst på sin omgangskreds. Hans bedste ven, Lærke, arrangerer begravelsen, som kommer til at blive en fest uden lige med livemusik, god vin og taler. Efterfesten bliver holdt på Egeskov Slot.